Hun har i PHD’en gennemført projekter på forskellige mediehuse, interviewet målgrupper og hele tiden udforsket prototyping som metode til at udvikle tiltag, der kan involvere og knytte brugeren tættere til produkter, for i sidste ende også at opnå et økonomisk resultat. Samtidig ønskede hun metodemæssigt at mixe medieantrologi med socialantropologien.
- Medieantropologien har en tendens til at være mere konstaterende og beskrive det, der allerede er, mens designantropologien kan kigge mere ind i fremtiden og give bud på, hvad der kunne være, siger Maria Eizinger.
Vi ved ikke, hvem der vil kommunikere med os
Og medierne har brug for at udvikle sig, så de kan finde løsninger og økonomi til fremtiden. Maria Erzinger koncentrerede sin PhD omkring lokalmedier og målgruppemæssigt.
En af de første findings kom i researchen, da hun interviewede børnefamilier i et af projekterne. Det viste sig, at de fleste havde ret svært ved at relatere til deres lokale medie, de følte ikke, at det henvendte sig til dem, og de havde svært ved at spejle sig og sætte ansigter eller billeder på det lokale medietilbud. De vidste ikke, hvad det var for mennesker, der kommunikerede til dem.
Og i løbet af PhD’en udviklede Maria Eizinger forskellige greb til, hvordan man ved at bruge meget fysiske og relationelle greb kan trække brugerne tættere på det digitale produkt og give dem et forhold til det. For eksempel ved at lave events, hvor brugerne tilbydes en oplevelse ved at blive guidet gennem byrummet og genopdage deres lokalområde og de historier, det rummer.
Det kan i sidste ende skabe en tættere relation mellem bruger og medie.