Benjamin lod personlig dokumentardrøm forme sit studie

Allerede til sin optagelsesprøve på TV- og Medietilrettelæggelse var 24-årige Benjamin Fischermann på sporet af en historie, som han pitchede. Den skulle handle om hans farfar. Om hvorfor han ikke længere havde kontakt til sine søskende efter deres oplevelser i kz-lejren Theresienstadt under Anden Verdenskrig. Det var en historie, der på grund af de medvirkendes alder, snart ville nå sin naturlige deadline og derefter for evigt være lukket land. Så Benjamin var ikke i tvivl. Han måtte finde en vej til farfarens fortællinger om bristede barndomme, strider og skuffelser.

Det blev starten på et tre år langt dokumentarprojekt, der som en rød tråd igennem hele Benjamins studie krævede, at han gik andre veje, end den beskrevet i studieordningen.

”Man kan sige, at jeg startede bagvendt. At jeg ville lave en dokumentar, før jeg overhovedet havde lært at lave en. For de fleste er læringskurven jo omvendt. Den melding er jeg blevet mødt med af flere redaktører og praktikvejledere. Jeg har da også haft mine tvivl, om jeg mon gik glip af en masse læring ved at gøre sådan her, men jeg vidste jo, at det var dét, jeg ville,” siger Benjamin. 

Bliv dygtig undervejs

For Benjamin var det dog ikke helt så ligetil at komme i gang. For det første skulle han trevle sig igennem en ældre og splittet søskendeflok, som geografisk var spredt fra Tel Aviv til Gentofte. Og da han samtidig var fuldtidsstuderende med fokus på praktikplads og studieopgaver, kunne dagene virke uoverskueligt lange med busture frem og tilbage, lån af udstyr og redigering.

Derudover var Benjamin nyoptaget på TVM og først lige gået i gang med at lære værktøjerne til journalistik og dokumentarisme at kende. Det blev derfor en underviser, der gav ham det endelige skub ud i projektet. Mantraet hed ’læring gennem handling’ og ud af det voksede en ukuelig tro på projektet – selv når tvivlen på egne evner meldte sig.

”Jeg har lært så meget om dokumentarisme ved at være involveret i alle dele af processen og lære det fra bunden. Og så tror jeg faktisk, at det var en fordel for historien, at jeg ikke var dygtig i begyndelsen. På mange af de første optagelser kan jeg se, at der var en synlig microport med, eller at jeg havde glemt at flytte min computertaske ud af billedet, fordi jeg først og fremmest var barnebarn, og det gav en anden berettigelse til at stille svære spørgsmål, fordi der hvilede sådan en slags ungdomsnaivitet over det for de medvirkende,” siger Benjamin.

Dokumentar eller orlov?

Da tiden kom til praktiksøgningen måtte Benjamin igen tage stilling til sine prioriteter. Han havde hele vejen indtil praktikken brugt sin fritid på dokumentaren. Noget der ifølge Benjamin betød, at han stortset var ’på arbejde’ hele tiden. For når ens arbejde er ens familiehistorie, så holder man aldrig rigtig fri fra den.

Men i praktikken var der andre opgaver, der trængte sig på, og dagsordenen var defineret af praktikstedet. Pludselig var der en mavefornemmelse, som Benjamin blev nødt til at lytte til.

”Jeg tænkte, at det måtte jeg nok æde i mig og køre på. Men da jeg kom i praktik, mærkede jeg, at jeg ikke var glad. Og hvis jeg skal arbejde i det her felt, så skal det være passioneret. Jeg var pludselig ikke rigtig til stede i min praktik og heller ikke rigtig til stede i min dokumentar. Det var der simpelthen ikke plads til. Så jeg tænkte ’nu må jeg finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg får ikke chancen for den her dokumentar igen. Jeg må sgu tage orlov,’” forklarer Benjamin.

Et patchwork af praktik

Benjamin afsluttede sin praktikaftale efter kun fem måneder og satte sig for at finde en ny praktikplads, der kunne rumme dokumentarprojektet sideløbende med alt det andet, han også skulle lære. Han vidste, at det krævede et pitch af format. Heldigvis havde han en kontakt på et produktionsselskab, som lod ham fortsætte sin praktik i et par måneder med fokus på pitchingen ved siden af.

”Jeg brugte tre måneder på at arbejde på en fem minutters promovideo. Den skulle ligesom fungere som en slags kort test på filmen. Den endte jeg med at sende til en redaktør fra DR, og hun faldt for den – fuldstændig,” fortæller Benjamin.

Så Benjamin rykkede fra produktionsselskabet til DR og fortsatte sin jagt efter fokuseret arbejde med dokumentaren. Men selvom DR bakkede op om Benjamins projekt, så var der stadig andre arbejdsopgaver, der stod i kø. Først otte måneder senere, da der blev afholdt en stor pitchrunde for nye programmer i DR blev Benjamins promo udvalgt, og projektet kunne for alvor gå i gang. Benjamin sluttede sin praktik lige til tiden hos DR og blev projektansat. Det krævede så endnu en pause fra studiet, men nu kunne han tage de 60 timers optagelser, han allerede havde over på egen hånd, og få professionel hjælp til at komme i mål.

Undervejs har han selv skulle forhandle vilkårene for dokumentaren. Både med DR og det produktionsselskab, hvor Benjamin havde arbejdet med promoen. Han har haft en finger med i alt fra lydbillede til postproduktion, og selvom processen har været lang og til tider fuld af tvivl for Benjamin, så er han stolt og glad over, at være kommet i mål. Han råder andre studerende med drømme om egne projekter til at kaste tvivlen om ikke at være dygtig nok over bord.

”Jeg er da stadig i tvivl, om jeg kan det samme, som mine medstuderende. Men jeg har valgt at sige, at jeg kan min ting. Ellers bliver uddannelsen et samlebåndsarbejde, hvor alle bliver spyttet ens ud, og det skal det ikke være. Jeg kan ikke det samme som de andre, men jeg kan noget andet. Og jeg har min egen stemme,” siger han.

Benjamins projektansættelse hos DR udløb, da dokumentaren var færdig. Så lige nu er han ’tiltrængt arbejdsløs’, som han kalder det. Planen er at puste ud med en rejse, inden han til september færdiggør det sidste halve år af sit studie på TVM. Benjamins dokumentar ’Krigen, der splittede min familie’ havde premiere på DR2 den 8. januar og ligger tilgængelig nu på DR TV.