Pia Færing siger farvel til praktik, panik og DMJX

Efter 30 år på DMJX går Pia Færing på efterløn.

af Karen Løth Larsen d. 21.02.2020 i Historier

Hun er en institution. Pia Færing, Praktik-Pia, Pia med båthornet og Pia med de kontante meldinger uden omsvøb. Nu går hun på efterløn. Ikke fordi hun er træt af sit arbejde, men fordi hun skal nyde resten af livet.

Pia Færing dimmiterede fra det, der dengang hed DJH, Danmarks Journalisthøjskole, i 1985. Hun fik arbejde på Kolding Folkeblad og skrev der i tre år, derefter var hun to år på Danmarks Radio på TV-Avisen. Da hun ventede sit andet barn, søgte hun tilbage til Aarhus og fik job som underviser på DMjX,  hvor hun nu har været i 30 år.

Meget af tiden som underviser i journalistik og tv, men de fleste vil nok kende hende som sekretær for praktikudvalget. Her har hun stået for logistikken på Store Matchdag, der to gange om året trækker medier og praktikanter ind på Højskolen, når praktikpladserne skal  fordelesHun har også været  den, der har måttet svare, når der var kritik over praktiksystem, mangel på pladser eller det nye digitale system for fordeling af pladser. Og det har hun gjort på sin helt egen karakteriske og direkte måde.

Stort hjerte og skarp tunge
Fredag var der taler og afskedsreception.  Og uanset, at både prorektor Jens Grund og uddannelseschef på Journalistik Henrik Berggren smilende erkendte deres respekt, grænsende til angst, for Pias skarpe tunge, så talte de begge om Pia Færings store hjerte. Både som kollega, men også udmøntet i stor omsorg for studerende, der undervejs i praktikken kan finde en skulder at græde ved hos Pia Færing.  

- Jeg har altid forsøgt at være ordentlig, det har været min klare målsætning gennem hele mit arbejdsliv, sagde Pia selv i den afskedstale, hun holdt til sine kolleger på DMJX.

Pia Færings slutter sin æra på DMJX ved udgangen af februar. Tiden skal fremover fordeles mellem børn og børnebørn, kunst, kultur, kolonihaven i Aarhus og Spaniens sydkyst. Det bliver journalist og lektor Martin Vestergaard, der fremover tager roret på praktikken.

 

 

 

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram