Skip to main content

Erhvervsmedier i vækst: DMJX opretter frivilligt forløb i erhvervsjournalistik

Erhvervsmedier pibler frem, og flere får job indenfor erhvervsjournalistikken. Nyt forløb skal styrke interessen for feltet.

Erhvervsmedier pibler frem, og flere får job indenfor erhvervsjournalistikken. Nyt forløb skal styrke interessen for feltet.
Foto: Niels Nygaard

I samarbejde med en række erhvervsmedier vil DMJX styrke de journaliststuderendes kendskab til mulighederne indenfor erhvervsjournalistik. Det kommende efterår får de journaliststuderende på DMJX i Aarhus derfor mulighed for at deltage i et frivilligt forløb om erhvervsjournalistik.

- Det er jobmæssigt et af de områder med den største vækst. Samtidig er det set fra et samfundsperspektiv et af de vigtigste områder at dække med journalistik af høj kvalitet. Derfor vil vi gerne gøre noget ekstra for vække de studerendes interesse for at arbejde med erhvervsjournalistik, siger Henrik Berggren, institutchef for Institut for Journalistik på DMJX.

I løbet af det seks uger lange forløb skal de studerende omkring emner som socialt ansvar, moral og etik, undersøgende erhvervsjournalistik og magt og svindel. Undervisningen vil være med gæsteundervisere fra landets erhvervsredaktioner.

Foto: Jens Bangsbo

Set fra et samfundsperspektiv et det af de vigtigste områder at dække med journalistik af høj kvalitet. Derfor vil vi gerne gøre noget ekstra for vække de studerendes interesse for at arbejde med erhvervsjournalistik

Henrik Berggren, institutchef for Institut for Journalistik

Som noget nyt for Journalistuddannelsen kører forløbet om erhvervsjournalistik som et frivilligt forløb. Det foregår sidst på eftermiddagen efter den almindelige undervisning, og der er ingen eksamen eller ECTS-point på spil. Interessen er alligevel stor, og de første 40 studerende har allerede tilmeldt sig.

- Det er et forsøg, at vi prøver at lave et frivilligt forløb. Vi ser et specifikt behov her, men det er også en balancegang for os, hvor meget vi kan proppe ind i en grunduddannelse, som først og fremmest skal give nogle brede og generelle kompetencer. Vi kunne også forestille os at lave frivillige forløb med fokus på eksempelvis visuel opsætning med undervisning i InDesign og Photoshop eller et forløb om kulturjournalistik, siger Henrik Berggren.

Erhvervsmediechef: Vi har brug for en stærk erhvervspresse

Anders Heering, der er chefredaktør og administrerende direktør for Watch Medier, hilser det nye initiativ på DMJX velkommen. Han er mangeårig erhvervsjournalist på blandt andet Berlingske Business og Børsen og har været med til at starte Watch Medier, der i dag er landets største erhvervsredaktion. Han mener, det er vigtigt, at vi har dygtige erhvervsjournalister:

- Simpelthen fordi pressen skal kunne kigge virksomhederne efter i sømmene. Der bliver oprustet med tusindvis af kommunikationsfolk, der primært har til opgave at få virksomhederne til at se bedst muligt ud i offentlighedens øjne. Vi har brug for en stærk erhvervspresse, der kan gennemskue, hvad der er spin, og hvad der er den rigtige historie, siger Anders Heering.

Foto: Watch Medier

Erhvervsjournalistikken er et af de steder, hvor der bliver oprettet allerflest nye journaliststillinger i dansk presse. Så der er rift om de gode talenter

Anders Heering, chefredaktør og administrerende direktør for Watch Medier

I det erhvervsjournalistiske forløb på DMJX vil man møde gæsteundervisere fra blandt andet Watch Medier, TV 2 NEWS og Berlingske. Netop disse redaktioner er eksempler på steder, hvor der oprettes masser af nye journalistjobs for tiden.

Der er rift om de gode talenter

- Erhvervsjournalistikken er et af de steder, hvor der bliver oprettet allerflest nye journaliststillinger i dansk presse. Så der er rift om de gode talenter, der har lyst til at arbejde som erhvervsjournalister, siger Anders Heering.

Han tilføjer, at han mener, at nogle har en forkert opfattelse af erhvervsjournalistik som værende et knastørt stofområde, der udelukkende handler om tørre regnskaber og indviklet stof.

- Men erhvervsjournalistikken handler først og fremmest om mennesker og rummer alle de samme genrer som al anden journalistik. De tørre tal er kun en lille del af erhvervsjournalistikken, og man behøver ikke at være talmenneske for at blive en knalddygtig erhvervsjournalist. Men de redskaber, man tilegner sig på en erhvervsredaktion, kan bruges, uanset om man vil være kulturjournalist, sportsjournalist eller noget tredje på et senere tidspunkt, siger Anders Heering.

Det frivillige forløb i erhvervsjournalistik er udviklet af tidligere nyhedschef på Børsen, Jørgen Andresen, og er muliggjort takket være støtte fra JP / Politikens Hus. Det er stadig muligt at tilmelde sig forløbet, der er åbent for alle journaliststuderende på DMJX i Aarhus og starter den 7. september. 

Journalistuddannelsen er en 4-årig professionsbacheloruddannelse på DMJX i Aarhus. Læs mere om uddannelsen her.