Dimittendtalen fra dimissionen i Ballerup

Dimittendtaleren til fredagens drive-in-dimission i Ballerup var Tv- og Medietilrettelægger Christian Lauritsen Buddiche Maglefeldt. Læs hele talen her:

af d. 26.06.2020 i Historier

Kære alle dimittender.

Kære TVM’ere, Kære MPL’ere, Kære FK’ere, Kære GD’ere, Kære ID’ere, Kære KK’ere Kære KOMM’ere - vores uddannelser har tydeligvis alt for lange navne. Men det er ligegyldigt i dag for nu handler det kun om at sige - TILLYKKE MED JERES UDDANNELSE. 

Vi klarede det. Nu er vi her. Nu sidder vi her. Der hvor vi drømte os hen for lang lang tid siden da vi håbefulde ansøgte om optagelse på lige den uddannelse som ville kunne gøre det muligt for os at udleve vores ambitioner. Og så kom dagen vi alle ventede på. Nu er vi her. I en bil. På en mark i Ballerup. Alt hvad vi drømte om for 3, 3,5 eller 4 år siden da vi startede på skolen. Nu er vi her. 

Jeg har tænkt over hvordan denne tale til jer kunne skille sig ud så den ikke ville ligne dem der har været holdt de tidligere år. Og den ambition fik jeg jo hjælp til af en flagermus og et bæltedyr i Kina. 

For Corona virussen satte også et præg på vores sidste semester på skolen ude på emdrupvej 72. Der hvor igennem vores skoletid har nydt godt af Fredagsbaren, Sagt hej til Skipper og Finn i kantinen og udkæmpet utallige drabelige slag ved bordtennisbordet på fjerde sal. Alt dette var med et trylleslag er saga blot og nu skulle hverdagen bestå af lunken neskaffe og møder på teams, hjemme fra sofaen eller ved køkkenbordet.

Denne dagligdag bød dog også på en ekstra lille udfordring for os og jer. BA projekt. Hjemmefra. I nattøj. Og dette var jo med til at sætte denne, den for de fleste af os største og mest omfattende, opgave i et nyt perspektiv. Vores samfund blev på få dage forandret og alle brancher og alle institutioner mærkede konsekvensen af denne nedlukning.

Og man kan spørge sig selv. Er det ligetil at skabe kommunikations kampagner eller grafiske kampagner, audiovisuelle tilrettelagte produktioner eller ledelses og branding strategier​, ​når man som udgangspunkt skal sidde derhjemme og alt er lukket? Man er isoleret og alene og ret forvirret. Samtidig er alle ens kilder og kontakter lige så isoleret og forvirret og alle er i gang med en omstilling.

Nej det er ikke ligetil. Men I gjorde sgu alligevel. For så må man jo tænke kreativt og komme op med nogle idéer, som kan bringe en til denne dag og det har i gjort. Og dette siger jo enormt meget om hvilken støbning man som Bachelor fra denne skole er lavet af. Der bliver opstillet en god solid udfordring. Men med kreativitet og stærke kompetencer, kom vi igennem og nåede målet. Så vi kan sidde her i dag med sædevarmen tændt, radioen på max og hylde hinanden her på en mark i Ballerup. Så det er jo godt nok. Men hvad så nu. Nu er Coronaen ved at stilne af, buffeten på Emdrupvej har lange udsigter og nu skal vi ud i den virkelige verden.

Måske er det manges første tanke - åh nej. Den har jeg da også selv haft. Men så kom jeg til at tænke på netværk. Altså ikke en sammenkobling af computere forbundet via en LAN forbindelse. Nej Netværk... Vores Netværk. Det der binder os sammen fra DMJX Emdrup årgang 2020.

Selv på tværs af uddannelserne er netværket til vores nu tidligere klasse og holdkammerater et meget solidt fundament til at komme derud hvor det gælder… ud på bureauerne, produktionsselskaberne eller hvor vi nu ender. Ved at dyrke jeres netværk. Ved at bruge det åbent og ærligt. Ved at bringe til det og dele jeres viden om interessante arbejdsgivere, tendenser, stillingsopslag, lønvilkår eller bare nye muligheder som er for os, kan vi hjælpe hinanden og sørge for at verdenen derude vil blive mødt af et hold bachelorer fra den her skole. Fra den her årgang der i støtter hinanden, som tar fællesskabet blandt ny udannede seriøst og som holder deres netværk skarpt og parat. Jeg synes det er vigtigt at hver især tænker over hvordan vi kan bidrage til netværket. Således at fremtiden bliver skal ruste sig til os. For her kommer vi! 

Her kommer vi… 200 færdiguddannede bachelorer. Der kommer ud til brancher der tæller fælles egenskaber, som menneskekendskab, kommunikation og kreativitet. Det er nu vi skal bringe vores kompetencer på spil og forsøge at bidrage til en verden af kommunikation og formidling.

Vi kan dog roligt gribe den kommende tid på arbejdsmarkedet, an. Vi kommer med en ballast fra DMJX der sagtens kan hamle op med det tunge arbejdspres og den skærpede forventninger der ligger på os. For selvom forventninger til os skærpes, er vi klar til at levere. 

Inden jeg slutter vil jeg lige knytte en intern kommentar til mine egne klassekammerater fra TVM11 - 
Hvis I som har hørt på mig nærmest hver dag de sidste fire år skulle undre jer. Så Ja jeg har sagt til dagens arrangører at det ikke var nødvendigt med et PA anlæg og forstærker til mig. Men arrangørerne synes nu alligevel det var bedst. Bare lige hvis i undrer jer.

Nå nu vil jeg slutte der hvor jeg startede. Med alle forkortelserne.

Kære TVM’ere, Kære MPL’ere, Kære FK’ere, Kære GD’ere, Kære ID’ere, Kære KK’ere Kære KOMM’ere.Tillykke med uddannelsen. Husk at ​dem som I - (...og lidt mere personligt... ) Dem som du har delt de sidste tre-fire år med, er kernen i dit netværk. Og de er der for dig, ligesom du er der for dem. Husk at brug dem. Så skal det hele nok gå godt

Tak!

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram