Studentertale ved dimissionen i Aarhus

Mikkel Thuesen, nyuddannet journalist, fik masser af dyt, da han holdt årets studentertale ved dimissionen i Aarhus, som blev afholdt som drive in event på Tangkrogen i Aarhus. Læs hele talen her.

Alle artiklens fotos er taget af Farzad Soleimani
af d. 25.06.2020 i Historier

Læs også: Reportage fra DMJX' første drive in dimission

Først og fremmest vil jeg gerne starte med at sige tak Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, tak til rektor, tak til praktikstederne, og ikke mindst tak til alle undervisere. Tak for jeres nysgerrighed og interesse – ikke bare for faget, men også for os studerende.

Tak fordi vi altid har måtte komme forbi og banke på jeres dør, og for alle de gange I har taget jer tid til at lytte og spare med os, når vi uden for undervisningen er kommet med alle vores kreative, skæve og nogle gange skøre ideer.

 Jeg håber, at I og skolen vil blive ved med at værne om det fri og kreative studiemiljø, som vi studerende har fået lov at være en del af. Det er unikt, og jeg ved, at det for mig selv og mange andre har været utroligt givende at befinde sig i.

Så tusind tak for det.

Og nu til mine med-dimittender.


Mikkel Thuesen holdt dimittendtalen fra sin bil, mens de øvrige dimittender og deres gæster kunne følge med på storskærm, Zoom og via FM Radio.

 

Kære eks-med-studerende, kære venner… og nu også, kære kollegaer,

Det var så det. Nu sidder vi her. Helt færdige. Det er slut. Ikke mere Frøberts. Ikke mere Kurt Strandbar. Slut med forvirring om aftalen var at mødes på 200-gangen, i kantinen eller på biblioteket. 

Farvel til Åben Modus, Ulla United og High Risk. Farvel til Radio Genlüd, Citat og Illustreret Bunker. Vi har været vilde i Visby, for det meste flittige i Frøberts og poppet champagnepropper på panikdagen.

Og hvad så nu?

Når man som os sidder her og ser tilbage på de sidste fire år som DMJX’er, så er det let at forfalde til melankolsk og nostalgisk vemod over alt det, som nu er forbi. For lad os bare være ærlige. Det har jo for det meste været trygt og godt i Bunkeren – og ofte en fest.

Er der noget, jeg især har lært på journalisthøjskolen, så er det i hvert fald, at journalister, de griber enhver anledning til at feste. Alt lige fra at fejre, at en undervisningstime sluttede et kvarter før tid, til de helt store fester, når det endelig blev fredag. 

Jeg ved godt, at der for mange af os med garanti også har været nedture og svære tider. Måske var der en eller to eksamener, vi ikke klarede, så godt som vi havde håbet. Eller måske fik vi ikke lige den praktikplads, som vi i første omgang havde drømt om.

Mange af jer sidder sikkert også stadig med dybe ar, fra dengang I tabte kampen om Det Gyldne Ringbind i Visby – til det, vil jeg gerne sige; undskylde

I hvert fald vil det være løgn at påstå, at tiden som DMJX’er har været smertefri. Det tror jeg ikke, at den har for nogen af os. Både i forhold til selve studiet på skolen, under praktiktiden og i vores private liv, er det uundgåeligt, at der de sidste fire år er sket ting, som har gjort ondt og smertet os.

Men vi har klaret den – og ikke på trods, men i kraft af det svære og hårde, er det virkelig sejt og en kæmpe sejr, at vi alle har gennemført og nu sidder her i dag… Vi sidder i hver vores bil, og kan nu med stolthed kalde os færdiguddannede journalister og fotojournalister!

Det, synes jeg virkelig, fortjener et dytbåt – så kan alle biler ikke lige give et trefoldigt dyt i hornet for alle os nye journalister og fotojournalister?!  

Jeg håber og tror på, at vi alle nu sidder lettede, glade og stolte over vores sejre – for det bør vi. Jeg håber, at vi hver især sidder tilbage med et hav af gode minder om en studietid, som vi forhåbentlig aldrig glemmer, men har lyst til at bære med os videre resten af livet – fordi tiden på journalisthøjskolen både fagligt og menneskeligt har været med til at forme os.

Da jeg blev bedt om at holde den her dimissionstale, gik jeg som det første på internettet. Selvfølgelig. Det er jo det, vi journalister gør. Vi researcher. Det er det, vores undervisere har forsøgt at lære os gennem de sidste fire år. Formidl ikke noget, uden først grundigt at have undersøgt sagen.

 Det er vigtigt, og i virkeligheden også en nødvendighed, når man som os har taget en uddannelse som generalister. Vi ved lidt om meget, men ikke meget om lidt. Vi er nemlig ikke eksperter. Eksperter; det er sådan nogen, vi interviewer.

 Derfor gik jeg som sagt på nettet for at læse lidt op på, hvad en dimissionstale er for noget. Her fandt jeg ud af, at en god dimissionstale både skal pege bagud på de forgange studieår, og samtidig pege forsigtigt ind i fremtiden.

Det, synes jeg i virkeligheden, er et ret fint råd. Ikke nødvendigvis kun for, hvordan man bør skrive sin tale. Men i lige så høj grad også for det at være menneske og vores virke som journalister. Vi skal huske både at kigge bagud og fremad. Hvor kommer vi fra, hvor ville vi gerne hen, og hvor står vi i forhold til det hele lige nu?

 Men hver ting til sin tid. På sådan en festdag som i dag, hvor vi fejrer, at vi har gennemført vores uddannelse på Journalisthøjskolen, vil jeg gerne opmuntre til, at vi tillader os selv at vente lidt med at se fremad.  At vi giver os selv lov til at nyde det her øjeblik, se lidt tilbage og reflektere over, hvad det egentlig er, vi har lært under vores uddannelse. 

 Her tænker jeg ikke kun på det faglige, men også den livfase, som nu er forbi. Hvad har vi lært om os selv? På hvilke tidspunkter under uddannelsen, har vi været allermest lykkelige? Hvilke fag eller forløb vakte begejstring hos os? Hvornår mærkede vi gejsten og var fulde af gåpåmod? Hvordan oplevede vi praktiktiden? Blev vi her klogere på, hvor vi føler os mest hjemme og har noget at byde ind med?

Storm P sagde, det er svært at spå… især om fremtiden. Og han har jo helt ret. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal gøre et forsøg. Det er klart, at vi selvfølgelig skal prøve at planlægge og forberede os på fremtiden. I princippet er det jo også sådan man kan definere vores uddannelse. En lang forberedelse til arbejdslivet.  

Mange af jer er sikkert også allerede godt i gang med at gøre jer klar til næste skridt. Nogle har garanteret brugt dagene siden bachelor-eksamen til at finpudse jeres LinkedIn-profiler, opdateret jeres CV og nogen er måske allerede i gang med at søge jobs – hvis ikke I allerede har fået et – i så fald stort tillykke.

Uanset hvad, er mange af jer – siden I glade og stolte fik taget det obligatoriske billede foran DMJX – garanteret blevet spurgt; Hvad så nu? Hvis ikke af andre, så af jer selv. Det er jeg i hvert fald. Og jeg må være ærlig at sige: Det ved jeg ikke lige nu.

Men det, synes jeg også, er helt okay. Vi behøver ikke skynde os, og det gør ikke noget, hvis vi lige nu ikke har en klar køreplan for vores videre færd. Og det er i virkeligheden mit budskab i dag. Vi skal nok nå dét. Hvad end dét, så er.   

Jeg synes, at vi skal give os selv lov til – bare lige engang imellem – at stoppe op, og huske at udnytte livets pauser og overgange til at se tilbage og reflektere over tingene. At vi giver os selv lov til at nyde øjeblikket, uden med det samme at skulle spørge os selv; hvad så nu?

Med en uddannelse som journalist og fotojournalist træder vi i dag ind i en branche, hvor tempoet ofte er helt i vejret. Så der skal tidsnok komme fart over feltet. I vores arbejdsliv vil vi på mange måder komme til at befinde os i en verden af hastighed.

Det gælder ofte om at være først med det nyeste. Kan vi gå i breaking?! Hurtigt bliver journalistik et kapløb med deadlines og redaktører, der utålmodigt spørger, om man ikke snart er færdig med sin historie. Sådan er vilkårene. Hurtighed og hele tiden fremadskridende. 

Samtidig søger medierne nye og kreative løsninger, der skal redde journalistikken i en verden, hvor digitalisering, sociale medier, fake news, og hvad vi ellers har, synes at true faget. Mange steder er forventningen, at løsningerne skal komme fra sådan nogen som os: Unge, nye, uspolerede journalistspirer, der er vokset op i en digital tidsalder.

Og alt det her er med til at skabe en ramme omkring journalistikken, som peger fremad. Vi skal hele tiden et nyt sted hen. Det bliver på mange måde enormt spændende at komme derud i frontlinjen. Hele den der puls, nerve og ’holden-hovedet-koldt’ i tilspidsede situationer, hvor der skal tænkes hurtigt, innovativt og nyt er betagende.

Men det udfordrer også vores livspauser. Vi må passe på, at hastigheden ikke kører os over. Vi må aldrig glemme også at kigge os tilbage. Bare lige engang i mellem stoppe op og orientere os. Vi skylder os selv og journalistikken, at vi husker refleksionen over, hvor vi kom fra, hvor vi står i dag, og hvor vi er på vej hen.

Travlhed og rutiner skal som sagt tidsnok komme, men det må ikke blive på bekostning af originaliteten, arbejdsglæden og i sidste ende følelsen af, at vi har os selv med i det, som vi laver. Vi må værne om vores personlige integritet og engang imellem husker at minde os selv om, hvad det i virkeligheden var, som i første omgang tændte gnisten i os for journalistfaget.

Et af Søren Kirkegaards mere kendte citater siger det ret fint; ”livet forstås baglæns, men må leves forlæns”. Nu er jeg jo ikke filosof, men som jeg forstår det citat, så handler det om, at vi skal huske tilbageblik og refleksionen over de ting, som vi oplever, hvis vi vil forstå vores liv.  

Vi skal med andre ord huske at stille spørgsmål til det, som vi har været igennem og oplevet. Når nu vi er blevet så dygtige til at stille spørgsmål til andre, ville det da være dumt ikke at bruge lidt af de samme teknikker til også at stille spørgsmål til os selv.

Og som jeg sidder her, går det nu pludselig op for mig, at den her tale efterhåndend nærmest har udviklet sig til af en hyldest til den ting, som vel nok har udløst allermest smerte i løbet af vores uddannelse – Refleksionsrapporten!

Den havde jeg ikke lige set komme. Og så er det nok nu, at jeg hellere må skynde mig at stoppe. Mine sidste ord bliver derfor:

Når vi kører herfra i dag, så skal vi måske prøve at vente lidt med at spørge os selv; hvad bliver det næste? Og i stedet spørge; hvad var egentlig det bedste? Jeg tror, at svarene på det spørgsmål kan give os nogle gode pejlemærker på vores videre vej ind i fremtiden.   

 
Tak for ordet og stort tillykke alle sammen – vi ses.

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram