Dimissionstale ved graverjournalist Morten Svith

Dimissionstale for 106 nye journalister og 4 fotojournalister, sommeren 2018, ved Morten Svith, som er undersøgende journalst på Århus Stiftstidende og modtager af årets Spadestikspris for sine afsløringer af en stribe kritisable forhold i Aarhus Kommune. Artikelserien gav ham også en indstilling til Cavlingprisen.

Morten Svith. Foto: Aleksander Klug.
af d. 28.06.2018 i Historier

Kære nye journalister og fotojournalister, kære alle sammen

Jeg er glad for og stolt over at få lov til at være med til at sende et nyt kuld af garanteret talentfulde, kreative, ambitiøse og dygtige journalister og fotojournalister videre ud i de voksnes medieverden.

I kender lidt til den i forvejen fra jeres tid som praktikanter og ved alt om, at den traditionelle mediebranche -  dagblade, radio og tv – er udfordret på en række områder. Mest tydeligt på økonomien. Rundt omkring på redaktionerne er der og bliver der løbende skåret ned på bemandingerne.

Men lad være med at lade jer slå ud af det.

Måske står der ikke lige et ønskejob og venter på jer, når I går ud ad døren her, og måske må I gennem en række vikariater, før I får fastere grund under fødderne.

Men trods al snak om mediernes krise kan I – og vi andre – trøste os med, at ledigheden for medlemmer af Dansk Journalistforbund, sidst jeg tjekkede det, trods alt kun var på godt fire procent.

Det viser, at der er masser af muligheder for folk fra vores fag, for folk som jer, der har lært det håndværk, som journalistikken og fotojournalistikken er.

Så klø på det bedste I har lært.

Fantastiske internationale muligheder
Jeg har de senere år med misundelse fulgt snakken mellem praktikanterne på vores redaktion: Skal de tage 7. eller 8. semester på et universitet i Melbourne, Toronto, Hongkong eller et helt fjerde sted ude i verden.

Fra min tid på skolen husker jeg en fem-dages EU-studietur til Bruxelles og Strasbourg som den vildeste ud-i-verden-oplevelse. Og med nattog frem og tilbage naturligvis.

Det er fantastisk, at I har haft muligheden for at tilbringe en del af jeres studietid i helt andre dele af verden og blandt mennesker med andre kulturer og livsvilkår. Sådan en dannelsesrejse kan man næsten kun blive et klogere menneske – og journalist - af.

Hvorfor Jylland?
Da jeg startede på Journalisthøjskolen – det var i 1986 – kom jeg i klasse med en ung mand fra en af hovedstadens nordlige forstæder.

Fra de første dage på skolen husker jeg ham især for hans højlydte undren over, hvorfor skolen var placeret i Aarhus og ikke i København.

Faktisk handlede hans allerførste opgave på skolen om netop det. Så vidt jeg husker, konfronterede han blandt andre rektor med den himmelråbende vanvittige, helt urimelige og ganske uforståelige placering af Danmarks Journalisthøjskole.

Da vi efter tredje semester skulle i praktik, satsede min klassekammerat hele butikken på at komme på Ekstra Bladet og lave – og lære at lave - skarp, kritisk og dybdeborende journalistik.

Det var han langt fra alene om at gøre det år.

Så nej, han endte ikke blandt de udvalgte på Ekstra Bladet, og stod nu midt i et af sit livs større kriser. Hvad skulle han gøre?

Jeg foreslog ham at prøve Thisted Dagblad, hvor der var en ledig plads i 2. runde. Så kunne han prøve kræfter med et stykke Danmark, han næppe anede eksistensen af.

Til min overraskelse fulgte han rådet og startede på Thisted Dagblads lokalredaktion i Hurup, hvor første opgave var at dække generalforsamlingen i skytte- og gymnastikforeningen. Her fattede han ikke lyd af formandens thybomål og måtte efter mødet have ham til at genfortælle sin beretning på noget, der i det mindste havde et strejf af rigsdansk.

Her lærte han at sætte pris på den langt ældre lokalredaktør, der fra sine daglige ture op og ned ad byens hovedgade som regel havde gåsebryst med hjem – et til sig selv og et til praktikanten.

Min journalisthøjskoleven har aldrig fortrudt, at han tog turen vestpå og mindes stadig de gange, hvor hans nabo i Thisted tog ham med til enkebal med Bjørn og Okay og 800 thyboere på Hotel Fønix.

Og hvor vil jeg hen med den historie?

Jeg vil opfordre jer til endnu en tur ud i verden.

Ikke til Melbourne, Toronto eller Hongkong denne gang men til Hjørring, Nakskov, Ringkøbing, Vordingborg, Aabenrå, eller Thisted for eksempel.

Til det Danmark og den halvdel af danskerne, der lever langt udenfor de landsdækkende mediers fokus.

Dem de store medier kun interesserer sig for, hvis deres nabo har myrdet kone og børn, hvis de kan bruges som cases til indslag om usælgelige huse, eller hvis de var blandt de 300, der mistede deres arbejde, da det lokale svineslagteri lukkede, fordi det er billigere at få grisene slagtet af polske slagteriarbejdere i Tyskland.

Og bare rolig.

Jeg forstiller mig ikke, at I skal blive vestjyder, sønderjyder eller lolliker alle sammen.

Og da slet ikke i al evighed.

Men jeg vil håbe, at mange af jer nu i jeres jagt på jobs, vikariater og muligheder i det hele taget vil kigge den vej også og måske ligefrem får det andet Danmark lidt ind under huden, inden I slår rod i journalistghettoerne på Vesterbro og Nørrebro og hvor vi ellers klumper os sammen.

Det er lærerigt og ikke spor farligt, skulle jeg hilse at sige fra praktikanten fra Thisted Dagblad, i hvis spor jeg siden selv fulgte, da jeg som nyuddannet journalist fik mit første job i Nykøbing på Mors.

Journalistikkens rolle
Der skrives tykke bøger om journalistikkens krise og mulige veje ud af den i disse år.

Kan vi opretholde den gamle forestilling om os selv som objektive beskrivere af den virkelighed, der omgiver os?  Eller skal vi i stedet være subjektive penneførere for en sag, en by eller en egn?  Skal vi give den som indsigtsfulde eksperter, der lader sig interviewe af andre journalister om spektakulære retssager, overenskomstforhandlingernes taktiske spil og verdenssituationen i almindelighed?

Og er der overhovedet brug for sådan nogen som os i en tid, hvor teknologien giver enhver mulighed for at publicere sine egne nyheder, analyser og kommentarer på et utal af platforme og for et – i teorien – ubegrænset publikum?

Svaret er selvfølgelig ja. 

Der er brug for os. Måske mere end nogensinde. Til at stå op imod det mylder af folk, der producerer Fake News, alternative sandheder og konspirationsteorier, og som ofte definerer sig selv som modsætningen til det øvrige mediebillede i almindelighed og journalister i særdeleshed.

I den sammenhæng er vores måske største problem, at journalister i dele af befolkningen bliver betragtet som en del af den elite, hvis ansigter, meninger og dagsordener fylder rigtig meget i dagens nyhedsmedier.

Nogle gange føler vi måske også selv, at vi er en del af eliten.

Lad mig derfor lige minde om, at journalister har taget en fire-årig håndværksmæssige uddannelse lidt på linje med tømrere, ergoterapeuter og lærere.

Og lønnen er i øvrigt sjældent på eliteniveau, kan jeg afsløre.

 

"Vores største problem er, at journalister i dele af befolkningen bliver betragtet som en del af den elite, hvis ansigter, meninger og dagsordener fylder rigtig meget i dagens nyhedsmedier"

 

Når vi alligevel i manges bevidsthed smelter sammen med den politiske, kulturelle og uddannelsesmæssige elite, er det fordi, det er den, mange journalister beskæftiger sig med. Den vi omgås gennem vores arbejde. Og det er oftest elitens perspektiv, vi ser verden fra, mens vi stort set intet aner om, hvordan tingene tager sig ud set fra Vejen, Sønderborg eller hovedgaden i Hurup.

Det blev på næsten tragikomisk vis demonstreret efter seneste valg til Folketinget. Dansk Folkeparti blev til landsdækkende mediers overraskelse det største parti i store dele af Syd- og Sønderjylland.

Fra København drog reportere i hobetal afsted for som en flok antropologer at udforske dette underlige stykke Danmark og dets mennesker og finde ud af, hvad det dog var, der foregik derude - langt væk fra Pilestræde, Rådhuspladsen og DRbyen.

Reporterne havde muligvis aldrig været i landsdelen før, aldrig tidligere talt med en damefrisør fra Tinglev eller en langturschauffør fra Give.

Endsige været til enkebal.

JyskeVestkysten satte hovedstadsmediernes undren i perspektiv. Med mere end ét glimt i øjet sendte avisen nemlig et par af sine journalister og fotografer den anden vej. Til Nørrebro. For at berette fra denne eksotiske bydel, hvor Enhedslisten og Alternativet blev de største partier ved valget.

Touché!

Og så er jeg vist at have brugt min taletid.

Tilbage er kun at ønske jer tillykke og ønske jer alt det bedste med journalistikken og fotografiet.

Og inden i nu alle sammen går ud og køber billetter til toget vest på, skal jeg huske at sige, at det sidste enkebal desværre for længst er valset hen over gulvet på Hotel Fønix.

Men der er så meget andet derude.

Kan I have en rigtig god rejse videre her fra Olof Palmes Allé.

Tak for ordet.

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram