Dimission: I skal gøre dét, som robotterne ikke kan

I skal skabe jeres egne job og gøre dét, som robotterne ikke kan. Sådan lød opfordringen til dimittenderne fra årets festtaler Claus Skytte

af d. 8.07.2019 i Historier

Alle artikelfotos:  Frederik Kjeldgaard

213 DMJX-dimittender fejrede i fredags afslutningen på deres studier i festlige omgivelser i Imperial Biografen i København. Fordelt på syv uddannelsesretninger var det en bred vifte af nyudklækkede medieprofessionelle, der med højt humør deltog i seancen.

Forfatteren, iværksætteren og strategen, Claus Skytte, holdt festtalen. Og det var med blik for den foranderlige fremtid, at han opfordrede dimittenderne til at positionere sig stærkt overfor robotternes uundgåelige indtog i virkeligheden.

- I skal lave alt det, som robotterne ikke kan finde ud af: Kritisk tænkning, kommunikation, samarbejde og kreativitet. Alle mennesker er kreative. Også dem, som påstår, at de ikke er kreative.

Claus Skytte var årets festtaler

Dermed appellerede Claus Skytte også til, at dimittenderne selv skal skabe deres egne job.

-I skal ikke satse på et job, som automatiseringen overflødiggør eller demokratiserer; ligesom kameraet i telefonen eller de nye kunstige kolleger, der er på vej. I skal i stedet formulere, hvilke udfordringer I ønsker at finde løsninger på. Så skal jobtitlen nok opstå af sig selv.

-Der er lige nu mest efterspørgsel efter fagligheder og jobbeskrivelser, der ikke fandtes for ti år siden. De fleste af dem lyder lige så uforståelige, som elektriker eller buschauffør lød for vores forfædre før strømmen og bilen blev opfundet.

I skal stille spørgsmål, ikke søge svar

Et andet af Claus Skyttes budskaber var, at det er opfindsomhed og de nysgerrige tanker og spørgsmål, som skal drive dimittenderne fremad.

- I skal undre jer og stille nysgerrige spørgsmål. I vil få så let til at indhente svar. Alle svar på alt, der er kendt, bliver leveret på et sekund. Svar er gratis. Spørgsmål er alle pengene værd. Vi overgår fra videnssamfund til spørgsmålssamfund.


Prorektor Jens Grund fra talerstolen (8040)

I sin tale til dimittenderne fremhævede prorektor Jens Grund, hvor vigtigt det er, at de fremover netop reflekterer og leverer kreative løsninger: 

-Virksomhederne har klare forventninger til jer: Nemlig, at I er kreative, innovative og gode til at finde på løsninger på komplekse problemer. Det gør mig tryg - fordi I har arbejdet med det her.  I har en imponerende evne til at analysere, reflektere og finde nye kreative måder at omsætte dette til spændende ideer, koncepter og produkter.

Samarbejdets muligheder venter

Jens Grund fremhævede også, at ”udfordringernes og mulighedernes univers” nu står åbent for dimittenderne. 

-Udfordringerne og mulighederne er mange. Og for jer hver især handler det om at finde lige netop den vej, der er rigtig for jer. For nogle af jer vil det blive præcis, hvad I håbede på, for andre vil omveje og detours bringe jer nye og spændende steder hen.


Freja Møller Fokdal holder årets dimittendtale

De mange muligheder var også omdrejningspunktet i årets dimittendtale. Den blev holdt af Freja Møller Fokdal fra Kommunikationsuddannelsen, som undervejs i studiet har markeret sig som en stærk kommunikatør med meninger og gode argumentationsevner.

- Nu står vi her, med verden for vores fødder og alle muligheder foran os. Vi har valgt uddannelser, som åbner flere muligheder, end de lukker. Der er ikke på forhånd udstukket en retning for os og vores karrierevej. Vi er nødt til selv at tage stilling til, hvad vi vil og hvor vi vil hen.

- Men hvis der er én ting den her skole har lært mig, så er det at to hoveder tænker klogere end et. Vi har lært, at sammen er vi stærkere.

- Så når vi kommer udenfor skolens betonmure så lad os huske, at vi ikke kun er hinandens konkurrenter. Vi er også dem, der kan gøre hinanden stærkere og klogere. For ingen kan alt, men alle kan noget. Og sammen kan vi det meste.


Freja Møller Fokdal opfordrede dimittenderne til samarbejde i fremtiden
Legatmodtagerne blev hyldet

Under dimensionen uddelte branchen og højskolen legater til årgangens
bedste projekter. De blev sådan fordelt: 

Marie Rud Bjørnbøl fra Grafisk Design modtog Nationalbankens rejselegat. Det blev uddelt af faglig koordinator og underviser Henrik Birkvig fra Grafisk Design.


Henrik Birkvig overrækker legatet til Marie Rud Bjørnbøl

To legater fra Aller Fonden blev uddelt til Osvald Landmark Rasmussen fra Grafisk Design og Cecilia Mark fra Interaktiv Design. Legaterne var til et studieophold på School of Visual Arts i New York. Legatet blev uddelt af prorektor Lars Poulsen.


Prorektor Lars Poulsen overrækker Aller Fondens legater til Osvald og Cecilia

De to nyudklækkede bachelorer Ida Søndergaard og Line Mehr Hansen samt underviser Anna Stecher, alle fra Medieproduktion og Ledelse fik hver et legat til et ophold på Rochester Institute of Technology. Legatet blev skænket af Allerfonden og overrakt af prorektor Lars Poulsen.


Fra venstre mod højre Ida, Line og Anna.

Mia Linnea Jørgensen fra Fotografisk Kommunikation modtog HK Privats rejselegat. Michelle Storgaard Larsen, der er faglig konsulent hos HK Privat uddelte legatet.


Mia modtager sit legat, som blev overrakt af HK Privats Michelle Storgaard Larsen

Fra TV 2 og Producentforeningen var der to legater, som begge gik til studerende fra TV- og Medietilrettelæggelse. Det første af de to legater gik til Ann-Sofie Packert Andersen og underviser Mette Sejsbo uddelte legatet.


Ann-Sofie modtager sit legat

Det andet legat blev også uddelt af Mette Sejsbo og gik til Frederik Bramming.


Frederik får her overrakt sit legat

DMJX´s rejselegat gik til Josefine Scharling Lauridsen og Simone Mai Hansen fra Kommunikationsuddannelsen. Legatet blev overrakt af uddannelseschef Jesper Hede.


Josefine modtog legatet på vegne af de to legatmodtagere

June Nanna Filtenborg fra Kreativ Kommunikation fik tildelt De grafiske fags rejsefonds studierejselegat. Det blev uddelt af faglig koordinator og underviser Jesper Jørgen Hansen.

June fik overrakt legatet af Jesper Jørgen Hansen


Der var masser af kram og roser

Alle de nyudnævnte bachelorer var på scenen for at få en rose og et håndtryk af prorektor Jens Grund samt et kram af deres underviser. Det foregik i høje klapsalver fra den fyldte biografsal.
De glade dimittender modtog roser og klapsalver

Efter ceremonien var der mulighed for at se de udstillede bachelorprojekter, spise canapéer, snakke og skåle tillykke, inden dimittenderne gik ud til en helt ny fremtid udenfor Imperial Biografen.

Tillykke til alle!

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram