Maria Baagøe Boves studentertale ved dimissionen i Aarhus

Maria Baagøe Bove holdt i dag, som den første studerende nogensinde, en tale for sine medstuderende. Læs den her

Foto: Aleksander Klug
af d. 24.01.2019 i Historier

Vi er fandme færdige!

Vi har gået op og ned af betontrapperne, drukket litervis af kaffe fra kantinen, brugt et uhørt antal plastikkopper til vandmaskinen, brugt timevis i Frøberts, vi har siddet med de åbne toiletdøre og delt med resten af toilettet, hvad vi har lavet derinde, vi har været bange for tårnhøje karaktergennemsnit og optagelsesprøven til DMJX for senere at finde ud af det er langt sværere at komme ind i fredagsbarsudvalget.

Det er alt sammen slut nu.

Jeg ved ikke med jer, men jeg har lidt svært ved at forstå, at vi er færdige. At det var det. Jeg er SÅ lettet og stolt, men også lidt forvirret. Nu står vi pludselig på egne ben.

Os der taget en uddannelse lige her, har en kæmpe fordel i forhold til alle mulige andre studier, fordi vi er praktikere. Vi har alle sammen været ude i branchen. Jeg må indrømme, at jeg ofte har glemt, at jeg har været studerende, fordi man i sin praktiktid til tider sidder med arbejdsopgaver på lige fod med de fuldtidsansatte.

Jeg har i min tid på DMJX både lært, hvad jeg virkelig synes er spændende og hvad jeg gerne vil arbejde med – men jeg også lært, hvad jeg virkelig ikke skal arbejde med. Det er der sikkert mange, der kan genkende. Det er hårdt, når man står i det. Men det er en kæmpe fordel, at jeg ikke skal lære om 5 år, hvad jeg ikke skal lave, men faktisk lærte meget af det under min uddannelse.

Vi er her i dag for at fejre, at vi er blevet færdige på DMJX – men færdige på 3 forskellige uddannelser.
Vi er tre uddannelser, der på mange måder er ens, men også er meget forskellige.

Vi har fotojournalister, der kan fortælle en visuel historie uanset, hvad emnet er

Vi har journalister, der kan finde en vinkel på historien og ved, hvordan de skal fortælle den.

Og vi har kommunikatører, der kan finde et kommunikationsproblem og udarbejde en strategisk løsning.

Fælles for alle tre uddannelser: Vi vil fortælle de historier i samfundet, som vi synes er spændende.

Det er os, der kommer til at fortælle fremtidens historier. Mange af os får taletid i samfundet. Det er et privilegie, der kommer med et stort ansvar - særligt i en tid fyldt med fake news.

Vi har et ansvar for at sikre, at vi gør vores arbejde ordentligt. For at komme med det mest retvisende billede af virkeligheden. At vi aldrig vil gå på kompromis med hvad der er faktuelt korrekt for en god historie. Også selvom medielandsskabet kommer til at ændre sig.
Det ved jeg, vi kan. Jeg har set, hvor meget folk i det her rum allerede har lavet i løbet af vores uddannelse.

Bare for at nævne nogle eksempler fra folk jeg kender her i salen, så er der… 

Benjamin der har vidnet i landsretten omkring en af tidens største sager om pressefrihed

Mette-Marie der har været midlertidig kommunikationschef i et arkitektfirma

Anne der i Bruxelles dækkede topmøder, EU politik og Europa-Parlamentets ture til Strasbourg

Katrine, der var med til at få bragt en kommunal afdeling i søgelyset fordi chefer bl.a. købte rødvin, mad og børnetøj for skattekroner

Og jeg kunne blive ved. Det er så mange gode eksempler lige her i blandt os. Tænk tilbage på jeres egen tid på DMJX. Det er jo helt vildt, hvor meget man kan opnå – bare under sin uddannelse. Jeg kan slet ikke vente med at se, hvordan vi kommer til at forme vores medieverden.

Men selvom alle dimittender i det her rum både har og kommer til at lave en masse god formidling i fremtiden, så betyder der ikke, at vi stopper med at lave fodfejl – det gør vi ikke.

Vi kommer ikke til at stoppe med at fucke-up. Komme til at bytte om på et navn under et interview.  CC kunden eller kilden på en mail til kollegaen. Lave en instastory fra organisationen frem for ens egen konto. Pause. Men man skal ikke lade sig skræmme af at gøre dumme ting på vejen.

Som eksempel kan jeg her nævne en person i den her sal, der…

midt i en vigtig retssag er kommet til at starte en Youtube-video med lyd på uden at kunne slukke den igen

En anden, der gik et år på skolen før personen spurgte hvad SoMe betød

En tredje der er kommet til at grine af en politichef, der nævnte navnet på en bande, fordi personen synes det lød, som navnet på et stykke legetøj

Nogle af de seje mennesker, som jeg nævnte tidligere er også blandt de her eksempler.

 


Foto: Aleksander Klug
 

Selv har jeg stået med min tolk i Nepals bjerge under min praktiktid. Stået med mit kamera i hånden og klipklappere på fødderne. Jeg var fast beslutte på, jeg ville have det perfekte billede. For at få alle med i billedet, var jeg nødt til lige at bakke en smule. SWUP. Jeg træder ned i en kæmpe bunke kolort. Jeg står bogstaveligt i tropisk hede med lort til anklerne.

Det var en vildt ydmygende oplevelse. Men hvad lærte jeg af det? 1. Varm kolort er ikke rart at have mellem tæerne. 2. Jeg skal nok komme videre. Jeg fandt en brønd. Pumpede vand op, fik vasket mine fødder og så de billeder, som jeg havde taget den dag. Det er klart de flotteste billeder, jeg nogensinde har taget i mit liv.

Vi kommer til at blive ved med at gøre dumme og pinlige ting i vores iver for at gøre vores bedste.

Men det gør ikke noget, hvis vores vej ikke er så insta-worthy. Så længe det ikke har konsekvenser for andre mennesker.

Da jeg startede på skolen havde jeg en fortid som byrådsmedlem. Jeg troede, jeg vidste alting. Som I ved, så tror politikere altid, at de ved bedst.  Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg slet ikke ved alting. Jeg tror, at vi alle har brug for sparring fra hinanden, for at blive klogere, modigere, og dygtigere. Noget der gør os stærke er, at vi bliver ved med at udfordre og inspirere hinanden – både i og udenfor klasselokalet – ja faktisk også på tværs af uddannelserne.

Jeg startede på den her uddannelse uden at vide, hvad der ventende. Jeg vidste ikke, hvor meget jeg ville lære. Jeg anede ikke, at min uddannelse både ville få mig til Nepal, London og nu København. Jeg vidste ikke, hvor mange øl, jeg ville drikke i Kurt Strandbar.

Jeg tror heller ikke journalisterne herinde havde regnet med, at deres årgang skulle navigerede igennem den måske mest kaotiske praktiksøgning nogensinde på journalistuddannelsen, fordi Panikdagen blev genindført undervejs. Det er virkelig sejt gået, rat I klarede det!

Nu er vi er på vej ud på den anden side. Den her virkelighed, vi er på vej ud i er lidt skræmmende. For nu er tiden for karakterer forbi. Alt bliver ikke længere gjort op i et stempel – nu bliver det os selv. Ingen lærer man kan booke til en vejledning. Det er en anden måde, vi skal bevise os selv på. Det er både skræmmende og fantastisk på samme tid.

Jeg vil gerne sige tak til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, tak til rektor, tak til alle underviserene, tak til praktikstederne og tak til alle jer i salen for, at vi klarede den hertil!

Om lidt stater vores næste rejse sammen. Og den dag I står med lort til anklerne – for det kommer vi alle til – så håber jeg, at I ved, at I nok skal komme ud på den anden side endnu stærkere!

Tak for ordet og god vind!

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram