DMJX-fyre hacker Airbnb og tager røven på reklamefolk på vej til Cannes

Alexander Keblow Kofoed og Christian Skjøtt, som hen over foråret er blevet prisbelønnet flere gange for deres kreative talent, har slået til igen. De har oprettet en falsk annonce for en lækker, billig Cannes-lejlighed. Og skrevet private billedbeskeder til reklamefolk, de gerne vil møde under reklame-VM

Foto fra thankschristiansdad.com. Det er Alexander med begge ben på jorden.
af Dan Hansen d. 15.06.2018 i Historier

Hvad er chancen for at få fingre i en stor, lækker, billig, perfektbeliggende lejlighed midt i Cannes kort tid inden Cannes Lion – reklame-VM - løber af stablen?

Ikke ret stor.

Det har dog ikke holdt kreative direktører fra hele verden tilbage for at prøve deres held på Airbnb.

Og her faldt de over netop, hvad de søgte. Troede de i hvert fald i første omgang.
For den lejlighed, der poppede op, var ikke bare stor, billig og lækker, men også noget utraditionel.

(OBS: Annoncen er siden pillet af Airbnb)

”Bolig-annoncen” var lavet af Alexander Keblow Kofoed og Christian Skjøtt – Kreativ Kommunikation-studerende på DMJX – som selv skal til reklame-VM i Cannes. Blandt andet med det formål at møde branchens elite og gøre fremtidshoserne grønne.

I annoncen – The portfolio apartment - fortæller de om sig selv, deres ideer, viser deres arbejder frem - og lægger op til møder med de kreative direktører, som er i Cannes samtidig.

- Der skulle kun gå 2 uger fra de vandt Young Glory Award i konkurrence med 100 teams fra hele verden, til de slog til igen. At hacke Airbnb for at vinde opmærksomheden fra kreative direktører fra hele verden er ret genialt, siger en stolt uddannelsesleder fra Kreativ Kommunikation, Jesper Hansen.

Og trods en lang næse over, at annoncen var falsk, er en del af målgruppen for kampagnen ikke blevet mere skuffede, end at de har meldt positivt tilbage.

De har landet flere møder med kreative direktører. Og sågar fået invitationer fra et bureau i London, som ikke kan være i Cannes.

Cannes Lion foregår i 2018 i dagene 18.-22. juni.

Her plejer hele 4. semester fra Kreativ Kommunikation at deltage.

DMJX har stolte traditioner ved Cannes Lion, hvor de studerende ofte har vundet priser og på anden vis markeret sig for verdens reklame-elite.

Kategori:  Historier

Forfatter

Dan Hansen
Presseansvarlig på DMJX. Journalist med sidefag i dansk. Skriver om kommunikation, medier, journalistik og sprog. Har tidligere arbejdet med videnskabsformidling, livsstilsjournalistik og som bladredaktør.
Profil

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram