Skip to main content

Mikrobetaling og datawalls: Er danskerne klar til at købe digitalt indhold for småbeløb og brugerdata?

DMJX skal undersøge, om vi er villige til at betale i kroner og ører og med personlige data for små bidder af redaktionelt indhold, som i dag kræver fuldt abonnement. Allerfonden støtter projektet med 350.000 kroner.

For nogle få kroner kan du se låst indhold
Foto: Thought Catalog

Det er dyrt at holde avis – også i digital version. Og hvis man gerne vil have indhold fra flere forskellige digitale medier, skal man grave dybt i lommerne.

Men kan medierne lave en fornuftig forretning ud af at sælge artikler og indhold i småbidder, såkaldt mikrobetaling

Og vil danskerne gerne betale nogle få kroner for hver artikel i stedet for at betale et fast månedligt beløb for hele pakken?

Det skal Danmarks Medie- og Journalisthøjskole nu undersøge.

Indholdet er godt, forretningsmodellerne er ikke

Allerfonden har bevilget 350.000 kroner til en todelt undersøgelse, der også skal vise, om der er et økonomisk fundament for medierne i at lave såkaldte ”datawalls”, hvor brugerne betaler for adgang til indholdet med bruger- og brugsdata.

- Selv om det er 25 år siden, de danske medier kom på internettet, er det ikke for alvor lykkedes at skabe et alternativ til klassisk abonnementssalg og annonceindtægter, forklarer docent Aske Kammer fra DMJX.

- Redaktionelt går det rimeligt godt. Men forretningsmodellerne er ikke kommet i mål. Der er længe blevet talt om mikrobetaling og datawalls, men der er meget lidt viden om brugernes forhold til det, siger han.

Workshops og eksperimenter skal føde ideer og indsigter

Det vil der blive ændret på gennem de næste halvandet år, hvor Aske Kammer sammen med DMJX-kollega, adjunkt Thomas Spejlborg Sejersen, skal granske de to fremgangsmåder til at skabe indtægter på redaktionelt, digitalt indhold.

Og det haster. For i Danmark er det væsentligt sværere at få folk til at betale for digitalt, redaktionelt indhold, end i de lande, vi normalt sammenligner os med. I hvert fald, når det gælder den store, dyre pakke.

Forskerne vil gennem interview med brugere med forskellige aldre og baggrunde og samtaler med en lang række medieledere afdække mediernes viden om og erfaring med modellerne samt brugernes betalingsvillighed.

Derudover vil brugere blive sat sammen i workshops, hvor de i co-creation skal udvikle koncepter og modeller for mikrobetaling og datawalls. Disse koncepter skal afprøves gennem en lang række eksperimenter med andre mediebrugere i undersøgelsens sidste del.

- Vi håber at kunne præsentere branchen for nye og dybdegående indsigter omkring danskernes betalingsvillighed for digitalt redaktionelt indhold. Jeg er selv spændt på, hvad undersøgelserne vil vise, men jeg håber, de giver et klart svar, så vi bedre forstår, om modellerne virker eller ej, siger Aske Kammer.

Aske Kammer og Thomas Spejlborg Sejersen skal gennemføre projektet, som ventes afsluttet i starten af 2023.

De to arbejder også på et andet projekt, som er støttet af Allerfonden. I det undersøger de Forretningsmodeller og fremtidsudsigter for det danske podcastmarked.