Skip to main content

Kreative studerende viste sig frem for branchen

Bureauer fra både ind- og udland mødte op på Portfolio Day, som er skabt for at smede studerende med kommende praktiksteder og arbejdspladser. New York’er-medie kom for at lave dokumentarfilm.

Kreative studerende viste sig frem for branchen
Alle fotos i artiklen er taget af Anders Holst

En summende datingstemning med lige dele forventning og akavethed fyldte konferencesalen på DMJX i København. Rummet var forvandlet til kreativ messestand med godt 20 studerende fra studieretningen Kreativ Kommunikation – KK24-27. Alle i nøje gennemtænkte outfits og med computerskærme og – for de flestes vedkommende – visuelt blikfang, som fik dem til at skille sig ud fra den farverige mængde.

Kl. 10.00 klakkede lyden fra de første italienske designersko og snart var hver stand begæstet af smilende og nysgerrige kreative fra alle de store designbureauer. 
Skal man namedroppe lidt, kan det nævnes, at nogle af verdens absolutte topbureauer også var mødt frem: Serviceplan Innovation/München, AKQA/Paris, Publicis Conseil/Paris, Mother/Berlin.
I alt kom 154 personer fra 70 potentielle praktiksteder.

Jeg hader reklame

To af standene var bemandet/kvindet af Valdemar Brøndumbo og Cassandra Greve. Begge studerende på samme uddannelse og årgang, men derefter stopper lighederne også.

Mens fodbolddrengen Valdemar blev interesseret i det kreative område gennem et ophold på Vallekilde Højskole i 2022, har Cassandra længe arbejdet kreativt – blandt andet som stylist i syv år, herunder på X-Factor og for musikgruppen Infernal, ligesom hun har været blomsterbinder og eventmager.

Deres stande, portfoliohjemmesider og drømme er også helt forskellige – bort set fra, at begge sværmer om at komme til udlandet. Men Valdemar fantaserer egentlig slet ikke om at arbejde med reklamer. Det gibber da også i de første gæster i hans stramme stand, da de ser hans hjemmeside ihateadvertisment.fr

På alskens sprog fra græsk og kinesisk til tysk og engelsk kan man læse, at ’Jeg hader reklame’. Kun på fransk – kan man læse J'adore la publicité – Jeg elsker reklamer.

- Det med at jeg hader reklame er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet. For jeg kan godt se mig selv i den her branche. Men hvis det skal være, må det meget gerne være i Paris, så det er et særligt budskab til de franske bureauer, siger han.

- Men om jeg kommer til at arbejde med reklame eller i underholdningsbranchen, det må tiden vise. Det vigtige for mig er at arbejde for noget, der betyder noget. Jeg har et stort retfærdighedsgen og stærke holdninger til det der er unfair, siger han.

Dét ses i hans portfolio. Hans kampagner for Twix, L’oreal og handler ikke ikke bare om at sælge chokoladebarer og kosmetik. Han bruger den kreative platform til samtidig at sætte fokus på sager som testikelkræft hos mænd og manglende kvindelig repræsentation i statuer af vigtige mennesker. 

Se Valdemars portfolio her

Cassandra Greve elsker alt hvad der er taktilt, stofligt og nært. Tæpperne på bagvæggen er lagt i rette folder og beklædt polaroidfotos fra begivenheder og situationer, man gerne ville have været med i. Buketten på bordet har hun selv bundet, og hun uddeler både customized klistermærker og QR-koder, så man ikke lige glemmer hende med det samme. Det gør man ikke. 

- Jeg kan godt li’ at lave reklamer, men jeg kan bedre li’ det, der er ude i virkeligheden. Jeg vil allerhelst arbejde med noget, der kan føles, noget man kan tage med hjem, siger Cassandra Greve.

- Jeg vil gerne eventyret. Men vejen derhen er ikke så vigtig. Omvejene er det sjoveste, og jeg har lært, at det oftere går galt, når man prøver at planlægge. Jeg er åben og nysgerrig, så ser vi, hvad der kommer, siger hun.

Cassandras portfolio illustrerer, at hun ikke bare vil lave storytelling, men har fokus på storydoing. Ud over arbejder lavet på DMJX, viser hun også andet arbejde frem, blandt andet styling og events.

Se Cassandras portfolio her

Alle stande havde noget at byde på

Verdensomspændt medieplatform laver YouTube-dokumentar

DMJX’ gode fotograf Anders Holst var ikke eneste mand med et kamera på settet. Den amerikanske medieplatform og podcast BEM - Breaking and Entering Media har gæstet DMJX hele ugen for at lave en dokumentar om og med DMJX-studerende fra Visuel Kommunikations studieretning Kreativ Kommunikation.

BEM arbejder med at forbinde alle dele af reklamebranchen; studerende med skoler, brands med bureauer og bureauer med kunder. De laver nyhedsbreve, medieindhold, events og en podcast med over 150.000 lyttere fra hele verden per episode. 


Content creator Ross Yenerich arbejder i Danmark på en 60 minutter lang dokumentar til YouTube med fokus er på hvad der gør dansk kreativitet speciel i en brydningstid. Han har særligt fokus på DMJX.

- Vi kender skolen og Kreativ Kommunikation og har lavet cases om flere af jeres studerendes arbejder. I uddanner stærke kreative talenter og den danske kreative scene er meget stræk, fortæller han.

- Noget af det, som optager os som medie og brancheplatform er, hvordan kreativitet overlever i en verden, som på alle måder er i kraftig forandring. Jeg kender jeres undersøgelse af de studerende, som viser, at mange af dem er bekymrede for fremtiden og fremtidens arbejdsmarked. De tør at tale højt om det, men også om deres drømme og om deres ideer. Det er noget af det, vi gerne vil fortælle i dokumentaren: Kreativiteten er ikke død, den er under forandring. Hvordan arbejder morgendagens store talenter med at forny kreativiteten og sikre dens overlevelse, siger Ross Yenerich.

Dén dokumentar fortæller vi naturligvis mere om, når den er publiceret.

Portfolio Day – og hele ugen, hvor BEM har gæstet DMJX – er utrætteligt faciliteret og arrangeret af Jesper Jørgen Hansen, som er lektor på DMJX.