Skip to main content

Regeringen vil give journaliststuderende på DMJX mere tid på skolebænken

Mere undervisning for journaliststuderende på DMJX. Sådan lyder ønsket fra to ministre forud for forhandlinger om ny medieaftale og en ny finanslov.

Mere undervisning for journaliststuderende på DMJX. Sådan lyder ønsket fra to ministre forud for forhandlinger om ny medieaftale og en ny finanslov.

Regeringen vil ”ændre journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX). Praktikken forkortes fra 18 til 12 måneder, mens de studerende får et halvt års ekstra undervisning”. 

Sådan lyder det i en ny artikel i Information, som har interviewet kulturminister Zenia Stampe og minister for forskning, uddannelse- og digitalisering, Christina Egelund. De efterlyser menneskabt journalistik i en tid, der er præget af kunstig intelligens, misinformation og algoritmer. 

Forslaget imødekommer et stort ønske fra DMJX’ ledelse og bestyrelse, som ved flere lejligheder har efterspurgt muligheden for mere tid til uddannelse.  

 

Rektor på DMJX, Julie Sommerlund, siger: 
 
- Det er en rigtig god udmelding fra regeringen. Verden, fagene og brancherne flytter sig med rasende fart. Der er brug for, at journalister får ny viden og nye kompetencer, og de klassiske kompetencer er ikke blevet mindre vigtige. Det vil vi få væsentlig bedre mulighed for med et halvt års ekstra undervisning. 

Bestyrelsesleder for DMJX, Lea Korsgaard, siger: 

- Vi er vanvittigt optagede af at uddanne skolens studerende til fremtidens arbejdsmarked og medievirkelighed. Vi forestiller os ikke, at der kommer mindre AI, eller at techgiganterne bremser op i de kommende år. Journalister skal sameksistere med maskinerne, så de både kan gennemskue dem, udnytte dem og differentiere sig fra dem.  

- Journalister spiller en afgørende rolle for den demokratiske samtales overlevelse. Derfor er det nødvendigt med både dyb viden om samfundsforhold og et stærkt fundament af troværdighed, etik og evne til at gennemskue information. Med 20 procent ekstra tid på skolebænken vil vi få mulighed for at klæde vores studerende meget bedre på. Herunder også med en dybere forretningsforståelse, så de er rustet til en fremtid, hvor der er brug for journalister, men hvor medielandskabet ser meget anderledes ud. 

Verden, fagene og brancherne flytter sig med rasende fart. Der er brug for, at journalister får ny viden og nye kompetencer, og de klassiske kompetencer er ikke blevet mindre vigtige. Det vil vi få væsentlig bedre mulighed for med et halvt års ekstra undervisning.

Julie Sommerlund, rektor

Her er hvad de studerende vil få mere af 

Hvis regeringens og Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles fælles ønske bliver en realitet, er der isæt tre områder, som skal fylde i undervisningen på det ekstra uddannelsessemester. De studerende skal have: 

  • dybere viden om samfundsforhold i en kompleks verden og styrke deres metodiske kompetencer 
  • øgede kompetencer i forhold til anvendelse af AI og verificering af information blandt andet ved hjælp af OSINT-redskaber 
  • værktøjer som gør dem stærkere på entreprenørskab og innovation.  

Journalistuddannelsen har en varighed på 4 år. I dag foregår 2 ½ år på skolebænken og 1 ½ år i praktikken. Fremover kan fordelingen blive 3 år på DMJX og 1 år i praktik.