Fra analoge kroner til digitale ører – indtjening og ophavsret er presset i det digitale marked

Kreative - foren jer og bliv klog på jeres rettigheder. Hvis der skal kroner i kassen, så skal der forhandles i flok. Det var panelet med fagfolk enige om på DMJX’ samtalesalon om Digitalisering og ophavsret.

Ordstyrer og paneldeltager Morten Rosenmeier. Foto: Nikolaj Christensen.
af Karen Løth Larsen d. 21.05.2019 i Historier


Samtalens panel fra højre: Lotte Kirkeby Hansen, forfatter, journalist og redaktør, oversætter + Hanne Salomonsen, direktør, Gyldendal Uddannelse – lærermidler til hele uddannelsessystemet + Lone Amtrup, jurist og rådgiver indenfor blandt andet forhandling og ophavsret + Morten Rosenmeier, professor, Center for informations- og innovationsret ved Københavns Universitet. Helt til venstre dagens ordstyrer, mediejurist Vibeke Borberg. Foto Nikolaj Christensen.

Digitaliseringen gør verden både større og adgangen til bøger, oplevelser, viden, musik, kunst og andet indhold nemmere for brugerne. Det er dejligt og demokratiserende. Men forfatterne, musikerne, journalisterne, kunstnerne, fotograferne oplever samtidigt, at indtjeningen krymper og kampen for rettighederne til eget indhold bliver sværere og mere kompleks med den digitale publicering.
Mens der bestemt er fordele i et marked, hvor man har en mere direkte adgang til en bedre dialog med og dybere feedback fra brugere og kunder, så er markedet presset.

- Indholdet bliver billigere digitalt, og forventningen fra forbrugeren er, at det skal være billigere, men for os, der producerer indhold er forarbejdet jo lige så stort, sagde en af paneldeltagerne Hanne Salomonsen, der er direktør på Gyldendal Uddannelse, som laver indhold til læringsportaler til både grundskole og gymnasier.

- Der er helt bestemt færre penge, sagde Lotte Kirkeby Hansen, der er forfatter, journalist, oversætter og redaktør.

Som forfatter oplever hun, hvordan man ikke længere behøver at forlade sig på medieomtale og annoncer for at få sin bog ud til læserne. Nu kan man udgive selv eller udnytte de sociale medier og digitale platforme, som for eksempel Storytel.

- Problemet er bare, at mange af disse platforme har mange brugere, men stadig giver underskud, så det giver endnu ikke forfatterne noget særligt udbytte, sagde hun. Derfor handler det om at være skarp og få forhandlet ordentlige rettigheder.

Lotte Kirkeby Hansen fortæller på 30 sekunder om udfordringerne på det digitale marked

 

Lækkert og lovligt
Digitalisering og en stadig udvikling betyder også en stadig strøm af helt nye typer af indhold og det stiller nye krav til formuleringerne i kontrakterne. Og det udfordrer loven om ophavsret, der er fra 1995.

- Hvad skal jeg som motion graphic-designer gøre – bruger jeg skuespillere eller fotografer i mit produkt, er der forhandlet rettigheder på deres områder, men ikke for mig? Jeg er uddannet ind i en ny branche, hvem hjælper os, lød et af spørgsmålene fra salen.

- De gældende ophavsretlige bestemmelser gælder for alle, der producerer indhold – de bør også gælde dig, sagde professor ved Københavns Universitet, Morten Rosenmeier. Han er samtidig formand for Udvalget for beskyttelse af videnskabeligt arbejde (UVBA), der sammen Enigma – Museet for Post, Tele og kommunikation - var værter for Samtalesalonen.


Et engageret publikum var på plads - blandt andet for at høre om deres rettigheder. Foto: Nikolaj Christensen.

Der er dog, ifølge Morten Rosenmeier et stadigt behov for, at være fremme i bussen rent forhandlingsmæssigt på grund af den hurtige forandring i markedet – ikke bare nationalt, men også internationalt.

Morten Rosenmeier pointerede, at lovgivningen kan blive bedre, men opfordrede også til at bruge EU-lov i kampen for rettighedsmidler.  EU-lovgivningen kan give de kreative producenter rettigheder, der ikke er mulige at opnå med dansk lovgivning. Eksempelvis var det en EU-dom, der afgjorde, at danseskoler faktisk skal betale KODA-penge for den musik, man spiller, mens der bliver undervist i salsa eller vals.

Se et kort interview med Morten Rosenmeier

 

- Det digitale marked giver også endnu større muligheder for digitale kopieringer og plagiat, de nuværende regler dækker noget af det, men langt fra det hele, sagde han. Løsningen ligger implicit i digitaliseringen, mener han:

- Det gælder om at lave indholdet og platformene så originale og lækre, at folk ikke gider at plagiere og hente indhold på piratsiderne, sagde Morten Rosenmeier.

Tv-folk står sammen og tjener penge
Tv-markedet flytter sig i disse år fra flow til nye digitale on-demand-tjenester og streaming. Derfor har film- og tv-branchen gennem brancheorganisationen Create Danmark arbejdet for, at kunder som eksempelvis YouSee og Stofa opkøber rettigheder, så de danske seere kan få de nyeste digitale tjenester.

Ifølge Lone Amtrup, der er jurist og selvstændig rådgiver indenfor blandt andet forhandling og ophavsret, har den samlede indsats indtil videre givet gode resultater.

- Vi er gået fra en rettighedspulje på 700 millioner til en der nu ligger på 1,2 milliarder kroner, sagde Lone Amtrup. Hun mener, at der her er noget at lære for øvrige områder.

Fællesskab gør stærk, mener Lone Amtrup

 

Er den digitale publiceringsmulighed en ven eller en fjende, spurgte ordstyrer og advokat Vibeke Borberg i starten panelet. Noget entydigt svar gav Samtalesalonen ikke. Det digitale marked er langt hen ad vejen en ven, der hele tiden hurtigt flytter sig, som man bør blive klogere på. En ven, som man kun kan lave forretninger med, hvis man sørger for at være et par skridt foran, skarp på sine rettigheder og godt organiseret.

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram