Dimission for 110 nye journalister: I får ikke verden serveret på et sølvfad

Smil, anekdoter og gode ord stod i kø side om side med årets dimittender, som i alfabetisk rækkefølge trådte frem for rektor Jens Otto Kjær Hansen, der uddelte roser, håndtryk og velfortjente eksamensbeviser. Graverjournalist, Morten Svith, holdt festtalen.

af Dan Hansen d. 28.06.2018 i Historier

Artikelfotos: Aleksander Klug

106 nye journalister og 4 fotojournalister markerede i dag afslutningen på 4 års hårdt arbejde, da der blev holdt dimission for dem på DMJX i Aarhus.

Rektor Jens Otto Kjær Hansen åbnede ballet med lykønskninger og refleksioner over det arbejdsmarked, dimittenderne går i møde.

- Fremtiden er mere usikker, end da jeg selv sad på jeres plads som nyuddannet journalist for omkring 40 år siden. Dengang var der en slagen vej for, hvad vi skulle ud og bedrive.

- I får ikke verden serveret på et sølvfad. I skal ud og navigere i en verden, der er mere krævende, men også meget mere spændende. I skal selv finde veje til at kuratere og bruge jeres roller og evner der, hvor der er behov og muligheder. Og der er mange muligheder, både oplagte og uventede.

- I er blevet testet og vejet og klædt på til den opgave i fire år. Derfor er det med en stor optimisme, jeg slipper jer fri i dag, sagde han.

Morten Svith, som er prisbelønnet graverjournalist på Århus Stiftstidende, holdt en festtale, som fremkaldte både latter, tanker og klapsalver.

Talen, som kan læses her i sin fulde længde, var en opfordring til at huske at komme ud i landet og tæt på den store del af befolkningen, som ikke lige bor i hjertet af København, ser Deadline og går på vinbar.


Morten Svith
 

Legater til 4 ekstraordinære projekter
Det blev flere gange nævnt, at årgangen var særligt talentfuld, og at mange BA-opgaver fortjente at blive prisbelønnet.

Der var dog ”kun” 4 legater. Og de fandt ejermænd og –kvinder under stor jubel fra studiekammeraterne.

DR Nyheders Public Service Pris fik Mads Lorenzen for BA-projektet "Det danske eksperiment: Døve børn frarådes tegnsprog". Prisen blev overrakt af vejleder Mette Stentoft, som ikke skjulte sin begejstring for projektets styrke. Hun roste både projektets journalistiske høje kvalitet og det enorme arbejde, der har ligget i at få åbnet op for tilknappede, angste og skrøbelige kilder.


Mette Stentoft og vinder af DR Nyheders Public Service Pris, Mads Lorenzen
  

Ritzau Scanpix Prisen gik som vanligt til en fotojournalist. Fotounderviser Mads Greve kunne gennem en mail fra fotochef Kristian Djurhuus afsløre, at prismodtageren var Ida Guldbæk Arentsen for BA-projektet "Kvinderne i de hvide kjoler". Det portrætterer unge kvinder i Etiopien med den invaliderende fistula-sygdom, som skyldes fødsel, inden kroppen er klar til det.


Vinder af Ritzau Scanpix Prisen, Ida Guldbæk Arentsen, med rektor Jens Otto Kjær Hansen

Foto fra Ida Guldbæk Arentsens prisvindende serie 'Kvinderne i de hvide kjoler'.
Du kan se meget mere til projektet, hvis du følger Fotojournalistuddannelsens Instagramkonto, hvor Ida Guldbæk Arentsen har takeover fra på mandag.

Højskolens ene rejselegat blev tildelt BA-projektet "De lever i den døde jungle”, som er lavet af Kamilla Gamborg og Stine Uldbjerg.
Det skildrer nogle af de mennesker og skæbner, som det aktuelle EU-topmøde om immigranter i virkeligheden handler om. Og gør det på en måde, så vi kan lugte, smage, mærke og se de berørte menneskenes hverdag og visioner, begrundede vejleder Asbjørn Slot Jørgensen, som havde indstillet – og overrakte - prisen.


Stine Uldbjerg (t.v.) og Kamilla Gamborg blev klappet til scenen for at modtage deres rejselegat.

Højskolens Rejselegat nummer 2 gik til Peter Fog Sinnbeck for BA-projektet "Afrikas sidste koloni", som kaster lys over en af verdens oversete konflikter.
Prisen blev overrakt af vejleder Ida Skytte, som begrundede prisen med tårnhøje ambitioner, som i den grad bliver indfriet. Projektet er i øvrigt lavet mens Peter Fog Sinnbeck har arbejdet på fuld tid ved siden af, afslørede hun.


Peter Fog Sinnbeck og vejleder Ida Skytte

Roser til alle
Efter prisoverrækkelserne var der uddeling af eksamensbeviser og rektorale håndtryk. Alle dimittender fik desuden en rose med på vej ud i virkeligheden.

Inden de blev sluppet helt ud af Bunkeren, var højskolen dog vært for et festligt traktement, som foregik i Vandrehallen.

Kategori:  Historier

Forfatter

Dan Hansen
Presseansvarlig på DMJX. Journalist med sidefag i dansk. Skriver om kommunikation, medier, journalistik og sprog. Har tidligere arbejdet med videnskabsformidling, livsstilsjournalistik og som bladredaktør.
Profil

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram