Skip to main content

Rejselyst ledte til international kandidat i journalistik

Benedikte Christine Rasmussen sagde sit job op som journalist på Kristeligt Dagblad for at starte på international kandidat i journalistik, som blandt andet foregår på DMJX i Aarhus.

Benedikte Christine Rasmussen sagde sit job op som journalist på Kristeligt Dagblad for at starte på international kandidat i journalistik, som blandt andet foregår på DMJX i Aarhus.
Foto: Signe Bech Søholt

På DMJX har vi over 60 partneruniversiteter i hele verden, så der er rigtig gode muligheder for at komme på udlandseventyr på alle vores uddannelser. Som en del af vores partnerskab med Aarhus Universitet udbyder vi dog også en dedikeret international kandidatuddannelse i journalistik. Den hedder Erasmus Mundus Journalism, og den er for dig, der har en relevant bachelor- eller professionsbacheloruddannelser, og som gerne vil specialisere dig i global journalistik.

På uddannelsen bliver du en del af et hold med 80 studerende fra hele verden. Uddannelsen starter i Aarhus på DMJX og Aarhus Universitet og derefter kan du komme til partneruniversiteter i fx Sydney, Cape Town, Shanghai, Libanon eller Californien. På uddannelsens andet år specialiserer du dig i Crisis & Conflict i London, Politics & Communication i Amsterdam, Cultures & Contexts i München eller Totalitarianism & Transition i Prag.

Læs med herunder, hvor Benedikte Christine Rasmussen, der er eneste dansker på det seneste hold på uddannelsen, fortæller om, hvordan det er at studere på en international kandidatuddannelse.

Hvorfor valgte du at søge ind på Erasmus Mundus Journalism?

- Da jeg sidste år sagde op på mit ellers gode job, hvor jeg i øvrigt virkelig trivedes, spurgte en af mine (i dette tilfælde yngre) kollegaer mig, hvordan jeg dog turde. Avisbranchen er presset, journaliststillingerne hænger ikke længere på træerne, men alt, jeg tænkte, var: Jeg tør simpelthen ikke at lade være. Efter næsten fem år på Kristeligt Dagblad var jeg blevet bange for at gro fast. For det var en god hverdag, den var tryg, den var spændende, jeg fik alt det ansvar, jeg kunne drømme om, og mine kollegaer blev hurtigt også mine gode venner. Men samtidig var der så meget andet, jeg også ville. Rejse, for eksempel. Og jeg ville møde verden, lave journalistik i den og om den, blive klogere og gøre andre klogere.

Foto: Signe Bech Søholt

Det har været en øjenåbner for mig at finde ud af, hvor forskellige vilkår journalister arbejder under globalt.

Benedikte Christine Rasmussen, kandidatstuderende, Erasmus Mundus Journalism

- Så det gjorde jeg; sagde op og rejste ud, altså. Omtrent samtidig søgte jeg ind på Erasmus Mundus Journalism. Jeg betragtede det som den oplagte mulighed for at kunne forene alle de ting, jeg så gerne ville, samtidig med at jeg kunne suge til mig af læring om global journalistik, og hvordan kultur influerer den måde, vi journalister beskriver verden på. Jeg tænkte, at jeg med Mundus-programmet i allerbedste fald ville få bekendtskaber verden over; et netværk, simpelthen. Måske endda venner. Oplevelser og viden. Der var pludselig ingen vej uden om.

Hvordan foregår undervisningen på uddannelsen?

- Det første halve år foregår i Aarhus for samtlige studerende - undervisningen finder sted delvist på DMJX og delvist på Aarhus Universitet i lokaler spredt omkring på campus. Reglen for et Erasmus Mundus-programmet hedder, at man skal studere i minimum to lande, der ikke er ens eget, og derfor er jeg som dansk studerende "tvunget" afsted på udveksling. Det var dog et ønske, jeg havde, inden jeg vidste, at det var en regel, og jeg har været heldig at blive optaget på min første prioritet. Til februar begynder jeg på UCT i Cape Town i Sydafrika, hvor jeg skal læse et semester, før jeg på 2. år skal specialisere mig i krise- og konfliktjournalistik på City University i London.

Hvordan er det at studere i et internationalt miljø?

- Det er et ganske særlig miljø at blive en del af. I auditoriet finder man pludselig sig selv i smørhullet mellem en studerende fra Kina, der fortæller om forskellen mellem nye og mere etablerede kinesiske medier, men man på den anden side har en medstuderende fra Ghana, der fortæller om, hvilke historier der har fyldt i sendefladen på de Ghanesiske tv-stationer den seneste tid.

Om Benedikte Christine Rasmussen

  • Studerende på Erasmus Mundus Journalism 2024-2026 med semestre i Aarhus, London og Cape Town.
  • Tidligere kulturjournalist, redaktør og jourhavende på Kristeligt Dagblad. Har i en periode også arbejdet som freelance udlandsjournalist i Sydamerika.
  • Uddannet bachelor i Journalistik fra Syddansk Universitet i 2021. Var som en del af uddannelsen i praktik på Kristeligt Dagblad.

- Det er ganske unikt miljø, og som dansk studerende føles det helt uvirkeligt at være en del af et miljø, der er så internationalt sammensat, lige her i mit eget hjemland. Det er en gave og en kilde til enormt meget viden serveret af førstehåndskilder fra hele verden - og det er noget af det mest lærerige, jeg har oplevet gennem min uddannelse.

Hvad har det været det mest overraskende for dig, siden du startede på kandidaten?

- På samme tid hvor ens og hvor forskelligt journalistik formes alt efter, hvor i verden man befinder sig. Journalistik er som bekendt et håndværk, og måden jeg selv mestrer det er i høj grad formet af min praktik og senere mit arbejdsliv på Kristeligt Dagblad, og jeg er overrasket over, hvor stor en del af nyhedsrutinerne, etikken bag journalistikken og de sproglige værktøjer går igen universelt.

Mundus-holdet laver hvert år et flot magasin som en slags blå bog i løbet af første semester på uddannelsen. Se et udpluk fra magasinet fra efteråret 2024 herunder.

- Modsat har det også været en øjenåbner for mig at finde ud af, hvor forskellige vilkår journalister arbejder under globalt. Det har gjort, at jeg har følt mig ekstra privilegeret ved at være "opfostret" i et dansk mediemiljø, og det har samtidig givet mig blod på tanden til at rejse ud og lære fra de steder i verden, hvor pressefrihed er noget, journalister til stadighed kæmper for at opnå.

Hvad glæder du dig mest til i løbet de næste to år på Mundus-kandidaten?

- Jeg glæder mig til at møde mere af verden og studere journalistik i miljøer, der er langt fra det, jeg kender hjemmefra. Jeg ser frem til at blive klogere og forhåbentligt igennem min specialisering i krise- og konfliktjournalistik blive udstyret med viden og værktøjer, som jeg får brug for, hvis jeg på sigt skal arbejde tættere på verdens brændpunkter og de mennesker, hvis liv bliver vendes op og ned af de globale nyhedshistorier, der ellers kan virke fjerne for danskerne.

Drømmer du også om at kombinere kandidatuddannelse og udlandseventyr, hvor du får kompetencer, som er helt nødvendige for at kunne rapportere fra og i en global verden? Læs mere om kandidatuddannelsen Erasmus Mundus Journalism. Du kan også læse mere om de øvrige kandidat- og merituddannelser på DMJX.