DMJX-studerendes interview med kulturministeren: Vi er nødt til at holde fast i samarbejdet

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) besøgte mandag den   24. februar   DMJX   i Aarhus til en snak om skolens indsatser med borgerinddragende journalistik, debat med de studerende og et kort interview.

Foto: Søren Pagter/DMJX
af d. 28.02.2020 i Historier

Denne artikel er skrevet af to DMJX-studerende på Campus Vest og er resultatet af et interview med kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S), da hun besøgte skolen. Alle fotos er af Søren Pagter/DMJX

Af: Journaliststuderende Kathrine Brøndholt Nielsen & kommunikationsstuderende Luise Vernstrøm Rasmussen

Vandrehallen vrimler med liv. Studerende med virtual reality briller famler mellem hinanden. En smule febrilske forsøger de at begribe den fremtid, de står overfor. En fremtid, som kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S) også har fået et indblik i efter hendes besøg på DMJX den 24. februar.

Da vi møder hende, har hun tilbragt den sidste halve time med studerende fra DMJX. Her har de sammen debatteret, hvordan man i fremtiden kommer problematikker i mediebranchen til livs. Det er ikke kun et spørgsmål, der optager de studerende, forklarer minister Joy Mogensen, da vi snakker med hende efter debatten. 

“Det at få en dansk medievirkelighed til at hænge sammen og være kvalitetsbevidst, kræver utroligt mange menneskers arbejde, flere end de fleste tænker over. Det vil også være min tilgang til de kommende medieforhandlinger, at vi er nødt til at holde fast i samarbejdet, for ellers bliver vi udkonkurrerede”, siger Joy Mogensen. 

Netop det samarbejde, Joy Mogensen omtaler, kommer også til udtryk i hendes besøg på DMJX. For udover, at hun har talt med de studerende, så har hun også udtrykt sin begejstring for, at dagens interview bliver udført af både en kommunikationsstuderende og en journaliststuderende. 

Kombinationen af de to studerende er noget, Joy Mogensen bider mærke i, da hun fortæller om det indtryk, hun har fået af DMJX.  

“Når man kommer udefra, så er journalister jo lidt en fællesmængde, og så er det interessant at finde ud af, hvor mange linjer der skal til for at få et helt mediebillede til at virke”, forklarer Joy Mogensen. 

Selvom ministeren ser på mediebilledet og mediebranchen som noget, der indeholder udfordringer, går hun fra mødet med de studerende på højskolen med en positiv indstilling.  

“Det er godt at mærke, at der faktisk er den samme idealisme, og så håber jeg bare, at alle bevarer den. Også når I skal ud og arbejde i den kyniske, mediepolitiske samfundsvirkelighed”, siger Joy Mogensen med tanke på de mange studerende, der efter deres tid på DMJX, står ansigt til ansigt med den danske mediebranche på den anden side af virtual reality brillerne.

 

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram