Dimission på DMJX: "I er tiden og tonen"

Torsdag blev et hold bachelorer i kommunikation, journalistik og fotojournalistik fejret til den sidste dimission på Olof Palmes Alle. Ann Lykke Davidsen, kanaldirektør på LOUD holdt dette års gæstetale og opfordrede dimittenderne til at kæmpe for tilliden, tiden og tonen i deres fag.

Spændte og glade dimittender venter på roser og håndtryk fra rektor
af Tinie Maibøll d. 24.01.2020 i Historier

Alle fotos: Farzad Soleimani

91 nye journalister, 3 fotojournalister og 47 kommunikatører markerede torsdag afslutningen på deres tid som studerende, da der blev holdt dimission for dem på DMJX i Aarhus.

Prorektor Jens Grund bød velkommen og høstede fra start smil og latter.

”Stemningen er allerede god. Den kan blive endnu bedre,” hvorefter han lagde op til sang.

”Vi er jo en højskole, så vi starter med en sang. Den handler om jer.”

Og så stemte alle i på melodien ’Du kom med alt det, der var dig’ af Jens Rosendal.

Prorektor Jens Grund var dagens ceremonimester

 

Husk at trække vejret

Derefter holdt rektor Trine Nielsen tale med lykønskning og refleksioner over, hvilken foranderlig branche dimittenderne nu går i møde.

”Vi befinder os i fag i voldsom forandring. Vi må omstille os med langt højere hastighed end tidligere. Det kræver mod, ihærdighed, fantasi og en god portion godt humør at kunne rumme alle de forandringer,” lød det fra rektoren, der gav dimittenderne det simple råd at ’huske at trække vejret’.

Det har vi nemlig rigtig meget brug for i disse år, hvor verden brænder rundt omkring os i bogstavelig forstand. Vi har sidste år måttet hente studerende hjem fra Hong Kong og været bekymret for dem, der har været på udveksling i Australien og New Zealand. Vi er som skole en del af verden, og verden er en del af os. Og nogle gange kan man godt tabe pusten lidt, når der sker ting omkring os, som vi ikke selv kan styre. Samtidig er jeg også overbevist om, at I - som dem I er - med den kompetence, I har tilegnet jer, mens I har været her, kan gøre en kæmpe forskel,sagde Trine Nielsen.

 

Dette års dimittendtaler var kommunikatør Laura Hjøllund Hansen

Et opgør med perfekthedskulturen

Efter Trine Nielsens tale fik kommunikationsdimittend Laura Hjøllund Hansen, dette års dimittendtaler, ordet. Og hun lagde ud med en påstand, som fik tilhørerne til at spidse ører.

”Vi er dovne. Vi er ikke til stedet i nuet, fordi vores ansigter altid er klistret til en telefon. Vi er selvoptagede og vil gøre alt for at få anerkendelse. Vi er curlingbørn, der ikke kan stå på egne ben,” lød det indledningsvis fra Laura Hjøllund Hansen

”Vi er – hvis man lytter til nogle af stemmerne i debatten - én lang række af fejltagelser,” fortsatte hun, og gjorde det dermed klart, at hun henviste til beskrivelser af unge fra den offentlige debat.

Heldigvis var pointen mere opløftende – nemlig, at der i modstand og fejl ligger utroligt potentiale for udvikling.

”En af de vigtige læringer, jeg tager med fra Journalisthøjskolen, er, at vores fejltagelser er med til at skabe vores succes. Fordi det er gennem feedback og refleksion over de valg, vi tager, og de fejl, vi laver, at vi bliver klogere og dygtigere. Og bliver til dem, vi er,” lød det fra Laura Hjøllund Hansen, med en klar opfordring til ikke hænge sig i fejl og uperfekthed, hvilket medførte gevaldige klapsalver og hep fra salen.

 

Gæstetaler

Også dette års gæstetaler, Ann Lykke Davidsen kanaldirektør på LOUD, havde klare budskaber til dimittenderne.

De handlede om at passe på deres fag i fremtiden. I hendes tale kom hun omkring tre veje til det. At få etableret tillid til formidlingen gennem fakta og nuancer. At bruge tid på den gode historie og ikke lade den kompromitteres af skarpe deadlines og ikke mindst holde den gode tone.

Budskabet fra de unge, vi er i kontakt med gennem LOUD, er meget klart. Vi er så trætte af tonen i medierne og i debatterne. Vi er så trætte af det, at vi vender os væk. Vi ønsker os en anden tone. Vi ønsker dialog. Den anden tone kan være jer,” sagde Ann Lykke Davidsen, der samtidig opfordrede afgængerne til at holde fast i sig selv i deres kommende karrierer.

"Tag ansvar for journalistikken. Udlev dine drømme og ambitioner. Jeg har den største tillid til jer. I er tiden, I er tonen. Tillykke," Lød det afrundingsvis.

Herefter var det tid til at udløse spændingen omkring den traditionsrige uddeling af priser og legater til nogle af de allerbedste afgangsprojekter på årgangen.

Ann Lykke Davidsen holdt dette års gæstetale

 

Legater og priser

Først blev DR Nyheders Public Service Pris uddelt. Prisen gik til Amalie Schroll Munk Jensen og Laura Kirkebæk-Johansson, for deres projekt De forsvinder. Projektet handler om 4000 indfødte kvinder der enten er forsvundet eller blevet dræbt i Canada de seneste 50 år. Morten Stamm, chef for DR Nyheders indlandsredaktion overrakte prisen.

Dernæst blev Ritzau/Scanpixprisen overrakt for 20. år i træk. Uddannelsesleder for fotojournalistuddannelsen, Søren Pagter, overrakte på vegne af Ritzau/Scanpix prisen til fotojournalist Nanna Navntoft for BA-projektet Dag 1 – noter om overspisning, som er fem portrætter af fem mænd, der alle lider af overspisning.

I år var også TV2 Nyhedernes Nyhedspris i spil. Den gik til journalisterne Anna Underbjerg Mikkelsen og Cecillie Frederikke Rosenkvist Dam for BA-projektet Gråzoneprostitution på Snapchat om det stigende fænomen, at unge, danske kvinder sælger billeder af dem selv med seksuelt indhold på det sociale medie. Prisen blev overrakt af Jacob Kwon, Nyhedschef på TV2 Nyhederne og medlem af højskolens bestyrelse.

Højskolen uddelte derudover to rejselegater. Det første gav lektor i kommunikation Helle Tougaard til kommunikatørerne Petra de Place Bak og Nanna Gøbel for BA-projektet Good Games, der skal gøre det lettere for DGIs medlemsorganisationer at tiltrække piger til E-sport.

Højskolens andet Rejselegat gik til journalisterne Emma Meinhardt Hansen og Sofie Nepper-Christensen for radioprojektet Ud af mørket, som handler om et kærestepar, hvor den ene dør af cystisk fibrose, mens den efterladte skal finde vejen tilbage til livet og ud af mørket. Prisen blev overrakt af uddannelseschef på journalistuddannelsen Henrik Berggren på vegne af Højskolen.

Farvel til både dimittender og Bunker

Efter prisoverrækkelserne blev afgængerne sendt varmt afsked med uddeling af rektorale håndtryk, roser og Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”. Og så var der dækket op til tapas og kolde drikkevarer i Vandrehallen.

Dimissionen markerede ikke blot afslutningen på 3,5-4 års hårde studier. Festlighederne var nemlig også sidste dimission på Olof Palmes Alle. Til april flytter DMJX. Og derfor vil den næste dimission blive afholdt i til det helt nye campus på Katrinebjerg.

Alle fotos er taget af Farzad Soleimani

 

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram