Jubilæumsafslutning bliver en fest for demokratiet

Når Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mandag d. 2. september 2019 sætter punktum for et helt års fejring af uddannelsesinstitutionens 75-års-jubilæum, bliver det med demokratiet og medierne i centrum for en hel dags festligheder på Dokk1 i Aarhus med debatter, samtalesalon og åbne workshops.

af d. 25.06.2019 i Historier

Under navnet DMJX Festival sættes hele Dokk1 i svingninger, når studerende, undervisere og forskere fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole sammen med eksperter og kolleger fra medie- og kommunikationsbranchen tager pulsen på demokratiet og kigger fremad på de muligheder og udfordringer, som er både rundt om hjørnet - og ude i fremtiden.

“I 75 år har vi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole uddannet mange af dem, som er med til at forme og kommunikere om demokratiet og omverdenen til borgerne. Derfor har vi også valgt at lave en åben festival, som fejrer vores allesammens demokrati, frem for én stor fest,” siger Trine Nielsen, der er rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“De brancher, som vi uddanner til, står aldrig stille, de skal følge med samfundet samtidig med, at de skal holde fast i de klassiske dyder som den gode historie. Det er blandt andet det, som vi håber, at DMJX Festival kan give et indblik i og et bud på fremtiden for.”

På programmet for dagen er blandt Fake news, ekstremisme og (mis)tilliden til medierne – den globale udfordring, muligheden for at komme og blive portrætteret i skrift og billedform, den teknologiske fremtid i mediebranchen med bitcoins og robotter, åben undervisning i de journalistiske grundprincipper og debat om mediefagenes fremtid.

Der vil være aktiviteter på Dokk1 fra kl. 9.00 indtil kl. 18.00, hvor der vil være mulighed for at skåle for demokratiet som afslutning på dagen.

“Jeg håber på at se rigtig mange borgere til DMJX Festival, fordi det er en unik mulighed for at komme tæt på nutidens og fremtidens mediebranche samtidig med, at aarhusianerne både kan lære, være med i debatten og blive inspireret,” siger Lisbeth Overgaard, der er leder for program, partnerskaber og kommunikation på Dokk1.

DMJX Festival er lavet i samarbejde med Dokk1, og det fulde program er under udarbejdelse.  Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles hjemmeside og sociale medier vil løbende blive opdateret med nye events og mere information.

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram