Afbrudt praktik forlænger ikke studietiden

Studerende på landets videregående uddannelser har været sendt hjem, siden COVID19-situationen tvang Danmark til nedlukning den 11. marts. Det har skabt udfordringer for mange studerende på professionshøjskolerne, som har fået afbrudt deres praktikforløb i foråret 2020.

af Tinie Maibøll d. 22.04.2020 i Historier

I dag meddelte Uddannelses- og Forskningsministeriet, at planlagte praktikforløb skal gennemføres, og at afbrudte praktikforløb ikke erstattes. Det betyder, at mange studerende måske vil opleve en anderledes praktik end planlagt, og at studerende, som får afbrudt et praktikforløb, skal indfri læringskravene på en anden måde. Et afbrudt praktikforløb forlænger derfor ikke studietiden for berørte studerende på professionsuddannelserne.

På DMJX er problematikken omkring afbrudte praktikforløb minimal sammenlignet med de øvrige professionshøjskoler indenfor f.eks. de sundhedsfaglige uddannelser. Langt størstedelen af de studerende på DMJX har kunnet fortsætte praktikforløbet – enten på arbejdspladsen eller hjemmefra – og blot en halv snes studerende har fået afbrudt forløbet uden at kunne fortsætte hjemmefra.

”Vi glæder os over, at så mange af vores studerende har kunnet fortsætte i deres praktikforløb. I de tilfælde, hvor praktikanterne er sendt hjem uden at kunne arbejde hjemmefra, vil vi arbejde tæt sammen med praktikstederne for at finde individuelle løsninger,” siger Jens Grund, prorektor ved DMJX.

Han peger samtidig på, at DMJX ikke er så hårdt ramt som de øvrige professionsuddannelser, først og fremmest fordi skolen beskæftiger sig med en anden type professioner. Og fordi medierne og de øvrige praktikaftagere har ydet en stor indsats. 

”Vi er enormt taknemmelige overfor medierne og vores aftagere for den måde, som de støtter op om vores studerende i denne svære tid. Det er virkelig at udvise samfundssind”, siger Jens Grund.

For yderligere oplysninger:

Jens Grund Pedersen, Prorektor: tlf. 3047 7295
Martin Vestergaard, Praktikkoordinator, tlf. 4098 8601

Kategori:  Historier

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram