Numsehulsspekulationer og andre greb, der gør jeg-fortællinger til et redskab, du skal have i værktøjskassen

”Er det rarest at stå forrest, så man ikke skal se på andres numsehuller, eller bagest, så andre ikke kan se mit?”

Sådan reflekterer Maise Njor i en reportage i Politiken fra 2014. Hun er taget til nøgenyoga i New York. Og i stedet for at sidde påklædt i et hjørne og observere, går hun all in som forsøgsperson i læserens tjeneste og indtager en både tænkende og sansende rolle i teksten.

Som læser kan man næsten se de blottede, blævrende baller, som man ingenlunde ønsker i klaskeafstand foran sig. Og gyse ved tanken om fremmede øjne helt tæt på ens egne helligste områder, mens man befinder sig i en ubarmhjertig position.

Gå planken ud

Ifølge lektor Jesper Gaarskjær fra DMJX er jeget et lidt overset instrument i den journalistiske værktøjskasse. Men det er et væsentligt redskab, som kan give historien journalistisk merværdi – hvis det bruges smart.

Gaarskjær er medforfatter og -redaktør til bogen Hvad laver JEG her?, som udkommer 15/11 på forlaget Samfundslitteratur, og er en lærebog i at bruge sig selv i journalistikken.

- Vores motivation for bogen var at få jeget med i den journalistiske værktøjskasse. Vi vil gøre op med fortællingen om, at man ikke må bruge jeget. Det er et instrument, man kan bruge, og som alle bør tage op af kassen en gang imellem og overveje, om det er nu, det skal afprøves, siger han.

Jeget kan anvendes i alle genrer fra reportager og features til essays og portrætter. Og ikke kun på medier som Zetland, DR, Weekendavisen og i podcasts, hvor vi er vant til at se jeget blive brugt flittigt. Man kan sagtens lave jeg-fortællinger på lokale medier i fagblade osv., pointerer DMJX-lektoren.

- Hvis du har mod på at gå i gang, så start med at observere, hvordan andre journalister bruger jeget. Der er masser af gode eksempler. Men jeg ser også hele tiden eksempler, hvor det bliver for navlebeskuende, eller hvor jeg tænker, at denne historie kunne være fortalt bedre uden et synligt jeg. De fælder skal du ikke falde i, siger Jesper Gaarskjær.

- At bruge jeget skal være et tilvalg i historiens tjeneste. Hvis du kan fortælle din historie lige så godt uden at bruge dig selv, så lad være. Det skal have relevans og værdi for andre. Men når først du vælger at gå ud ad den vej, så er det til gengæld vigtigt, at du også går planken ud. Du skal turde vise dine uheldige sider, der hvor der er noget på spil, der hvor det gør ond og der, hvor du er et dumt svin, siger Jesper Gaarskjær.

Og så skal du huske at blive ved med at være journalist. At du går ind i rollen som synlig fortæller med subjektive betragtninger betyder nemlig ikke, at du kan lade den kritiske pen ligge i penalhuset.

- Når du bruger et jeg, skal du lave en form for personlighedsspaltning, hvor du også bruger andre roller. Man kan sagtens både være journalist, erfaringskilde, researcher og ekspert. Og det er vigtigt, at er lige så kritisk over for din rolle, som du ville være mod en kilde, som ikke er dig selv, siger Jesper Gaarskjær.

De tre klassiske roller, når du bruger dig selv i journalistikken

Ifølge Jesper Gaarskjær er der tre typiske roller, man kan indtage, når man bruger sig selv i journalistikken. Detektiven, forsøgskaninen og den opdagelsesrejsende.

Her kan du blive klogere på, hvad der kendetegner de tre roller.

1. Forsøgskaninen

Forsøgskaninen kommer autentisk ind i handlingen og sætter sig selv i spil.

Et godt eksempel er fra Zetland, hvor Frederik Kulager i 2017 indleder et forhold til en chatbot - en slags robotven eller -kæreste - for at gøre sig selv og Zetlands medlemmer klogere på kunstig intelligens og at undersøge, hvordan forholdet mellem menneske og maskine kan udvikle sig.

Et andet er det tidligere nævnte eksempel med Maise Njor, som tager os med til nøgenyoga og smider tøjet og sin egen blufærdighed med. Vi andre kan ruste os til selv at prøve oplevelsen gennem hende, når hun spekulerer over eget og andres numsehuller.

2. Detektiven

Detektivrollen er det deltagende jeg og nok den nok mest traditionelle af rollerne. Vi kender detektiven fra rigtig mange podcasts, hvor journalisten starter med at undre sig eller får et interessant opkald og tager ud for at undersøge noget. Der er klare forbindelser til den undersøgende journalistik: Hvad er der sket? Hvem har gjort hvad – og hvorfor? Det er vejen hen til de svar, som læserne, lytterne eller seerne bliver nysgerrige på, efterhånden som puslespillet bliver lagt brik for brik.

Dette er blandt andet drivkraften i DR’s podcastserie Det perfekte offer, hvor journalist Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen i 2017 afdækker sager om seksuelle overgreb på lukkede afdelinger. En historie, hvor den første brik i den journalistiske efterforskning var en sms fra hans redaktør med en avisnotits, der fik ham “til at spærre øjnene op”:

3. Den opdagelsesrejsende

Den opdagelsesrejsende fortæller tager os med på ekspedition ind i fremmede, fascinerende verdener og ukendte miljøer. Det kan være ind i en romaghetto eller bag de låste døre på den lukkede afdeling. Journalisten sætter hånden på kogepladen og historien bliver fortalt personligt og med transparens.

Som eksempelvis de gange, hvor Politiken-journalist Anders Legarth Schmidt er blevet lukket ind på psykiatriske afsnit for at skildre hverdagen for de indlagte og forstå dem, deres liv, virkelighed og natur bedre. I artikelserien De utilregnelige, bragt i Politiken i 2014, er Legarth Schmidts jeg et fremmedelement på en lukket retspsykiatrisk afdeling i Glostrup, hvor han bevæger sig rundt blandt nogle af landets farligste og mest voldelige patienter.

Nana Toft rejste i 2016 til Bulgarien og i mere end to uger opholdt sig i Fakulteta, en af Europas største ghettoer for romaer, for at vise Jyllands-Postens læsere, hvem romaerne er, og nuancere vores forestillinger. Toft understreger sin investering og etnografiske tilgang i projektet, at hun i 16 dage har levet og boet hos romaerne for at forstå dem bedre. I den proces kan journalisten dels styrke sin troværdighed, dels udnytte sin manglende viden aktivt og sige: Det her kender jeg ikke svaret på, men jeg vil prøve at finde det.