
Kæmpe medieundersøgelse blandt unge på Roskilde Festival
Nu skal tendenser i medieforbrug og kommunikation blandt de 15-35-årige kortlægges. Op mod 1000 festivalgæster skal interviewes af DMJX-studerende og indgå i nyt, stort forskningsprojekt.
Unges nyheds- og medieforbrug adskiller sig væsentligt fra de ældre generationers.
Men der mangler grundlæggende viden og forståelse af, hvilke medier og platforme, de unge bruger og ikke mindst, hvad de bruger deres kommunikation og medier til.
Det skal Danmarks Medie- og Journalisthøjskole nu kortlægge. Undersøgelsen skal ske blandt 15-35-årige med Roskilde Festival som strategisk partner og arena for dataindsamlingen.
Der er tale om et pilotprojekt, som i første omgang kører i 2025. Men håbet er ifølge projektets leder, docent Søren Schultz Jørgensen fra DMJX, at det kan blive en tilbagevendende undersøgelse, der hvert år leverer viden og data om strømninger i de unges kommunikation og medieadfærd.
- Det er et område, vi gerne vil være dagsordensættende på. Resultaterne er aktuelle og relevante for de fleste aktører i mediebranchen, og den viden, vi indsamler, kan vi bruge i fag på alle skolens uddannelser, siger Søren Schultz Jørgensen.
Som leverandør af dimittender til alle grene af medie- og kommunikationsbranchen er det nødvendigt at kende og forstå de nye generationer af mediebrugere. Men der ligger også et demokratisk motiv til grund for undersøgelsens væsentlighed.
Det er et område, vi gerne vil være dagsordensættende på. Resultaterne er aktuelle og relevante for de fleste aktører i mediebranchen.
Søren Schultz Jørgensen, docent, leder af projektet
- I en epoke der er præget af techgiganter, misinformation og polarisering er det afgørende, at vi forstår de unges kommunikation og medieadfærd, så vi sikrer en oplyst og inkluderende demokratisk samtale, siger Søren Schultz Jørgensen.
Undersøgelsesarena stiller store krav til forberedelse
Helt konkret skal 25 studerende fra forskellige DMJX-uddannelser, samt en håndfuld undervisere, afsted til festivalen, hvor de i dagene 28. juni til 5. juli 2025 skal interviewe op mod 1000 unge ud fra en fastlagt spørgeramme. Disse interview skal give dybdegående indsigter i informanternes oplevelser og refleksioner over eget mediebrug. Flere af spørgsmålene tester både de unges idealer og faktiske adfærd.
Der er eksempelvis spørgsmål, som undersøger skærmtid, villighed til at betale for indhold, idealer for nyhedsproduktion, evner til at afkode fake news, mest benyttede apps og selvrefleksion, når de selv deler nyheder og indhold.
Hvert interview varer 10-15 minutter og foretages i dagstimerne i tidsrummet kl. 10.00-14.30. Interviewerne er blevet klædt på med et helt særligt code of conduct for, hvem de må henvende sig til, og hvordan samtalerne skal foregå. Det betyder blandt andet, at undersøgelsens deltagere ikke må være berusede eller påvirkede.
Med grundige forberedelser og samtaler med Roskilde Festivalen er Søren Schultz Jørgensen ikke bekymret over, at de op mod 1000 interviews skal foregå i en løssluppen setting, hvor der traditionelt set er et højt indtag af rusmidler.
- Selvfølgelig er det en meget speciel kontekst at indsamle data i. Og der vil stensikkert komme praktiske og etiske udfordringer, når vi står på festivalpladsen. Men fordi vi er så præcise i vores valg af respondenter og vores interaktion med dem, er jeg ret overbevist om, at vi kan få nogle forskningsmæssigt unikke og solide data med hjem, siger forskeren, som heller ikke er bekymret for en segmentskævvridning i forhold til hvilke unge, som vælger at tage på Roskilde Festival, siger Søren Schultz Jørgensen.
- Vi har en hypotese om, at Roskilde Festivalens unge gæster er en særlig gruppe, som både er mere woke og længere fremme i skoene i deres mediebrug og kommunikation end gennemsnittet. Om den hypotese er rigtig, vil vi teste. Holder den stik, vil de unge på Roskilde Festival være en frontløber-gruppe, hvor man tidligt kan spotte de trends og tendenser, som resten af befolkningen snart følger, forklarer Søren Schultz Jørgensen.
- Det er trends og tendenser, som vi glæder os helt vildt til at indsamle og analysere, siger han.
FAKTA OM CONNECT-PROJEkTET
Projektgruppen er tværfaglig og udgøres af fem DMJX-ansatte – to adjunkter, to lektorer og en docent – fra begge skolens institutter og campusser, fra uddannelserne Visuel Kommunikation (VK), Medieproduktion og Ledelse (MPL), Journalistik, Kommunikation samt Tv- og Medietilrettelæggelse (TVM).
Docent Søren Schultz Jørgensen, TVM/MPL er projektleder.
Desuden medvirker:
- Adjunkt Signe Kammersgaard Müller, Journalistik
- Lektor Anne Danger Boisen, VK
- Lektor Sigurd Trolle Gronemann, Kommunikation
- Adjunkt Svenne Friis, VK og TVM
- Roskilde Festival Gruppen er ekstern partner ved vicedirektør Christina Bilde.
25 studerende på tværs af skolens 9 uddannelsesretninger skal interviewe på festivalpladsen.
Projektet er primært finansieret af DMJX’ egne forskningsmidler, men har også fået støtte fra Jyllands-Postens Fond på 50.000 kroner.
Hvis det på baggrund af pilotprojektet vurderes, at projektet skal være fortløbende, vil DMJX søge ekstern finansiering.