Skip to main content

Fotoprojekt om amerikanske rodeo-piger sikrer Dicte Sønnichsen ECCA-prisen og 100.000 kroner

Vinderne af ECCA – DMJX Fotojournalistikprisen 2026 er fundet.

Vinderne af ECCA – DMJX Fotojournalistikprisen 2026 er fundet.
Foto: Søren Pagter

Dicte Sønnichsen har vundet ECCA – DMJX Fotojournalistikprisen 2026 for sit project Untamed Lands.

Projektet skildrer unge piger i det amerikanske vesten, som er opdraget til selvstændighed og et liv tæt forbundet med naturen. De er en del af samme rodeohold i Colorado og deler en kultur præget af hårdt arbejde, heste og stærke fællesskaber. Projektet blev produceret som dokumentarprojekt på fjerde semester i foråret 2025.

Juryen fremhævede Dicte Sønnichsens særlige blik for detaljer og hendes evne til at åbne et vindue ind til et fællesskab, som vækker nysgerrighed og forståelse.

Med hovedprisen følger 100.000 kroner til at videreføre projekt. 

Fotoprisen uddeles hvert andet år og er finansieret af ECCA Family Foundation. Formålet er at støtte videreførelse og publicering af projekter skabt af fotojournalistikstuderende på DMJX.

Foto: Dicte Sønnichsen.

Også tre andre fotoprojekter blev belønnet med en ECCA-award på hver 30.000 kroner:

Thea Tønnesvang og Sigrid Ellesøe vandt for deres projekt Push Start, som er en dokumentarfilm om tvillingebrødrene Karl og Thomas og deres vej fra de tidlige teenageår til voksenlivet. 

Brødrene vokser op på Fur, hvor de bruger al deres fritid i deres fars lastbilværksted. Som 16-årige må de forlade øen for at forfølge deres egne drømme. 

Projektet blev skabt som videodokumentar på tredje semester i efteråret 2023 og senere videreudviklet til bachelorprojekt i efteråret 2025.

 

Zifan Zhangs projekt Fading Dream undersøger konsekvenserne af Ruslands strammere migrationspolitik efter angrebet på Crocus City Hall i 2024. Tusindvis af tadsjikiske arbejdere er blevet deporteret, hvilket har ramt både familier og økonomien i Tadsjikistan. 

Med drømmen om Rusland på retur begynder nogle unge tadsjikere at rette blikket mod Kina som et stærkt, men usikkert alternativ. 

Projektet gennemførte Zifan Zhang som diplomprojekt i efteråret 2025.

 

August Vinther star bag projektet Damaged Angel.

Her følger han den 23-årige Olivia før, under og efter hendes kønsbekræftende operation. Projektet dokumenterer både de fysiske og mentale aspekter af en lang ventet proces i det danske sundhedssystem.

Fotoprojektet var August Vinthers afsluttende BA-projekt i efteråret 2025.

I 2026 blev der indsendt 35 projekter, som var i spil om at modtage de attractive priser. Vinderne blev udvalgt af en jury bestående af dokumentarfotograf og underviser Rehab Eldalil, billedchef Amélie Schneider fra Die Zeit, Alex Dahldorph fra ECCA Family Foundation samt Mads Greve og Søren Pagter fra DMJX.

 

Prisuddelingen foregik ved en begivenhed på DMJX i Aarhus.

Efter den officielle del kunne Dicte Sønnichsen lade champagneproppen springe under en fejring af hende og de øvrige modtagere på skolens tagterrasse.

Foto: Søren Pagter.