Skip to main content

Ny bog om uomgængeligt emne, som stadig er en hovedpine for de fleste

Den første grundbog på dansk om, hvordan og hvorfor virksomheder skal kommunikere om samfundsansvar udkommer nu. To DMJX-forskere står bag bogen om emnet, som aldrig har været vigtigere.

Ny bog om kommunikation af samfundsansvar

Fra 2009 blev det lovpligtigt for de 50 største danske virksomheder at rapportere om deres CSR-aktiviteter, det man i dag bredt kalder samfundsansvar.

Samme år påbegyndte nuværende DMJX-docent Line Schmeltz sin ph.d.-afhandling, som havde fokus på, hvordan virksomhederne kommunikerede om deres tiltag og aktiviteter.

Fra forskerkontoret har hun konstateret, at mens virksomhederne har været rigtig gode til at tage ansvar både socialt, samfundsmæssigt og for miljøet, så er det langt fra alle som er gode til at fortælle om det.

- For godt 15 år siden var der ikke mange, der talte om at kommunikere samfundsansvar, og i dag er det stadig alt for få, som gør det. Og endnu færre, som gør det rigtig godt, fortæller Line Schmeltz.


Det skal den første danske grundbog om emnet nu gøre noget ved. Bogen hedder slet og ret ’Kommunikation af samfundsansvar’ og er skrevet af Line Schmeltz sammen med DMJX-lektor Anna Karina Kjeldsen, som også længe har forsket i samfundsansvar og kommunikationen af det.

I bogen giver de en grundig indføring i, hvordan man kommunikerer CSR, bæredygtighed, ESG – altså alle former for ansvarlighed - strategisk og troværdigt. 
Bogen hjælper læseren med at forstå de særlige udfordringer ved at kommunikere samfundsansvar, såsom risikoen for greenwashing, manglende tillid og til målgrupper med forskellige forventninger.

- Førhen forbandt mange samfundsansvar med noget, der var corporate. I dag er det noget, alle står med, fx også kommuner, NGO’er og små organisationer. Det er altså vigtigt for alle, fortæller Line Schmeltz.

Skal kommunikere ansvarlighed ansvarligt

Men at kommunikere om dette ansvar kan være udfordrende. Historier om reduceret vandforbrug, vegetariske kantiner eller øget diversitet kan hurtigt ende et helt andet – og mere negativt – sted end forventet.

Med bogen ved hånden er man klædt godt på til at kommunikere ansvarlighed ansvarligt.

Læseren føres ind i strategisk samfundsansvar, branding og purpose og får samtidig bud på, hvordan man håndterer klassiske kommunikationsfaglige spørgsmål om målgrupper, budskabsudformning og medievalg, når det handler om at kommunikere samfundsansvar.

- Gevinsterne ved at kommunikere om sit samfundsansvar er store, hvis man gør det rigtigt. For samfundet flytter vi for alvor noget, når virksomhederne også tager ansvar for vores fælles udfordringer - og fortæller om det. For virksomhederne selv kan det samtidig have stor indflydelse på omdømme, salg, kundeloyalitet, rekruttering af nye medarbejdere og meget andet. Derfor er det vigtigt, at man gør det. Men selvfølgelig endnu vigtigere, at man gør det godt, siger Anna Karina Kjeldsen.

- Vi står i en tid, hvor mange bakker på deres værdier, fordi de er pressede af alt fra konflikter til værdipolitiske dagsordener. Derfor har kommunikationen, og det strategiske arbejde med det, aldrig været vigtigere, så vi har som kommunikatører en enestående chance for at bruge vores indflydelse, siger Anna Karina Kjeldsen.

Bogen kan købes – her på Samfundslitteratur, hvor man også kan få en læseprøve.

Anna Karina Kjeldsen og Line Schmeltz har hver forsig og sammen forsket i både virksomheders samfundsansvar og kommunikationen af det. Nu er de klar med en meget tiltrængt bog om 'Kommunikation af samfundsansvar', som er den første grundbog på dansk om emnet.