Skip to main content

Stem dig selv i byrådet med 7 simple råd

Brandingekspert Joachim Rosenstand fra DMJX giver gode råd til kandidater, som drømmer om en taburet i et af landets 98 rådhuse.

Rådhuset i Kolding
Kolding Rådhus. Foto: Kolding Kommune

Hvis du er et kendt ansigt og står højt på valglisten i et populært parti, er vejen ind i byrådet snorlige. Er du derimod et ukendt navn, og måske fra et mindre parti, skal der noget ekstra til for at blive valgt ind i rådhusets helligste kammer.

Kreativ direktør og adjunkt på Kreativ Kommunikation på DMJX, Joachim Rosenstand, deler her 7 råd til personlig branding for byrådskandidater.


1) Vælg ét budskab, du vil huskes for

Du har selvfølgelig mange planer og budskaber. Men du skal sørge for at blive husket for noget konkret. Derfor bør du vælge ét supersimpelt budskab, som du vil kendes for. Det kan være, at du kæmper for mindre trafik i bymidten eller at håndboldhallen skal males.
Folk husker bedre de simple budskaber. Og med det meget konkrete skiller du dig ud fra de andre politikere, som ofte vil det hele.


2) Tal til en udvalgt målgruppe

Hvis du taler til alle, så taler du til ingen. Derfor bør du vælge én målgruppe at henvende dig til: De unge, de arbejdsløse, handelslivet, de studerende, de ældre.
Målgruppen passer selvfølgelig sammen med dit kernebudskab. Det kan eksempelvis være ’Flere studieboliger til de studerende’.


3) Vær lokal-konkret

Du ønsker sikkert en bedre verden eller mere velfærd eller et bedre miljø. Men når det handler om lokalpolitik, så gælder det om at få nogen til at føle, at du vil gøre noget helt specifikt for dem.
Det kan være at gøre noget for en bestemt skole eller et plejehjem. Eller det kan være noget, der gør en forskel for den lokale fodboldklub.
Du må selvfølgelig gerne tage afsæt i din overordnede vision. Bare du får det til at handle om noget lokalt og konkret.


4) Gør dit budskab til en del af en større plan

Når du har slået dit simple budskab fast, så kan du gøre det til en del af noget større.
Jeg vil male håndboldhallen - for at gøre vores by pænere. Jeg vil mindske trafikken i bymidten - for at gøre vores by mere sikker.
Når først du er kommet igennem med dit ene, konkrete budskab, kan du bygge oven på.


5) Drop den konventionelle valgplakat

Valgplakater er dødssyge. Men de har en værdi.
Værdien kan dog blive langt større, hvis ikke bare du har et pasfoto, dit navn og partinavn – ligesom alle andre.
Skriv dit budskab på plakaten. Gør noget, der får den til at skille sig positivt ud fra alle de andre.


6) Overrask vælgerne med noget, der støtter dit budskab

Roser, kaffe, bolsjer, balloner og kedelige pamfletter har vi alle fået stukket i hånden. Det er ligesom dertil, de fleste kandidaters opfindsomhed rækker. Når du står i gågaden og skal møde dine vælgere, så overrask dem. Giv dem noget, som de husker dig og dit budskab på.
Hvis du vil sænke fartgrænserne i bymidten, så tag en veteranbil med. Hvis din agenda handler om miljøet, så tag en økologisk malkeko med ind på strøget.
Hvis din fantasi ikke rækker længere end til at uddele croissanter, så læg dem i det mindste i en pose med dit budskab på eller andet, der kan fange opmærksomheden mens de gumler.


7) Skil dig ud, og skab samtale

Lav noget, som andre har lyst til at fortælle videre. Vær den første til noget.
Kom først med en vellykket kampagne på TikTok. Stil en rumraket på et gadehjørne, så du kan skabe opmærksomhed om dit budskab. Lav et arrangement for ældre med ’Tre hvide duer’ og en svingom. Et eller andet, der skiller dig ud fra mængden.
Et år var der en kandidat, der selv hang i en lygtepæl, det er noget man husker.
Når folk begynder at snakke om dig eller det, du har lavet, kommer der pludselig en journalist for at skrive om det. Og så får du mulighed for at uddybe dit budskab og nå endnu bredere ud.
Det skal selvfølgelig altid være noget, hvor du bevarer din troværdighed. Det kan ikke anbefales, at du smider din bh for at vække opsigt – selv om det måske virker.

- Hvis jeg skal opsummere alle 7 råd helt kort, så er det: Skab noget larm, så vælgerne ved, du eksisterer. Og når du har deres opmærksomhed, kan du gå i dybden med dine budskaber, siger Joachim Rosenstand.

 

Joachim Rosenstand er underviser på BA-uddannelsen Kreativ Kommunikation og kreativ direktør i sit eget firma Storyland.

Han er ekspert i branding, kreativitet og visuel kommunikation og har arbejdet i reklamebranchen og med undervisning af kreative i 35 år.

Joachim Rosenstand er en del af DMJX' ekspertpanel, som gerne hjælper pressen med forskellige spørgsmål vedrørende valget.

Se kildelisten her.