Skip to main content

Genforenet ti år efter "livsændrende" uddannelse på DMJX

Man knytter bånd for livet på den internationale kandidatuddannelse i journalistik, Mundus Journalism. For nylig rejste tidligere studerende til Aarhus fra hele verden for at fejre 10-års jubilæum.

Man knytter bånd for livet på den internationale kandidatuddannelse i journalistik, Mundus Journalism. For nylig rejste tidligere studerende til Aarhus fra hele verden for at fejre 10-års jubilæum.

På DMJX er vi stolte af at være partner på den internationale kandidatuddannelse i journalistik "Mundus Journalism" i samarbejde med Aarhus Universitet og EU-programmet Erasmus+. Uddannelsens første år foregår i Aarhus, hvorefter de studerende rejser til partneruniversiteter i Amsterdam, Prag, London og München på andet år for at specialisere sig yderligere i emner indenfor journalistik, medier og globalisering.

Read english version of this article

Det er tydeligt at mærke, at der er en helt særlig stemning på Mundus-holdene, når vi har dem her hos os på DMJX i Aarhus. Vi blev dog alligevel overraskede over, at der knyttes så stærke bånd på uddannelsen, at vi for nylig kunne byde velkommen til 30 tidligere studerende, fordi de havde valgt at rejse til Aarhus fra hele verden for at fejre deres 10-års genforening siden studiestarten på Mundus-uddannelsen i 2014.

En af de tidligere Mundus-studerende på 2014-holdet, Amélie Drouet, arbejder i dag som kommunikationskonsulent i Aarhus og har været med til at arrangere genforeningen. Vi spurgte hende, hvad der er særligt ved Mundus-kandidaten, siden de stadig har kontakt til hinanden efter ti år, og vi føler os næsten blæst bagover af hendes fine svar her:

- Mundus var jo en livsændrende oplevelse for os alle. Det var noget helt særligt at sidde i et rum med 73 mennesker fra 41 forskellige lande og diskutere verdens store spørgsmål. Det kan jeg i hvert fald tydeligt huske fra første dag. Den oplevelse fik vi genskabt til reunionen med et oplæg fra vores legendariske professor Hans-Henrik Holm om, hvordan verdensordenen har ændret sig de sidste ti år. Og så tænker jeg, at det, at vi har oplevet den lange, mørke danske vinter sammen, også har rykket os tættere til hinanden. Så både på det akademiske, det personlige og det kulturelle plan er Mundus-uddannelsen en intens oplevelse og minder, som vi deler med hinanden og gerne vil blive ved med at fejre.

Stort tillykke til Mundus 2014-holdet med jeres 10-års jubilæum og forhåbentligt livsvarige venskaber 🤝

Mundus Journalism: International kandidat uddannelse i global journalistik

Mundus Journalism er en 2-årig international kandidatuddannelse i global journalistik, som man kan bygge oven på sin journalistuddannelse. Her får man kompetencer, som er helt nødvendige for at kunne rapportere fra og i en global verden sammen med 80 studerende fra hele verden.

Første år foregår på Aarhus Universitet og DMJX i Aarhus og har fokus på globaliserings rolle i forhold til fx nationalstater, medier, journalistik og kulturelle forandringer. På andet år specialiserer man sig i enten Business & Innovation i London, Politics & Communication i Amsterdam, Cultures & Contexts i München eller Totalitarianism & Transition i Prag.

Efter at have afsluttet det 2-årige program modtaget man en fælles MA-grad (joint degree) fra Aarhus Universitet og det andet europæiske universitet, man har gået på.

Læs mere om den internationale kandidatuddannelse i global journalistik på mundusjournalism.com.