Skip to main content

To stærke advisory boards tilknyttes Gravercentret.dk

Kapaciteter og specialister fra ind- og udland indgår i to nye boards, som styrker gravercentret med rådgivning, netværk og som ambassadører. Nils Mulvad og Roger Buch er formænd.

Nils Mulvad og Roger Buch er formænd for de to nye advisory boards
Fotos: Anders Hviid og Christian Falck Wolff

Gravercenter.dk, som er forankret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, tager endnu et skridt for at etablere sig som nationalt center for undersøgende journalistik.

Centret har sammensat to advisory boards – et internationalt og et nationalt – som skal rådgive og understøtte gravercentret i at udvikle og styrke den undersøgende journalistik i hele Danmark. De to boards får Nils Mulvad og Roger Buch som formænd.

Chef for Gravercenter.dk, Bruno Ingemann, glæder sig over, at centret har tiltrukket to A-hold, som både skal løfte det daglige arbejde og bidrage ved konferencer og seminarer.

- Jeg er stærkt begejstret over, at de største navne inden for gravende journalistik har lyst til at sidde i vores boards. Her i Danmark kender vi nok bedst de danske medlemmer, som er journalister og redaktører med stærke positioner i mediebranchen. Men det internationale board er også virkeligt tungt med kapaciteter, som alle har enorm viden om lokaljournalistik og undersøgende journalistik, siger Bruno Ingemann.

Her er alle medlemmerne af de to advisory boards

Det danske advisory board:

  • Roger Buch, forskningslektor og centerleder DMJX (formand)
  • Christian Jensen, Ansvarshavende chefredaktør Politiken. 
  • Lars Nørgaard, chef for Berlingskes gravegruppe
  • Tanja Nyrup Madsen, Ansvarshavende chefredaktør Mandag Morgen
  • Mette Mayli Albæk, Undersøgende journalist Jyllands-Posten
  • Emma Fjordbak, Undersøgende journalist TV2 Nord
  • Gitte Kvist, Redaktionschef DR Østjylland
  • Poul Kjærgaard, Chefredaktør Fyens Stiftstidende.

Læs mere om medlemmerne af det danske advisory board nederst på siden.

Det internationale advisory board:

  • Nils Mulvad, Redaktør Kaas & Mulvad (formand)
  • Anuška Delić, Slovenia, stifter og leder af Oštro, Center for investigative journalism in the Adriatic region
  • Laura Frank, USA, Executive Director Colorado News Collaborative
  • Nils Hanson, Sverige, undersøgende journalist og tidligere chef for Uppdrag Granskning, SVT
  • Per C. Magnus, Norge, leder af Senter for Undersøkende Journalistik (SUJO) i Bergen 
  • Inga Spriņģe Letland, undersøgende journalist, medstifter af The Baltic Center for Investigative journalism 
  • Emily Wilson, England, Redaktør The Bureau Local, center for undersøgende lokaljournalistik.

Læs mere om Gravercenter.dk

Uddybende præsentation af medlemmerne af det danske board

Medlemmerne af det danske advisory board har alle sendt nogle ord om sig selv - nogle færre end andre. Her følger en uddybende præsentation:

Tanja Nyrup Madsen: Ansvarshavende chefredaktør for Mandag Morgen Har 25 års erfaring med nyheder og undersøgende journalistik fra radio, tv, digitale og trykte medier. Udviklede det første danske undersøgende radioprogram P1 Dokumentar, og var både første vært og redaktør. Redaktør af den danske del af cross-border projekt ‘CumEx-Files’.

Gitte Kvist: Chef for DR Østjylland, som er et af DRs 9 distrikter og en del af DR Nyheder. Det er distrikterne, der har ansvaret for indlandsdækningen i DR.
Uddannet journalist fra DMJX i 2003. Har siden blandt andet arbejdet på Ekstra Bladet, NORDJYSKE Medier og på DR Østjylland siden 2009 og som chef siden 2016. Har en diplomuddannelse i ledelse fra DTU/DJØF.
Gitte Kvist har tidligere selv arbejdet med undersøgende journalistik. Både på DR Rapporten, på Ekstra Bladet og har som reporter på DR Østjylland blandt andet været nomineret til Spadestiksprisen for dækningen af forholdende for gravide og fødende i Region Midtjylland.

Lars Nørgaard Pedersen: Undersøgende journalist, redaktionschef og chef for Berlingskes gravegruppe. Det seneste årti har Berlingskes gravegruppe afdækket en række sager herhjemme, som har fået vidtrækkende konsekvenser, blandt andet bankskandaler og politiske forløb. Før Berlingske var han krigsreporter og undersøgende journalist ved Jyllands-Posten. Har modtaget flere danske og internationale anerkendelser, blandt andet Cavlingprisen to gange. Underviser i undersøgende journalistik ved Kaas & Mulvad / Mediernes Efteruddannelse, censor i undersøgende journalistik og jurymedlem bag Spadestiksprisen.

Mette Mayli Albæk: Ansat i Jyllands-Postens gravergruppe og har bred erfaring som undersøgende journalist. Hun har vundet en række priser, herunder FUJ-prisen to gange samt Amnesty Internationals mediepris. Hun er forfatter til en af de seneste års mest omtale bøger, Spionchefen. Er desuden medforfatter til Terroristen fra Nørrebro.  Underviser i undersøgende journalistik på kurser i ind- og udland.

Christian Jensen: Har været ansvarshavende chefredaktør på Politiken siden 2016.
Han arbejdede som undersøgende journalist og nyhedsredaktør på Berlingske fra 1999, som chefredaktør fra 2007-2010 og fortsatte som ansvarshavende chefredaktør på Information. Formand for Styrelsen for journalistuddannelserne på Syddansk Universitet (SDU) og har været medforfatter på bogen Krigens køb.

Poul Kjærgaard: Chefredaktør på Fyens Stiftstidende. Han er medlem af advisory board'et til konferencen for undersøgende journalistik i regionale og lokale medier "Et spadestik dybere".

Emma Fjordbak: Journalist på TV2 Nord med en baggrund i Nordjyskes gravergruppe. Hun er cand.mag i dansk og mediefag fra Aalborg Universitet med særlig interesse for den lokalt forankrede undersøgende journalistik. Hun har som reporter og skribent beskæftiget sig med bl.a. de sundhedsskadelige og miljøbelastende konsekvenser af asbest og PFAS-forurening. Derudover er hun tilrettelægger og vært på programmet TV2 Nord Undersøger. Emma har siddet i juryen for Spadestiksprisen, hvor hun i 2022 selv var nomineret for ‘Chefredaktørens død' om de kødædende bakterier.

Roger Buch: Ph.d., cand.scient.pol., forskningslektor og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Har igennem 30 år forsket i kommunal- og regionalpolitik: valg, partier, medier og mange andre emner. Arbejder dagligt sammen med landsdækkende, lokale og regionale journalister. Har arbejdet tæt sammen med gravergrupper, dokumentargrupper og undersøgende journalister. En af initiativtagerne til Gravercentret.dk.