Skip to main content

Årets pressefoto: Fire førstepriser til DMJX-studerende

Årets Pressefoto 2024 er uddelt. Se her, hvilke ni DMJX-projekter, som blev belønnet med første- og andenpriser.

Signe Lægsgaards vinderfoto
Foto: Signe Lægsgaard

Årets pressefoto 2024 er i dag blevet uddelt i Den Sorte Diamant.


Studerende fra DMJX har tradition for at få priser med hjem fra landets mest prestigefyldte fotokonkurrence, og i år var ingen undtagelse.

Det blev til fire førstepriser og fem andenpriser. To fotos taget af DMJX-studerende var endda i spil til hovedprisen Årets Pressefoto, hvor kun fem fotos var nomineret.


Her er de fire DMJX-vindere

ÅRETS NYHEDSBILLEDE, UDLAND gik til Signe Lægsgaard, som går på 6. semester og er i praktik på Politiken.
Vinderprojektet er 8 fotos under overskriften ’Efter oversvømmelsen’, som er lavet i hendes praktiktid på Politiken. Billederne er taget i Spanien, hvor vejrkatastrofen i efteråret kostede 222 mennesker livet.

Blandt de 8 fotos er dette, som samtidig er et af fem fotos, som var i spil til hovedprisen Årets Pressefoto.

ÅRETS HVERDAGSBILLEDE, DANMARK, er taget af Martin Thomas Ford, som går på 7. semester. Fotografiet er fra hans praktiktid på Jyllands-Posten og viser treårige Freja – som lider af en sjælden genfejl – og hendes familie.

ÅRETS PORTRÆT, TV/ VIDEO gik til Rebecca Krogh og Kasper Krupsdahl, som går på 4. semester. De vandt for videoportrættet ’Mens årene går’ om den superaktive 77-årige pensionist Henning. Portrættet er lavet i et uddannelsesforløb på 3. semester.

Se videoportrættet på Rebecca Kroghs hjemmeside.

ÅRETS REPORTAGE / DOKUMENTAR, TV/ VIDEO gik til Signe Bech Søholt og Frederik Kongsgaard, som går på 4. semester. Reportagen er lavet i et uddannelsesforløb på 3. semester og viser et øjebliksbillede af et teenagevenskab mellem ’Tilde og Silke’.

Se reportagen på Frederik Kongsgaards hjemmeside.

Fire glade vindere af førstepriser

Alle vinderprojekter modtog hæder ved prisfesten i Den Sorte Diamant. Her er det de fire førsteprisvindere fra DMJX. Alle fire fotos er taget af Lars Horn/Baghuset.

Andenpriser til fem DMJX-projekter

Det blev til yderligere fem priser til studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

De gik til:

  • Liv Latricia Habel i kategorien ÅRETS NYHEDSBILLEDE, UDLAND 
  • Nichlas Pollier i kategorien ÅRETS PORTRÆT
  • Maria Høy Hansen i kategorien ÅRETS PORTRÆTSERIE , færdiguddannet januar 2025
  • Cecilie Rolvung i kategorien ÅRETS REPORTAGE , DANMARK
  • Miles Lilley i kategorien ÅRETS ÅBEN KLASSE, TV/VIDEO 
     

Årets hovedpriser

Æren af at kunne kalde sig Årets pressefotograf tilfaldt Christian Falck Wolff. Han vandt sidste år prisen for Årets pressefoto, for dette foto, som han tog, mens han stadig studerede på DMJX.

Årets pressefoto 2024 er taget af Mads Nissen for dette allerede ikoniske foto fra indsættelsen af Danmarks nye konge.