Giv de gamle fingeren, og gør verden bedre

3 gode råd – som i seriøst gode – fik dagens 211 dimittender fra BA-uddannelserne i København med sig ud i verden. Sammen med blandt andet underviser-sang, eksamensbeviser, legater fra branchen og masser af jubel og klapsalver.

af Dan Hansen d. 29.06.2018 i Historier

Alle artikelfotos er taget af Adam Sund

- I morgen kan I ikke huske en klap af det, jeg har sagt. I er skide ligeglade og vil bare hurtigst muligt ud her fra og hygge jer, og fejre og være fulde.

Sådan indledte Det Danske Filminstituts administrerende direktør, Claus Ladegaard, sin festtale for 211 nye dimittender på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i København her til eftermiddag.

- Men jeg vil alligevel have, at I skal huske 3 ting, fortsatte han.


Claus Ladegaard
 

De 3 ting fik de nyslåede bachelorer endda lov at råbe i kor efter talen. For at slå dem fast:

1. Vær nysgerrig!
2. Skab betydning!
3. Brug hinanden!

Vær nysgerrig
- Vi tror, at de fleste mennesker er lige som os selv. Bor på Vesterbro, ser HBO og drikker kaffe, der er kommet igennem en fancy espressomaskine. Men de fleste er ikke lige som os.
I må love mig at være nysgerrige efter at lære alle de andre at kende. At være nysgerrige efter at høre deres historier, så I forstår deres verden og kan fortælle historier fra den - til dem der bor i den og til alle os andre, opfordrede Claus Ladegaard.

Skab betydning
- Når I fortæller alle jeres historier, så vælg dem, der skaber mening, relevans og betydning. De kritiske historier, dem der bryder tabuer. Dem der gør verden bedre. Det er jeres ansvar, sagde han.

Brug hinanden
I kommer ud i cowboyland med stres, korte kontrakter, nepotisme. En branche, der er udfordret af digital omstilling, nye medieformater og platforme. En virkelighed, hvor store udenlandske mediegiganter tromler de små og hvor et medieforlig med et slag kan få millionerne til at fosse i af Danmark.
Derfor skal I skabe jeres eget. I skal skabe jeres egne job, I skal skabe nye virksomheder, I skal skabe netværk og holde kontakt. Og I skal ikke mindst bruge og hjælpe hinanden.
I skal gå ud og give de gamle fingeren og i stedet for at prøve at komme ind i deres fine selskab og lukkede verdener, skal I skabe jeres eget.
Heldigvis har I fat i den lange ende. I er digitale, omstillingsparate og født ind i en tid, der er styret af disruption. I kan gøre det bedre end dem, der styrer det hele i dag. Og I skal gøre det, tilskyndede Claus Ladegaard.

Uddannelsesdirektør, Trine Nielsen sagde På Gensyn
At dømme efter jublen og klapsalverne oven på Claus Ladegaards 3 råd, var der nogen, der hørte efter.

Og Trine Nielsen, højskolens direktør for uddannelse og viden, holdt en tale, der bakkede især det 3. råd op.

- Jeg har fulgt jeres projekter og set mange af jeres løsninger. I er dygtige, innovative, kreative og løsningsorienterede. Alt det, som branchen efterspørger. I er hver især blandt de bedste. Og tilsammen er I en imponerende flok, sagde hun.

Derudover reflekterede Trine Nielsen blandt andet over ordet dimission.


Trine Nielsen
 

- At dimittere betyder at sende nogen væk. Det gør vi på en måde, men ikke rigtigt. For vi håber og regner med, at mange af jer kommer tilbage. Som kursister, som samarbejdspartnere, som undervisere og som censorer, sagde hun.

Smukke uge mennesker gav våde øjne
Det er første gang, at Trine Nielsen har holdt højskolens lykønskningstale ved dimissionen. Med sig ind i den store sal i Imperial Bio trak hun også en anden fornyelse, en sang fra underviserne til dimittenderne – som godt kunne gå hen og blive en fin tradition.

Der var nemlig mange klumper i halse og tårer i øjenkroge at spore rundt om i salen, da ordene fra Kim Larsens klassiker ”De smukke unge mennesker” blidt ramte de 211 nye bachelorer og deres mange pårørende, som både inkluderede forældre, Bedster og nyfødte.

10 legater fra branchesamarbejdspartnere
Herefter kom et tilbagevendende punkt, som oven i købet er imødeset af de fleste. Prisoverrækkelser og legatuddelinger, som blandt andet tæller eftertragtede studieophold på amerikanske institutioner.

Legaterne gik i år til:

Rikke Vick Mortensen fra Medieproduktion og Ledelse fik et legat til et ophold på Rochester Institute of Technology. Legatet blev skænket af Allerfonden.

Peter Elm Bech Jensen fra Medieproduktion og Ledelse fik også et legat fra Allerfonden til et ophold på Rochester Institute of Technology. Det blev – som det første - uddelt af Aller Tryks administrerende direktør, Jesper Jungersen.

Cecilie Bay Axelsen fra Interaktivt Design fik et studieophold til School of Visual Arts i New York fra Allerfonden. Aller Tryks administrerende direktør, Jesper Jungersen, uddelte legatet.

Freddie Bacci Lonka fra Grafisk Design fik ligeledes et studieophold til School of Visual Arts i New York fra Allerfonden, uddelt af Jesper Jungersen.

Faglig sekretær i HK Grafisk kommunikation, Tina Holm Møller, havde igen i år medbragt et legat fra HK/Privats Ophavsretsfond. Denne gang til studerende på Fotografisk Kommunikation, Cecilie Olsen.

Rasmus Svane Jensen fra Grafisk Design modtog Nationalbankens Jubilæumsfonds Rejselegat, som blev uddelt af faglig koordinator på Grafisk Design, Henrik Birkvig.

PR Branchens rejselegat gik til Sara Westphal Emborg og Louise Carlsen fra Kommunikationsuddannelsen. Sidstnævnte kunne ikke modtage prisen, da hun allerede har fået job i London. Prisen blev uddelt af underviser og koordinator, Dorte Schiøler.

 

De Grafiske Fags legatfonds Rejselegat gik til 2 studerende fra Kreativ Kommunikation, nemlig Magnus Bjørnshave Hansen og Thomas Jørgensen (t.h.). Prisoverrækker var underviser på KK-uddannelsen, Joachim Rosenstand.

Lau Lefholm Bruus fik det ene af to legater fra TV2 og Producentforeningen til studerende fra TV- og Medietilrettelæggelse (TVM). Det blev uddelt af faglig koordinator Mette Sejsbo.

Det andet legat fra TV2 og Producentforeningen gik til Signe Marie Gelmer fra TVM og blev også uddelt af Mette Sejsbo.

 

Roser, eksamensbeviser og bobler
Det var så også nogenlunde det. Altså der skulle lige uddeles 211 eksamensbeviser, håndtryk, roser og knus - og ditto antal klapsalver fra de mange hundrede gæster i salen.

Herefter var der bobler, Jolly Cola, vin og øl samt en buffet til 5 Politiken-hjerter i biografens foyer.

Lidt flere af Adam Sunds billeder fra dagen


 

Kategori:  Historier

Forfatter

Dan Hansen
Presseansvarlig på DMJX. Journalist med sidefag i dansk. Skriver om kommunikation, medier, journalistik og sprog. Har tidligere arbejdet med videnskabsformidling, livsstilsjournalistik og som bladredaktør.
Profil

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram