Skip to main content

Flere stipendier til internationale fotojournaliststuderende

Kun halvandet år efter sit forløb på DMJX vandt Heba Khamis World Press Photo som første egyptiske kvinde. Takket være en ny stipendieaftale får flere internationale studerende samme muligheder som hende.

Heba Khamis vandt som første egyptiske kvinde World Press Photo for serien "Banned Beauty"
Foto: Heba Khamis

Egyptiske Heba Khamis holder sig ikke tilbage, når hun skal sætte ord på, hvad to semestre på DMJX’s fotojournalistuddannelse har betydet for hende:

– Det var et år, der ændrede mit liv. På DMJX lærte jeg så meget, at al den undervisning, jeg har fået siden, ikke tåler nogen sammenligning med min uddannelse i Danmark, siger Heba Khamis, der i 2016 tog forløbene Photojournalism 1 og Photojournalism 2 på DMJX.

– I Egypten arbejdede jeg med klassisk fotojournalistik og dækkede blandt andet revolutionerne. Det eneste, der betød noget for os, var at nå deadline på det trykte blad. Men det føltes forkert at fotografere mennesker, der døde for øjnene af mig, uden så meget som at kende deres navn, fortæller Heba Khamis.

Kun halvandet år senere vandt hun som den første egyptiske kvinde en pris ved World Press Photo. Fotojournalistuddannelsens store fokus på storytelling og etik var med til at ændre hendes tilgang til mennesker og til fotografiet. 

Foto: Heba Khamis

Marianne var 13 år gammel, da hendes bedstemor ved hjælp af opvarmede træredskaber begyndte at massere hendes bryster for at bremse udviklingen. Foto: Heba Khamis

DMJX har i flere år fået økonomisk støtte til stipendier, der giver studerende som Heba Khamis uden de økonomiske midler muligheden for at studere fotografi i Danmark. I samarbejde med VII Foundation og ECCA Family Foundation giver DMJX hvert semester stipendier til to-tre studerende, der skal dække deres tuition og leveomkostninger i Danmark.

Aftalerne skal fornyes hvert år, og derfor er der fra år til år usikkerhed om, hvorvidt DMJX kan tilbyde stipendier. Takket være en ny treårig aftale med ECCA Family Foundation kan DMJX nu garantere stipendier til at dække op til 24 forløb på fotojournalistuddannelsen mellem efteråret 2021 og 2024.

På DMJX lærte jeg så meget, at al den undervisning, jeg har fået siden, ikke har kunnet måle sig med min uddannelse i Danmark. Det var en stor øjenåbner.

Heba Khamis

Foto: Emma Sejersen

Heba Khamis vandt som første egyptiske kvinde World Press Photo i 2018

I første omgang fik fotografen Heba Khamis afslag på det stipendie, hun havde søgt til at finansiere sit ophold i Danmark. Men det skulle ikke afholde hende fra at flytte fra Egypten og læse på DMJX.

Hun betalte for sit ophold ved hjælp af crowdfunding blandt venner og familie og ved at arbejde som rengøringsassistent i Danmark. Forløbet Photojournalism 1 var så værdifuldt for hende, at hun igen søgte et stipendie i håb om at kunne fortsætte på Photojournalism 2. I anden omgang var der bid, og det blev til et år, der skubbede Heba Khamis’ tilgang til fotografi i en helt ny retning:

– I Danmark talte lærerne meget om etik og om at finde historier, der ligger en nært. De lærer dig at investere alt, hvad du har, i din historie og de mennesker, du fotograferer. Det var en stor øjenåbner, siger Heba Khamis.

Det føltes forkert at fotografere mennesker, der døde for øjnene af mig, uden så meget som at kende deres navn.

Heba Khamis

Netop den nære tilgang til fotografiet var med, da Heba Khamis i 2018 vandt World Press Photo-kategorien Contemporary Issues. Prisen fik hun for fotoserien Banned Beauty om de unge kvinder i Cameroun, hvis mødre hver dag masserer og trykker på deres døtres bryster med sten og redskaber opvarmet i ildstedet i et forsøg på at bremse væksten – en praksis kendt som ”breast ironing.”

Mødrene håber, at de ved at gøre de unge piger mindre attraktive over for mænd kan beskytte dem mod voldtægt, graviditet og tidligt ægteskab.

Foto: Heba Khamis

Veronica på 28 trykker varme redskaber mod sin 10-årige datter Michelles bryster i håb om at gøre hende mindre attraktiv

Banned Beauty var Heba Khamis’ afsluttende projekt fra DMJX. Hun er ikke i tvivl om, at det er de to semestre i Danmark, der har formet hende som den fotograf, hun er i dag – og åbnet mange nye døre for hende. Siden da har hun studeret flere steder og deltaget i master classes i hele verden, men alt det falmer i sammenligning med de ting, hun fik med sig fra Danmark:

– Det var, som om jeg fik den bedste uddannelse på DMJX, og derefter har intet helt kunnet måle sig med det, siger Heba Khamis og lægger vægt på, hvor dybdegående uddannelsen i Danmark var.

– Lærerne skubber dig ikke i en bestemt retning. De stiller dig de rigtige spørgsmål og giver dig de rette værktøjer, og derfra finder du din egen unikke vej, fortæller Heba Khamis, der glæder sig over, at så mange flere udenlandske studerende nu får samme mulighed for at studere på DMJX, som hun gjorde.

Stipendieaftalen med ECCA Family Foundation løber fra 2021 til 2024 og betyder, at 2-4 studerende pr. semester får knap €10.000 til at dække tuition, rejse, husleje og leveomkostninger. Samlet set er aftalen på knap 2 millioner danske kroner.