Julie Münter Lassen udpeget til europæisk public service-ekspertgruppe
Gruppen skal lave anbefalinger til public service-medier i en tid præget af teknologiske og demokratiske udfordringer.
Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles docent i medier og ekspert i public service, Julie Münter Lassen, er netop blevet udpeget til en international ekspertgruppe under Europarådet.
Gruppen skal bidrage til udviklingen af en ny praktisk guide om uafhængige, bæredygtige public service-medier. Guiden skal omsætte eksisterende europæiske principper og standarder til konkrete anbefalinger for public service-medier i en tid præget af teknologiske og demokratiske udfordringer.
Ekspertgruppen består af 12 medieforskere og specialister fra hele Europa, som skal kommentere og kvalificere et eksisterende første udkast til guiden, før den behandles videre i Europarådets mediekomité. Arbejdet skal blandt andet styrke public service-mediernes uafhængighed, finansiering og rolle i et forandret landskab.
- Jeg er stolt og ydmyg og også en smule nervøs. Vi er 12 eksperter, og jeg kender heldigvis omkring halvdelen af deltagerne, nogle rigtig godt og andre fra konferencer og faglige netværk. Det gør det lidt lettere at tage ordet og bidrage til diskussionerne, siger Julie Münter Lassen.
Arbejdet med guiden forventes afsluttet i 2027 og skal give europæiske beslutningstagere og medieinstitutioner et praktisk redskab til at styrke public service-mediernes fremtidige rolle i demokratiet.