
193 dimittender er klar til at erobre verden
DMJX har på to dage holdt tre dimissioner for nye bachelorer fra fire forskellige uddannelser. Her kan du se fotos, læse nogle af talerne og se, hvem der fik tildelt de syv legater.

DMJX har på to dage holdt tre dimissioner for nye bachelorer fra fire forskellige uddannelser. Her kan du se fotos, læse nogle af talerne og se, hvem der fik tildelt de syv legater.
Både vinteren og sommeren står i dimissionsfesternes tegn på DMJX. 193 nye dimittender fra fire forskellige uddannelser er netop blevet fejret.
I Aarhus holdt dimittender fra Journalistik og Fotojournalistik sammen, mens Kommunikationsuddannelsen holdt sin egen dimission.
De startede dog sammen i kantinen, hvor journaliststuderende Frederik Hviid gav den som troubadour til fællessang, mens rektoratets tale blev holdt af rektor Julie Sommerlund.
Prorektor Jens Grund holdt en næsten enslydende tale for de nye TV- og Medietilrettelæggere.
Her kan du se festlige fotos fra dimissionerne og få overblik over, hvem der løb med årets legater, hvem der holdt talerne og meget mere.
Ida Bylov Beith og Yasmin Bach Rasmussen holdt studentertalen for deres meddimittender fra Kommunikationsuddannelsen.
Mari-Louise Jonsson, kommunikationschef på Moesgaard, holdt festtalen, hvor hun fortalte tre meget personlige historier fra sit eget liv og satte dem i relief til det liv, som nu venter de nye kommunikatører.
Højskolens Rejselegat gik, traditionen tro, til studerende, som lever op til syv særlige dyder på Kommunikationsuddannelsen. Det tilfaldt Mathilde Agnete Thisgaard og Mathilde Haugstrup From Andersen.
De nye bachelorer fra Journalistik og Fotojournalistik blev forkælet med to fremragende taler.
Signe Hartig Danielsen og Alexander Kloppenborg Lunde holdt sammen studentertalen, mens Isabella Hindkjær, som er redaktionschef P3 Radio og Podcast, holdt årets festtale. Du kan læse Isabella Hindkjærs tale her.
Fotojournalist Emilie Tolddam fik overrakt den prestigefyldte Ritzau/Scanpix-pris for et projekt, der går tæt på, hvordan det er at leve med skizofreni.
Også tre BA-opgaver fra Journalistik blev hædret med legater:
TV2’s talentchef, Katrine Fuglsang, kunne afsløre, at TV2 Prisen gik til Jonathan Bentholm. Simon Stokholm Nørskov modtog Højskolens Rejselegat. DR Prisen gik til Freya Engbjerg Pedersen og Matilde Krogsgaard.
Tv- og medietilrettelæggerne holder som eneste uddannelse på Campus København dimission om vinteren. Her blev 35 nye TVM’ere fejret med taler, legater, kram og roser.
Christina Gaarde Engmann, redaktionschef hos ”Hul igennem” og partner i Sans-1, holdt branchetalen, mens Josefine H. Ungermann holdt årets studentertale.
Der blev også uddelt to legater.
Frederik Bruun Kynde og Malte Dunk fik BA-legatet, der anerkender et særligt originalt, veludført og nytænkende BA-projekt. Legatet er sponsoreret af Film- og TV gruppen i Dansk Journalistforbund, og blev overrakt af forperson Birger Lund.
Vanen tro var der også et legat til en studerende, der har gjort en særlig forskel for klassens faglige og sociale fællesskab. Det var klassen selv, der indstillede Amalie Thørring Nissen til legatet, som er sponsoreret af Producentforeningen.