Mediebranchen får nu et fælles kodeks, der skal forebygge seksuelle krænkelser på arbejdspladsen. Kodekset er udarbejdet af en arbejdsgruppe med deltagelse af Danske Medier, DMJX - Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Dansk Journalistforbund - Medier og Kommunikation, Producentforeningen, HK Privat og journalistuddannelserne på SDU og RUC.
”Vi vil have trygge rammer om arbejdslivet, og de seneste måneder har gjort det klart, at seksuelle krænkelser forekommer i et hidtil uset omfang. Det må og skal håndteres. Danske Medier tilslutter sig dette kodeks, og vi håber, at vores mange medlemsvirksomheder kan bruge det som supplement til de initiativer, der allerede er taget på mediearbejdspladserne”, siger Louise Brincker, adm. direktør i Danske Medier.
Kodekset henvender sig både til ledere, medarbejdere og tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter. Ifølge mediebranchens parter er det en fælles opgave at komme krænkelser og sexisme til livs. En opgave, som kræver åbenhed og involvering hele vejen rundt.
”Vi er i DJ glade for den her aftale med mediebranchens forskellige parter. Det er et godt næste skridt i kampen mod chikane og krænkelser på vores medlemmers arbejdspladser, og vi opfordrer til, at man også på de mindre arbejdspladser bruger kodekset som udgangspunkt for en drøftelse af, hvordan vi omgås hinanden”, siger Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation.
Med øje for freelancere og praktikanter
Kodekset har en skærpet opmærksomhed på løst tilknyttede medarbejdere som freelancere, praktikanter, elever og periodevise samarbejdspartnere.
Rektor på DMJX Trine Nielsen ser, med blikket henvendt på praktikanterne, en fordel ved, at branchen nu har en fælles ramme at referere til.