Anders Lassens festtale ved dimissionen i Aarhus

Koda-direktør Anders Lassen holdt tale for 150 nye journalister, kommunikatører og fotojournalister.
Læs den her

Foto: Aleksander Klug
af d. 24.01.2019 i Historier

Mange tak for invitationen. Først og fremmest et kæmpe tillykke til alle dimittenderne her i salen. Dette er jeres dag og den symbolske og synlige markering af at I står for enden af jeres uddannelse – og ved starten af noget helt nyt og spændende. Jeg er sikker på, at I er glade – men måske også lidt angste over det, der venter jer nu? I så fald, så er I ikke alene, for jeg er også helt vildt angst.

Da jeg fik invitationen til at tale her i dag, så blev jeg først beæret. Jeg mener – hvem synes ikke det er lidt fedt at blive bedt om at holde tale på sin gamle skole? Det synes jeg i hvert fald.

Men den følelse blev hurtigt forvandlet til ærefrygt. Med tryk på frygt. For sådan en tale er jo en umulig opgave. Hvad siger man i sådan en situation? Det her skal ikke handle om mig og om hvordan alting var i gamle dage. Om at verden forandrer sig og at der er en ny medievirkelighed derude. Det der med at der er en ny medievirkelighed og alle de forandringer, I kommer ud i og at I skal være forandringsparate. Det er jeg helt sikker på, at I har diskuteret her på skolen og indbyrdes og med forældre og kærester i lang, lang tid.

Endelig er I jo intelligente og velformulerede, så det hele skal jo helst være elegant, vittigt og præcist – sådan lidt a la ”wear sunscreen-talen”, der blev skrevet af Pulitzer-prisvinderen Mary Schmich for 20 år siden. Jeg har altid syntes, at det var en virkelig velskrevet tale, så jeg fandt den frem for at få noget inspiration og stoppede ved dette citat:

”Gode råd er en form for nostalgi. At dele ud af sin erfaringer er at fiske fortiden op af skraldespanden, børste den ren, male de grimme dele over og sælge den for mere end den er værd”.

Det hjalp jo ikke på selvtilliden. Så efter at have ligget i fosterstilling og skreget primal-præstations-angstskrig i et par dage, tænkte jeg, at jeg må hellere gøre det enkelt for mig selv – og endte med at spørge mig selv: ”Hvad ville jeg have ønsket, at nogen havde fortalt mig, da jeg dimitterede?” (Hvis der altså havde været et arrangement som dette dengang – det var der ikke…)

Og så kommer det alligevel til at handle om forandringer. Og om mig…
 

Det her er mine forældre – og mig. Billedet er taget for lige over 60 år siden. Når jeg viser det, så er det fordi begge mine forældre også var journalister. Og når jeg nu hører, at der er op til 70% kvinder på disse uddannelser, så er det lige værd at dvæle lidt ved der, der er blevet bedre: På billedet er min mor er 24 år gammel. Journalistik var dengang næsten udelukkende et mandefag og hun var den første kvindelige journalist på sin arbejdsplads, så de havde aldrig haft en situation, hvor en af deres journalister skulle have barselsorlov. Det måtte helt op i bestyrelsen før hun fik bevilget sine 14 dages barselsorlov – uden løn…Så tag lige og tak jeres fagforeninger for det.

Meget er altså virkelig forandret – og ikke mindst på det teknologiske område. Mine forældre var begge to uddannet i den gamle mesterlære. Med blysætterier, historier, der skulle telefoneres ind eller sendes via telex, billeder, der skulle sendes via telefoto, laves til klicher med syrebade, rotationspresser og avisbude. Og så lidt radio. Det var den medievirkelighed, de gik ind til.

Da jeg blev journalist 30 år senere, var min virkelighed denne her:
 

Det er en cicerolineal – også kaldet en Elmo-kæp. Den var sammen med fotosætteren og et hjul som jeg ikke kan huske hvad hed en vigtig del af den måde, Journalisthøjskolen forberedte mig til fremtiden. Så TAK, DMJX, fordi du brugte så meget tid på at lære mig at skyde billeder op og ned og klæbe fotosats op på papir. Tak for at have lært mig at redigere TV med to båndmaskiner, at klippe 16 mm film, at lave lange interviews på fastnettelefonen, at man bruger en Nagra til at lave radio med. Tak for at have brugt tid på at lære mig alt om amternes arbejdsopgaver.

Og det bringer mig frem til det første punkt, jeg vil dele med jer:

Jeg er sikker på, at I har været flittige, engagerende studerende, der har haft rigtig gode lærere. Men lad mig sige det lige ud: Det meste I har lært her, er ubrugeligt. Jeg er ked af at sige det.

OK, det er måske en journalistisk stramning. Men alligevel. Det jeg mener er, at alle har gjort deres bedste for at ruste jer til fremtiden, men forandringerne kommer så hurtigt er og er så voldsomme, at I ingen mulighed har for at forudse dem eller forberede jer. Giv op!

Jeg mener: Vi er gået fra blysats til denne vanvittige, mobile, hyperaktive medieverden på under to generationer.  I aner ikke hvad der kommer til at ramme jer og I har ingen mulighed for at forberede jer.

Men hvad kan I så gøre?

Mit bedste råd er, at I skal holde fast i to ting: Det I kan og det I vil.

For hvad er det, I kan? For et par måneder siden var jeg taler ved en konference om ophavsret. Moderatoren var en kvindelig journalist, der blandt andet har arbejdet mange år på TV-avisen. Efter konferencen faldt vi i snak, og efter nogen tid spurgte hun, hvordan det var lykkedes mig ”at slippe ud af mediebranchen”.

Jeg svarede med et råd, som jeg fik af min mor, da jeg startede på journalisthøjskolen: ”Husk, at det du kan som journalist, er at fortælle historier”.

De sidste 20 år har jeg været direktør i forskellige virksomheder. Mit job som direktør er jo blandt andet at sørge for at en organisation bestående af mange forskellige individer går i samme retning og kender deres mål. Det gør jeg ved at fortælle en (forhåbentlig) god historie.

For hvad er en virksomhed? Det er i virkeligheden en historie. Lad os tage Koda, som jeg er direktør for, som eksempel: Vi sælger retten til at spille musik offentligt. Det er muligt på grund af ophavsretten. Men hvad er ophavsret? Ikke andet end en historie om at det er rimeligt at man skal have betaling hvis man skaber noget.

Historier – eller narrativer, som det hedder på nudansk – er virkelig et kraftfuldt værktøj. Den israelske historiker Yuval Harari har skrevet bogen ”Sapiens”, der handler om hvad der gjorde netop vores art, Homo Sapiens – til den dyreart, der har sejret ad helvede til her på kloden.

Han argumenterer overbevisende for, at det, der adskiller os fra andre dyr ikke er vores hjerne, vores tommelfingre eller vores sprog. Det er vores evne til at skabe og tro på historier: Religioner, love, menneskerettigheder, ideologier, store selskaber, ophavsret, ja selv penge, er jo i virkeligheden bare historier, vi fortæller hinanden. Men hvis vi alle sammen tror på en historie, så bliver den på magisk vis til virkelighed for os, og det gør os som art i stand til at samarbejde med mennesker, vi slet ikke kender - på tværs af sprog, afstande, kulturer og tid. Hele vores civilisation hviler faktisk på et fundament af historier.

Det I kan – og det I har lært – er at fortælle historier. Og med dem skal I skabe virkeligheder, forme opfattelser og ændre historiens gang. Og det bringer mig til det andet punkt: Hvad I VIL.

Jeg har aldrig mødt en journalist, der ikke har været optaget af at ville noget. At skabe forandring i verden. Det engagement er det andet, faste holdepunkt, I har i den kommende, kaotiske tid.  Bevares – engagement kan blive for meget af det gode; det kan ende med at I bliver småbitre konspirationsteoretikere, der kun leder efter den næste mulighed for at fælde en minister. Eller det kan ende med at brænde jer selv op – som jeg har set det med flere af mine kolleger. Men engagementet er jeres vigtigste brændstof og det, der gør, at jeg tror på, at verden trods alt går mod det bedre.

Men det er der også brug for. Jeg tror aldrig der har været så meget brug for troværdig, seriøs, kurateret og ærlig nyhedsformidling som nu. I en verden, hvor fake news, fordrejninger, manipulationer og fragmentering af nyhedsbilledet er i fremgang, så kommer I til at spille en helt central rolle.

Om ti år er I måske succesfulde kommunikatører, fotografer og journalister. Eller også er I ikke. Måske arbejder I i en bank eller er freelancere. Måske er jeres arbejde overtaget af robotter, så I er tvunget til at se efter noget helt nyt at lave. Men hvis I holder fast i at det I kan er at fortælle historier og det I vil er at efterlade denne verden en lille bitte smule bedre end den er nu, så kan det ikke gå galt. Og når jeg ser ned på jer nu, så fornemmer jeg også, at I både kan og vil.  Held og lykke med det! Og igen tillykke med dagen!
 

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram