Kommunikatør Ida Durand De France Egedes dimittendtale

Kære dimittender

 

Jeg hedder Ida Egede, og jeg har de sidste tre år stået bag jer som formand for DSR. Til jer, der ikke kender det: De Studerendes Råd. I de tre år har jeg talt for jer, jeg har talt med jer. Og nu har jeg så æren af at stå her foran jer og tale til jer.

Jeg er enormt glad for at stå her i dag! Ikke kun fordi det er en unik begivenhed for hvert enkelt af os, der er her i dag. Jeg mener, altså dimission. Det er jo for vildt!

Det er jo også en helt igennem unik situation, at vi overhovedet er samlet i dag. Men i dag skal ikke handle om corona – jo, måske hvis der er en limeskive i flasken.

Nej, i dag skal selvfølgelig handle om jer. Om os.

Jeg vil sige et kæmpestort tillykke til alle jer, der er strøget igennem jeres uddannelse uden det helt store besvær. Til jer, der har brilleret og betaget undervisere og censorer. Til jer, der har bare terpet pensum igennem for at få 10 eller 12 i "huen".

De adjektiver, der beskriver disse præstationer, er fortrinlig og fremragende. Det er omfattende og udtømmende. Generelt er der ikke mange fejl, og de er alle af ret uvæsentlig karakter. Det, synes jeg, er virkelig flot.

Jeg vil også sige tillykke til jer, der har slidt og slæbt for at komme igennem jeres uddannelse. Til jer, der måske har været fagligt udfordret i jeres studietid. Og til jer, der bare gerne ville have 02 eller 4.

Adjektiverne til disse præstationer er tilstrækkelig og jævn. Selvom der kun er ét adjektiv og ikke to, så viser I, at I kan jeres fag. Der er adskillige mangler, men det I viser, at I kan, det er nok; det er acceptabelt. Og det synes jeg også er virkelig flot.

Men et helt særligt tillykke skal lyde til alle os middelmådige studerende. Til dem, der har gjort en stabil indsats. Til dem, der måske ikke altid har været gode til at åbne studiebøgerne. Til dem, der er tilfredse, men også til dem, der er utilfredse med deres præstation.

7-tallet er den gode præstation, men med en del mangler. Også her er der kun et adjektiv. Men man kan sit fag, og man er faktisk god til det. Og det, synes jeg personligt med mit eget 7-tal, er det allerflotteste.

Men karaktererne er jo et øjebliksbillede.

Uanset hvilke karakterer du har fået i løbet af din uddannelse, og måske særligt i din bachelor, så lad være med at lade det definere dig. Du er meget mere end et tal på et papir, om det er et højt eller lavt.

Mit indtryk er også, at det er noget, de er klar over i vores brancher. Det handler ikke så meget om karakterbladet, men rigtig meget om, hvem vi er, hvad vi brænder for, og hvad vi har af erfaring.

Hvis skolen havde et mantra, ville det være "det handler om processen". I 2018 fik vi tudet ørene fulde af det, og vi sad nok alle og himlede lidt med øjnene. Måske gør nogen af jer det stadig.

Vi er formet af en skoletid, og en tid generelt, hvor der er ekstremt stort fokus på karakterer og på præstationer og på perfekthed. Det er kun blevet værre med årene. Derfor er det også utroligt givende, at vi i de sidste tre års tid har haft et fagligt frirum på DMJX. Hvor vi kan udfordre andre, og hvor vi kan blive udfordret. Men også hvor der er plads til at fejle.

Det er jo, som bekendt, vores fejl vi lærer af. Derfor er jeg personligt rigtig glad for min afsluttende karakter. Et 7-tal. Det viser, at jeg kan mit fag, men at der er mangler. Det viser, at jeg er ikke perfekt, men at jeg har rum til læring, til udvikling, til vækst.

Og derfor handler det om processen. Det handler om læring, det handler om udvikling, og det handler om vækst frem for perfekte karakter.

På DMJX har vi lært at tænke kreativt. Ud af boksen. Innovativt. Og det vil ikke altid være perfekt, og det vil heller ikke altid leve op til andres forventninger – måske vil det heller ikke altid leve op til vores egne forventninger. Men det betyder til gengæld, at vi kan tænke selvstændigt.

På DMJX har vi også lært at planlægge, eksekvere og evaluere. Og så har vi lært at reflektere.

Vi tænker ikke som lærebøgerne dikterer. De fleste af os vil garanteret hellere diktere, hvad lærebøgerne tænker.

Og det er en kæmpe styrke. En styrke som vores fremtidige arbejdspladser, chefer, kolleger – og måske for nogens vedkommende ansatte – vil komme til at værdsætte. Vi kan i modsætning til dem på KU eller på CBS klare vores fag, for vi har prøvet det på egen krop igennem studiet og i praktikken.

Nogle af jer har et job rundt om hjørnet, som I kan se frem til. Nogle af jer kan glæde jer over, at I skal læse videre. Og andre af jer har ingen af delene i vente lige nu. Men det er helt okay. I kan nyde livet lidt med dagpenge, freelance lidt eller måske tage et deltidsjob på en bar i Malaga. Det kan jo være, at I lærer noget om jer selv, om jeres fag eller om jeres drømme i den proces. Og det er altså vigtigere end den der første voksenløn.

Alle karakterer afspejler noget ’her og nu’, og der vil altid være plads til forbedring. Og vi skal også nok blive bedre med tiden, som vi får erfaring.

At du har fået 12 betyder ikke, at du er perfekt. Desværre. At du har fået 02 betyder ikke, at du er mindreværdig. Heldigvis. Og at du har fået 7 betyder ikke, at du er middelmådig. Og tak skæbne for det.

Jeg vil slutte af med et gruk af Piet Hein om de tre t’er, som jeg synes, I skal tage med jer videre i livet:

Slid, men vid, ting ta’r tid.

Tusind tak til DMJX og særlig tak til jer medstuderende for nogle gode, men hårde år! Tak fordi I ville høre på mig.

Tillykke med jeres uddannelser. I er for seje, og held lykke med jeres profession! Vi ses jo nok igen.