Ny forskningschef skal styrke viden og sammenhængskraft på DMJX

47-årige Helle Kryger Aggerholm kommer fra Aarhus Universitet og skal bidrage til og udvikle forskningsmiljøet på DMJX med tæt forbindelse til både uddannelser og eksterne samarbejdspartnere

Helle Kryger Aggerholm
af Dan Hansen d. 31.01.2019 i Historier

Forskning, ledelse og kommunikation er tre ord, der går igen rigtig mange steder, når man kigger i Helle Kryger Aggerholms CV.

Hun tiltræder per 1. marts som ny forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Helle Kryger Aggerholm er hentet fra Aarhus Universitet, hvor hun de seneste 10 år har bestredet forskellige stillinger ved fakultetet for Business and Social Sciences. Herunder været både forskningschef og viceinstitutleder.

Hun er selv kandidat i strategisk kommunikation fra fakultetet (det daværende Aarhus Business School), hvorfra hun også fik sin Ph.D.-grad i organisationskommunikation i 2009.

Hun har siden publiceret en lang række artikler og skrevet flere bøger om kommunikation inden for organisation og ledelse.

Skal styrke forskning og implementeringen af den
På DMJX får Helle Kryger Aggerholm ansvaret for omkring 15 forskere og Ph.D.-studerende, hvoraf hun selv skal i gang med at ansætte flere. Et stort fokusområde bliver at opbygge nye forskningsteams, som har stærke rødder i højskolens uddannelser og frodige grene, som rækker ud til virksomheder og samarbejdspartnere.

- Helle Kryger Aggerholm udspringer fra en kultur, hvor samarbejde med det omkringliggende samfund er et grundvilkår. Hun har været med til at præge udviklingen på Aarhus Universitet, som er nogle af de allerbedste til at skabe sammenhængskraft mellem aktiviteterne, så de ikke bare sander til i tunge rapporter, men rent faktisk bliver brugt til at styrke undervisningen og samfundet. Det ser jeg meget frem til, at hun kan hjælpe os med at blive endnu bedre til, siger Trine Nielsen, som er rektor på DMJX per 1. februar.

Selv glæder Helle Kryger Aggerholm sig også
- Muligheden for at være med til at præge og videreudvikle DMJX’ stærke fagligheder indenfor for journalistik, medier og kommunikation er ganske enestående, og jeg glæder mig meget til at blive en del af en ambitiøs forskningsenhed. Højskolens stærke brand, fokus på anvendt forskning, nytænkning og stærke resultater er meget inspirerende, og jeg glæder mig til i fællesskab med nye kolleger at bidrage med min viden og erfaring fra universitetsverdenen og videreudvikle det allerede veletablerede forskningsmiljø.

Kategori:  Historier

Forfatter

Dan Hansen
Presseansvarlig på DMJX. Journalist med sidefag i dansk. Skriver om kommunikation, medier, journalistik og sprog. Har tidligere arbejdet med videnskabsformidling, livsstilsjournalistik og som bladredaktør.
Profil

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram