”Tre ting, jeg ikke kommer til at fortælle jer” – tale ved Isabella Hindkjær

Kære dimittender, kære kollegaer 

Tillykke med jeres uddannelse. Det er en stor ære at få lov at være med til at fejre jer på den her helt særlige dag. 

Og hvis jeg lyder nervøs, når jeg står her foran jer i dag, så er det fordi, jeg er det.

Fordi I er vores fags fremtid. Og fordi den her institution er et særligt sted, et sted hvor mange gerne vil optages, og det er svært bare at komme ind. Jeg kom for eksempel ikke ind. Men det gjorde I, og I kom ikke bare ind, I har også gennemført. Dét er noget særligt. 

Principielt byder den her rolle og genre mig lidt i mod. Fordi det på en eller anden måde indebærer, at jeg skal vide et eller andet om det her fag og den her branche, som I ikke ved, og så kan jeg dele det med jer. 

Og jeg ved sgu ikke, hvor meget jeg egentlig ved.

Det er 12 år siden, jeg blev færdiguddannet. Godt nok fra den anden uddannelse der i Odense (de turde godt lukke mig ind) Der er sket så meget på de 12 år. Verden er vildere, samtalerne er sværere. Man kan godt få lidt en følelse, at alt står og vibrerer lidt: fundamentet under vores fag, vores forretningsmodeller og også under alt det, vi troede, vi vidste. 

Nå, men nu har jeg ligesom sagt ja til at stå her og i det mindste at lade som om, at jeg ved noget. 

Og man kan jo gøre den her slags ting på mange måder. 

Man kunne sagtens lægge ud med at citere nogle af de helt tunge publicistiske koryfæer, og så kunne man gå helt op på de høje tangenter og sige noget om den fjerde statsmagt og måske endda om den demokratiske sammenhængskraft. Og så kan man jo altid runde af med at give et par gode, andægtige råd, som I ikke rigtig har bedt om. 

Det har jeg ikke så meget lyst til.

I stedet for har jeg lavet en lille liste over ting, som jeg ikke kommer til at fortælle jer i dag. Der er tre punkter på listen. Det er ting, jeg hørte en hel masse, dengang jeg blev færdiguddannet, og som jeg forestiller mig, I også enten har hørt eller kommer til at høre fra nogen – men altså ikke fra mig.

1. ”NU ER DU EN RIGTIG JOURNALIST”

Det er et udtryk, jeg hørte en del gange, den gang jeg blev færdiguddannet. 

Men hvad betyder det? Hvad er en rigtig journalist? 

Journalist er jo ikke en beskyttet titel. I princippet kan alle gøre det, vi gør. Vi bliver ikke læger eller advokater. Der er uddannelser og fag, hvor titler og eksamener er afgørende for, hvilken karriere man får. Det her er ikke et af dem. Det er ikke som sådan titlen, der er det vigtigste i selv – det er i langt højere grad jeres tid her og alt det, I har lært - om faget, om jer selv, om hinanden. Det er det, der er allermest værd. 

Det betyder også at der her fag langt hen ad vejen kan være det, man gør det til. Det I gør det til. Det kan godt føles lidt nervepirrende. Det betyder også, at man kan ende alle mulige sjove steder med det bevis, I får i hånden. Og i mine øjne er det én af de ting, der gør det her fag så fedt. 

Det er også helt okay ikke at vide, hvor man skal ende. 

Da jeg gik på uddannelsen, følte mig ikke som en rigtig journalist. Forstå mig ret, jeg elskede min uddannelse – og jeg elsker mit fag. Men jeg synes at den der sejlivede spændetrøje, myten om ”en rigtig journalist” var svær at være i. 

Rundt omkring mig følte jeg, at jeg så mennesker, der slet ikke kunne vente med søge tonsvis af aktindsigter, vælte ministre, borgmestre og andre mennesker med slips og magt. Og det er også fedt og vigtigt, men jeg kunne ikke mærke min i mave, at det nødvendigvis var meningen med mig. Og dengang fik vi at vide, at vi helst skulle skynde os at finde ud af, hvad der var der meningen med os – allerhelst inden vi søgte en praktikplads. 

Jeg anede det ikke. Jeg søgte praktik på alt fra P6 Beat til Alt for damerne og Kristeligt Dagblad. Ja, jeg var lidt all over the place. Jeg vidste kun, at jeg gerne lave noget med … mennesker. Både de mennesker, historierne handler men – men især også de mennesker, der skal møde hinanden på grund af journalistikken. Jeg ville rigtig gerne … have folk til at snakke sammen og være fælles om noget – rigtig gerne på nye måder.

Jeg kan huske, at jeg havde en vejleder, der var rigtig god, hun sagde, det var helt fint – der skulle også være nogen, der lavede sådan noget ”blød” journalistik. Og det lød bare mærkeligt i mine ører. Jeg syntes det at beskæftige sig med rigtige menneskers ægte liv og prøve at få mennesker til at tale sammen, der ellers aldrig ville tale var sammen, var super hard core. 

Så jeg følte mig altså slet ikke sådan som en ”rigtig journalist” og jeg tænkte ret meget på, om der mon var plads til mig i den her branche? //Og der gik ret lang tid før jeg ikke længere følte mig lidt fremmed i faget, som en der stod lidt på kanten og kiggede ind. Den følelse kan jeg stadig godt få, nogle gange. Men i dag ser jeg det mest som en styrke.  

Jeg tror faktisk, at vi i det her fag har brug for flere folk, der tvivler på, at de er ”rigtige”. Dem der er drevet af noget andet end alt det, vi forbinder med ”rigtig journalistik” - dem der går rundt og tænker: Er der mon er en plads til mig?

Så hvis der er nogen af jer, der har det sådan, og ikke helt ved hvad der skal ske, så håber jeg, I vil se det som en styrke. Lad være med at tro at I skal være rigtige. Rigtig findes ikke. Og det er okay – både nu og igennem hele jeres karriere – at omfavne en vis retningsløshed og være lidt all over the place en gang imellem. Man må gerne give plads til pausen. Afvigelsen. Eksperimentet. Tvivlen. Udover at det er sundt, så tror jeg på, at der kan komme virkelig god journalistik ud af det.

For det er også sådan, vi tænker nyt og gør ting anderledes. Og netop derfor har den her branche - måske mere end nogensinde før - brug for alle dem, der ikke føler de passer ind. For den her branche er fantastisk, men den er også lidt for lille – og vi er også lidt for ens.

Det fede er, at nu er det jeres tur nu til at definere alle de forskellige måder man kan være en rigtig journalist.  For der er plads. Og den her branche har mere brug for jer, end I har for den. 

2.”MEDIERNE HAR DET HÅRDT, MEN JOURNALISTIKKEN HAR ALDRIG HAFT DET BEDRE” 

Det hører vi tit. Og det lyder godt. Men jeg tror tiden er til at, vi også skal være ærlige. Medierne er pressede. Journalistikken er også presset. 

Misforstå mig ikke, der bliver lavet masser af blændende god journalistik. Men hvis den har svært ved at komme ud til folk og skaber samtaler, nye samtaler, så er det gode håndværk ikke altid nok.

Der findes nogen i vores fag, der har kaldt, det vi ser lige nu, for samtalens kollaps. Vi lever i en verden, hvor flere vidt forskellige versioner af den samme virkelighed eksisterer side om side, i sådan en grad at man sommetider kan spørge sig selv om vi lever i parallelle universer. Det er en udfordring, ikke bare for journalistikken – men for alt det, der skal til for at tackle alle de vilde, vilde problemer, vi står over for i disse år. 

Vi er nødt til at tale sammen. Vi er nødt til at lytte til hinanden. Og vi er nødt til at sørge for, at flere mennesker får adgang til journalistikken. For der er virkelig brug for den.

Det ufede ved brændende platforme er åbenlyst, at de brænder. Det fede ved det, kan være at nogle af de mindre gode ting også brænder. Mærkelige myter, dovne dogmer, rådne kulturer. Og så har vi har muligheden for at stille noget andet i stedet for. 

Jeres virkelighed er en virkelighed, hvor mulighederne for at udkomme er langt flere end før. Journalistik er så meget mere end aviser, radio og fjernsyn – og det er godt. For det eneste der med sikkerhed slår medier ihjel, det er stilstand. 

Men vi er nødt til at stoppe med at håbe på at vores gode venner i tech løser det med at få journalistikken ud til folk – for det er vist blevet tydeligt for de fleste, at vores ”gode venner” Mark Zuckerberg og Elon Musk ikke nødvendigvis deler vores forestillinger om, hvordan man skaber meningsfulde, offentlige samtaler – og hvilken rolle en fri og uafhængig presse skal spille i den sammenhæng.

Og det handler ikke kun om distribution. Vi er også nødt til at se på, om der er nogle forestillinger hos os, der ligger til grund for den måde, vi laver journalistik på, der trænger til en opdatering. 

Fx ”Hvad er en rigtig journalist?” Men også: ”Hvad er magt?” Er det stadig dem der med slips inde i en parlamentsbygningerne, der har den største magt? Eller er magt og indflydelse grundlæggende forandret og langt mere komplekst, end vi troede? Alt det kan journalistikken hjælpe med at give nogle svar på, hvis vi udfordrer os selv. 

Jeg tror, at jeg efterhånden måske ved én ting: nemlig at vi ikke kan løse fremtidens problemer med fortidens værktøjer. Når det brænder, skal vi selvfølgelig redde arvesølvet – de grundlæggende publicistiske dyder – som I har lært, som vi har lært – holder stadig. Men vi må ikke læne os tilbage i nostalgien og alt det, der virkede en gang. Og derfor er det så skide heldigt for den her branche, at I er her nu. 

Vi har brug for nye og flere perspektiver på vores faglighed. Vi har brug for jer – mere end nogensinde før. 

For der er masser af håb. Og et meget stort håb er, at der til trods for, at journalistikken er under pres, stadig er så mange virkelig skarpe unge mennesker, som jer, der kaster jeres kærlighed på netop det her pressede, men også magiske og vigtige fag. I er et kæmpe håb. 

Og jeg håber at når I kommer derud, så former I branchen mere, end den former jer.

Det leder mig til mit sidste punkt på den her liste over ting, jeg ikke vil sige til jer i dag. Og det handler om håb. 

3. ”HÅB ER IKKE EN STRATEGI”

Det er der nogen, der vil sige. Det kan godt være. Men håb er selve fundamentet for alle strategier. Håb er at tro på, at det vi laver, nytter. At det flytter noget. At det giver mening. 

Derfor mener jeg, at håb er et af de vigtigste journalistiske redskaber, vi har. Jeg har nogen gange oplevet, at nogen forveksler håb med naivitet. 

Lige ved siden af håbet står empatien. Den kan sommetider blive forvekslet med manglende kritisk stillingtagen.

Og så er der det der med mening. Behovet for at det, vi laver giver mening. Det er der sommetider nogen der forveksler med at man er krævende, besværlig måske endda. Især hvis man tilhører Gen Z. 

Der er mange, der mener noget om de generationer, som I er en del af. Der er også mange generaliseringer, der lader til at bygge på en misforståelse om unge som sådan en homogen størrelse. At de, af en eller anden årsag, ikke skulle være lige så forskellige som alle andre mennesker.

For nylig kunne jeg læse, at nogen bekymrede sig for, om I er kildekritiske nok. Om I nu kan skelne en klassisk nyhed fra alt det andet content, I bliver tæppebombet med. Fair nok. 

Men jeg må sige, at jeg ser også noget andet. Jeg har efterhånden mødt en del af jer på nogle af de ret unge mediearbejdspladser, hvor jeg har haft fornøjelsen af at arbejde. Og nu gør jeg mig så skyld i det der med at generalisere helt vildt. Men det jeg ser, at I generelt er helt vildt gode til at holde fanen højt for håbet, empatien og meningen.

Og jeg ser samtidig at I er mega kritiske. I min optik har I måske den mest veludviklede bullshit-detektor i verdenshistorien. Fordi I er blevet markedsført til på alle kanaler samtidig, lige siden I var ganske små.

Men I slår mig også som nogen, der er rigtig gode til at forstå forskellen mellem kritisk og kynisk. Kritisk journalistik er vigtigt for de fælles samtaler, vi gerne vil skabe. Kynisk journalistik tror jeg kan være decideret farligt for dem. 

Om jeres generation er der også nogen der siger, at I stiller alle mulige sindssyge og besværlige og helt nye krav til os som ledere. Og jeg synes, vitterligt det lyder spændende med alle de revolutioner. Jeg kan bare ikke rigtig få øje på dem. Jeg hører, I ønsker jer mange af de samme ting, som generationer før jer med al rimelighed har ønsket sig af faget og de journalistiske arbejdspladser. I er bare meget bedre til at sige det højt, sætte grænser og insistere på retten til at være hele mennesker. 

Rigtige journalister er først og fremmest rigtige mennesker. Der tvivler og fejler og tør stå ved sig selv. Mennesker der er modige nok til at håbe, drømme, lede med empati og insistere på at finde mening. Det er hverken naivt, ukritisk eller besværligt. 

En anden udbredt misforståelse som vi skal have gjort noget ved, er den her med, at erfaringsudveksling, det er sådan en ensporet motorvej. At erfaring er noget man har, hvis man har været på jorden, eller i faget, i mange år – og så giver man sin erfaring og sin visdom videre til unge, til dem, der ikke har. Det passer ikke, og det virker ikke. Jeg ved ikke om den model nogensinde har virket, men sådan som verden ser ud nu, har den definitivt spillet fallit. 

I har masser af erfaringer som er jeres og unikke for den oplevelse I har haft af at vokse op i den her hyperdigitaliserede, hyperfragmenterede og hyperaccelerede verden. De erfaringer, I har allerede, er vigtige. 

Og en af jeres chefers fineste opgaver bliver at sætte sig ned over for jer og sige: “Spændende! Fortæl mig noget mere”. Og hvis de ikke gør det, så lov mig, at I fortæller dem det alligevel.

Nu er vi nået til slutningen af den her tale, og det er jo her man plejer at skulle give en form for godt råd – og det lovede jeg jo egentlig, at jeg ville lade være med. Men hvis jeg alligevel skulle gøre det; så ville det være noget i retning af, at selvom der er meget på spil, og selvom det I skal ud og kæmpe for til tider kan føles alvorligt og tungt – fordi det er vigtigt – så glem ikke, at det fag I har valgt også er et virkelig, virkelig sjovt fag. 

Så det er mit råd, husk nu at have det sjovt. 

Og når I er derude, så husk – for guds skyld – ikke at tage i mod alt for mange gode råd fra sådan nogle som mig. 

Tak fordi I lyttede - og tillykke med jeres uddannelse!