Det betød meget, at der var nogle, der dyttede, da mit navn kom op

Drive in dimission: Glade og lettede dimittender sang, zoomede og dyttede sig igennem DMJX’ coronavenlige dimittendfejring, der på trods af afstand blev både intim og festlig.

Alle artiklens fotos er taget af Farzad Soleimani og Alexander Christensen
af Dan Hansen d. 25.06.2020 i Historier

(Opdateret 26. juni af Tinie Maibøll)

Balloner på kofangeren, flag i vinduesviskeren og behårede mandeben ud gennem sideruden.
Det var festligt - og ikke altid lige kønt - da flertallet af sommerens 101 nye DMJX-journalister og fotojournlister torsdag lod sig fejre på Tangkrogen i Aarhus. Fredag var det 205 dimittender fra linjerne Kommunikation, Tv- og Medietilrettelæggelse, Medieproduktion og Ledelse, Fotografisk Kommunikation, Kreativ Kommunikation, Interaktivt Design, Grafisk Design og Kommunikation, der blev hyldet til drive-in-dimission i Ballerup.

Der blev nydt medbragte jordbær i chokolade, bobler i høje glas, snacks og ikke mindst litervis af vand i bilerne, som føltes som rugekasser i den bagende sol.

 

I hver af bilerne storsmilede en eller flere nyuklækkede dimittender, ofte omkranset af far og mor og i nogle tilfælde af mormor, brormand eller kæresten.

- Det er fandme fedt det her, gjaldede en far, da RnB-sangerinden Anya havde afsluttet et af sine stemningsfulde numre. Hun stod sammen med konferencier, komikeren Sanne Søndergaard, for underholdingen til begge arragementer. Begge kvinder har i øvrigt en journalistuddannelse fra DMJX.


Konferencier Sanne Søndergaard er selv uddannet journalist fra DMJX i 2004.
 

Talerne blev leveret af rektor Trine Nielsen og en dimittendtaler til hvert arrangement. I Aarhus var journalist Mikkel Thuesen på pletten i citroënen, mens det i Ballerup var Christian Lauritsen Buddiche Maglefeldt, der stod for talen til sine meddimittender.

- Kære TVM’ere, MPL’ere, FK’ere, GD’ere, ID’ere, KK’ere og kære KOMM’ere. Vores uddannelser har tydeligvis alt for lange navne, men det er ligegyldigt i dag, for i dag handler det kun om at sige én ting: Tillykke! Lød det fra pladsen i Ballerup. Læs hele Christians tale her.

Alle havde tunet bilradioen ind på FM 90,4 eller 93,5 og kunne derudover følge med via Zoom og storskærme, som var placeret ved scenen.

Følte fællesskabet fra de andre biler
- Jeg synes, at den her årgang har været så meget igennem. Det ville virkelig være synd, hvis de også skulle snydes for en ordentlig afsked, og derfor var vi sikre på, at vi ikke bare ville aflyse dimensionen, men faktisk gøre endnu mere, end vi plejer for at sige ordentligt farvel og lukke døren på en god måde, fortæller rektor Trine Nielsen.

Den prioritering gik rent hjem hos en af de nye journalister, Rasmus Bruun Kynde:

- Det har selvfølgelig været en anderledes dimission, men en rigtig dejlig en. Vi sad i vores bil og drak champagne og det samme gjorde de andre i deres biler. Det er der også fællesskab i. Og det betød meget for mig, at der var nogle, der dyttede, da mit navn kom op på skærmen, smilede Rasmus Bruun Kynde.


Rasmus Bruun Kynde med sin far foran og bagved sidder mor og hans kæreste.
 

Med sig i bilen havde han sin kæreste og forældre. Også mor Inger havde en dejlig eftermiddag på bagsædet af familiens nye, røde Kia Optima

- Det var måske ikke så følelsesladet, som sådan noget godt kan være. Men til gengæld var det rigtig sjovt og festligt. Jeg kunne ikke ønske det bedre, sagde Inger Kynde, inden GPS’en blev bedt om at finde hjem til Viborg.

Mindst én mor måtte dog finde lommetørklædet frem fra handskerummet i løbet af eftermiddagen i Aarhus.

Mikkel Thuesen stod fra sin bil for årets dimittendtale, der ligesom dagens øvrige indslag blev blæst op på storskærm. Det samme blev ansigtet af hans mor, som sad på førersædet ved siden af. Og hendes tårer, grin, smil og eftertænksomme blik opsummerede godt sønnikes tale, som kan læses her.


Mikkel Thuesen holdt årets studentertale
 

I vil fortælle jeres børn om dette forsømte forår
Rektor Trine Nielsen leverede sine festtaler fra selve de store scener, hvorfra hun kunne beskue bilerne på rad og række med henholdvis Aarhusbugten og Ballerups grønne mark- og skovlandskab som malerisk bagtæppe.

 

Hun talte som vanligt om fremtid, demokrati, journalistik og muligheder. Men talerne bar – som resten af arrangementet – naturligvis også præg af coronatiden.

- Dette forår har været historisk. Og I vil komme til at fortælle jeres børn om, at I dimitterede i dette forsømte forår. Foråret, hvor corona satte verdensordenen. Foråret hvor vi hamstrede værnemidler for at undgå smittespredningen af corona – et navn, vi før kun forbandt med øl, sagde hun.

Der blev dyttet i uharmonisk samklang og klappet ud af vinduerne fra tilskuerne, som havde en fest sammen og hver for sig.

Sangerinden Anya sang tre af sine egne sange og et smukt covernummer af ’Here comes the sun’, som også modtog høje dytsalver.

- Hvor ser I dejlige ud… på en helt anden måde, end I plejer, lød det fra , mens hun kiggede lige ud i forruderne.

- Har I det godt?” Dyyyyyyt, kvitterede bilhavet, og mens sangen flød ud gennem bilradioerne, forsøgte folk med hænderne ude ad vinduet at klappe i takt mod bilenrnes tage.

Legater for undersøgende og grundig journalistik
I Aarhus blev årets to legater fra scenen præsenteret af prorektor Jens Grund.


Jens Grund
 

Højskolens rejselegat gik til Maja Langberg og Maiken Brusgaard Christensen for en skriftlig feature om ’Landbrugets blakkede ry - en undersøgelse af udviklingen fra stolt landbrugsland til ildeset erhverv’.

Underviser Gitte Luk motiverede prisen i en skærmvideo, hvori hun blandt andet fremhævede, at ”Hver eneste sætning står skarpt, hver eneste pointe er vejet på en journalistisk og etisk guldvægt, og som læser sidder man tilbage med indsigt, viden og en ny forståelse af, hvorfor den danske bondemand er blevet til forretningsmand”.


Vejleder Gitte Luk motiverer det prisvindende projekt
 

DR’s Public Service Pris gik også til et trykt projekt, nemlig Mynthe Anita Villadsens og Rasmus Jungersens dybdeborende ”Årevis af klager, utrygge patienter og konsultationer, der aldrig har fundet sted: Hvem holder øje med Doktor Gram?”.

Prisen blev motiveret af underviser Steffen Moestrup og afsløret redaktionschef på DR, Mads Vesterby Damm. Begge gennem videooptagelser.


Vejleder Steffen Moestrup tog ingen chancer, trods sikker afstand, da han motiverede projektet
 

I Ballerup blev der uddelt hele otte legater. Også her blev de mange flotte begrundelser blæst op på de store skærme, og bilerne sparede ikke på hornet, hver gang en af de dygtige dimittender blev fremhævet. 

Videohilsner og gaver

En anden veloplagt videohilsen kom fra Uddannelses- og Forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen.

- Tillykke med, at I er kommet i mål trods omstændighederne. Nogle af jer skal ud og holde os politikere i ørene. Andre af jer skal ud og gøre os kendte. Den sidste del er jeg lidt mere interesseret i, blinkede hun.


 

I Aarhus var også en videohilsen fra medstuderende på Campus København og sammenklippet video fra underviserne.

De samme undervisere klappede bilerne ud fra Tangkrogen og Ballerup, da festlighederne sluttede efter godt halvanden time. Med sig gennem de nedrullede ruder fik de nye dimittender en skriftlig hilsen og et kaffekrus til de lange arbejdsdage i brancherne.

I alt dimitterede 101 journalister, 1 fotojournalist, 45 fra Kommunikation, 35 fra Tv- og Medietilrettelæggelse, 46 fra Medieproduktion og Ledelse, 17 fra Fotografisk Kommunikation, 20 fra Grafisk Design, 19 fra Interaktivt Design og 23 fra Kreativ Kommunikation. Derudover var 15 journalister, som er dimitteret i løbet af foråret, inviteret med til DMJX’ første drive in dimission.

 

Kategori:  Historier

Forfatter

Dan Hansen
Presseansvarlig på DMJX. Journalist med sidefag i dansk. Skriver om kommunikation, medier, journalistik og sprog. Har tidligere arbejdet med videnskabsformidling, livsstilsjournalistik og som bladredaktør.
Profil

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram