Danske medier skriver stadig om musik som i forrige årtusinde

Troels Østergaard fra DMJX har forsvaret sin ph.d. om musikjournalistik i den digitale tidsalder.

Her deler han sine vigtigste pointer og fortæller, hvad medierne kan lære.

Hvad handler din ph.d. om?

Musikjournalistikken i det digitale medielandskab. Journalistikken generelt har forandret sig fundamentalt i den digitale tidsalder. Men der har ikke eksisteret viden om, hvad de digitale muligheder har gjort ved musikjournalistikken. Jeg har undersøgt, hvordan fire store, skrevne medier i henholdsvis Danmark og Tyskland skriver om og anmelder populærmusik i dag. Jeg har undersøgt et systematisk udvalg af journalistik om populærmusik, som har været udgivet i løbet af et år. I alt 2678 artikler.
Medierne, jeg har undersøgt, er Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske og Ekstra Bladet i Danmark samt Die Welt, Der Spielgel, Süddeutsche Zeitung og Bild i Tyskland.

Hvorfor er det relevant at se på musikjournalistikken?

Det er mere end 20 år siden, den første musik blev tilgængelig digitalt og siden er det gået rigtig stærkt. Enhver der lytter til musik ved, at der er mange platforme og medier, hvor man kan lytte til og læse om musik. Vi ved også, at de sociale medier har enorm indflydelse på musik og musikere og spiller en gigantisk rolle for hele musikindustrien. Men hvordan afspejler det sig i de traditionelle medier og dermed i den viden, som brugerne af de store landsdækkende medier får om musik? Det har vi ikke vidst meget om før nu.

Hvad kendetegner så den aktuelle danske musikjournalistik?

Stilstand og manglende mangfoldighed.

Danske journalister har angiveligt vanskeligt ved at se det historiemæssige potentiale i nye digitale musikfænomener. Selv om hele det journalistiske landkort har forandret sig, bliver journalistikken stadig lavet stort set som for 20 år siden.

Omkring 70 procent af de artikler, der beskæftiger sig med indspillet musik i mit materiale handler om albummet. En meget stor del af de øvrige artikler er koncertanmeldelser. Streaming og playlister fylder meget lidt. Og al den interaktion med musikken, som finder sted på fx YouTube går hen over hovedet på musikjournalisterne.
Det skal sammenholdes med, at digitalt musikforbrug i samme periode stod for 90 procent af omsætningen på det danske musikmarked.

Når det kommer til genrer er der også et gap mellem journalisterne og brugerne.
Rap- og hiphopgenrerne har en betydningsfuld rolle på de internationale hitlister, men rock og pop er næsten altdominerende genrer i musikjournalistikken. Rap og hiphop fylder kun omkring 3 procent af musikgenrerne i både de danske og tyske medier, der er med i min undersøgelse.

Sådan noget som dansktop er også helt fraværende, selv om det konsumeres af en pænt stor del af befolkningen.

Alligevel tegner dansk musik sig for halvdelen af artiklerne, mens Storbritannien og primært Nordamerika står for så godt som hele den andel halvdel af artiklerne. EU og resten af verden er stort set ikke repræsenteret.

Endelig vil jeg fremhæve, at kun omkring en fjerdedel af artiklerne handler om kvindelige artister. Det er med til at bekræfte, at musikjournalistikken ikke afspejler samfundet, men er styret af andre mekanismer, især den skæve kønsfordeling i musikbranchen generelt.

Hvor ser du de største udfordringer for musikjournalistikken?

Hvis aviserne vil have fat i et yngre publikum, må de afspejle og rumme udviklingen.

Jeg ser, at avisernes musikjournalistik bliver udfordret af nye formater og medier. Det er både podcasts og musikmagasiner, men i høj grad også af alskens YouTube-kanaler og amatør-anmeldere. Journalistikken har ikke længere eneret på at udkomme og journalistikken har ikke samme autoritet som tidligere.
De forbrugere, som får deres primære viden og inspiration fra de klassiske medier, bliver jo kun præsenteret for et smalt og stereotypt udvalg af populærmusikken. De mere mangfoldige musikforbrugere har sandsynligvis svært ved at genkende det billede af branchen, som aviserne giver.

Jeg ville ønske, at musikjournalister var meget mere nysgerrige og ville arbejde mere journalistisk med stofområdet. Følge pengestrømme, fokusere på tendenser, flere genrer, mangfoldighed.
Journalisterne burde se digitaliseringen som en gave. Men det er ikke tilfælde.

Nu er det jo en analyse af både danske og tyske medier, du har lavet. Hvad er forskelle og ligheder?

Resultaterne viser, at dansk og tysk populærmusikjournalistik ligner hinanden på afgørende punkter.
Begge landes medier fokuserer på albummet og anmeldelsen og i Tyskland fokuserer man ligesom i Danmark 50/50 på nationale kunstnere og på kunstnere fra primært Nordamerika og Storbritannien.

En forskel er, at nyheder om og anmeldelser af livemusik udgør knap halvdelen (48%) af musikjournalistikken i Danmark med en stærk repræsentation af Roskilde
Festival og Copenhagen Jazz Festival. Tyske medier har væsentligt mindre fokus på livemusik, og journalistisk dækning af festivaller er stort set fraværende. Tyske medier dyrker til gengæld i høj grad musikkonkurrencer a la X Factor. Fx Deutschland sucht den Superstar.