Oplev tegnet udstilling om minoriteters mediebrug
Lektor Mette Stentoft kan både tegne og forske. De to egenskaber forener hun i formidlingen af et forskningsprojekt om minoriteters mediebrug. Udstillingen kan nu ses på DMJX i Aarhus samt en række biblioteker, gymnasier og FGU'er.
10 PROCENT – DEM, MEDIERNE SJÆLDENT TALER MED. MED DERES EGNE ORD.
Sådan lyder overskriften på en ny udstilling, som i tegninger og ord formidler et DMJX-forskningsprojekt om minoriteters mediebrug.
Lektor på Journalistuddannelsen, Mette Stentoft står både bag forskningsprojekt, tegninger og udstillingen.
Om udstillingen
Omtrent hver tiende dansker har ikke-vestlig baggrund. Alligevel udgør denne befolkningsgruppe kun omtrent 2,5 procent af kilderne i nyhedsmedierne – og som regel i historier om kriminalitet, terror eller indvandring. Hvordan føles det at stå uden for mediernes dækning? Og hvilke historier burde medierne fortælle nogle flere af? Det svarer nogle af minoritetsdanskerne på i denne udstilling.
Udstillingen bygger på et længerevarende forsknings- og udviklingsprojekt ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Den består af i alt ti plakater, med portrætter, tegnede oplevelser, citater og beretninger.
Formålet er at bidrage til et opgør med under- og misrepræsentationen af danskere med etnisk minoritetsbaggrund.
Hvor og hvornår
Udstillingen kan opleves på DMJX i Aarhus fra den 3. oktober klokken 14 og 3 uger frem.
Alle er velkomne. Dørene er dagligt åbne i tidsrummet 8-17. Ellers efter aftale.
Udstillingen hænger i stueetagen lige til venstre, når man kommer ind af hovedindgangen.
Derudover vil udstillingen i den nærmeste fremtid kunne opleves på en række biblioteker og gymnasier og FGU’er. I første omgang her:
- Tilst Bibliotek
- Gellerup Bibliotek
- FGU Midtjylland (Silkeborg)
- Høje-Taastrup Gymnasium
- Aarhus Gymnasium Tilst.