Som studievejleder på en videregående uddannelse taler jeg dagligt med adskillige unge, dygtige studerende, der er udfordret af mere eller mindre de samme problemstillinger: Angst, ADHD, spiseforstyrrelse, depression osv. De er i tvivl. I tvivl om de er dygtige nok fagligt, om de klarer sig godt socialt, om hvordan det skal gå, når de er færdiguddannede. Langt de fleste er fagligt dygtige, men usikkerheden er tung at tumle med. Og mange af dem kommer i deres stille sind til at tro, at de nok er de eneste på skolen, der går rundt og har et voksende mindreværd.
Men det her er ikke endnu en beretning om en hårdt presset ungdom – det er en fortælling om den magi, der opstår, hvis vi hjælper dem med at mødes og får dem til at snakke sammen.
For ti år siden etablerede jeg på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole noget, jeg døbte ”Studienetværk”. På skolen er der masser af foreninger og gode initiativer, hvor de studerende laver alt fra podcasts til avisen ”Illustreret Bunker” eller spiller fodbold, men der manglede et sted, hvor studerende kunne mødes uden at skulle præstere.
Det sted er Studienetværket. Her mødes de studerende på tværs af årgange og skolens forskellige uddannelser. Konceptet er enkelt. Der er møde hver 2. eller 3. uge. Hvert møde tager halvanden time og har et tema. Hvad der tales om på mødet bliver i rummet. Det skal være sådan, at man kan dele tanker og udfordringer med de andre i sikker forvisning om, at det ikke er noget, andre på skolen pludselig hører om i kantinen.
En delt bekymring er en halv bekymring
Hvert møde starter med en tjek-ind runde, hvor man kort fortæller, hvad der ”fylder” for tiden. Der har gennem årene været meget forskelligt. Alt fra glæden ved at skulle giftes til ensomhed, tanker om man nu kan falde til på en ny årgang efter sygeorlov eller bekymring for en forestående eksamen. Den sidste kender de fleste – og det er her netværket viser sit værd. For der er altid medstuderende, som under runden sidder og nikker, og når omgangen er sluttet, rækker hånden op og deler ud af, hvordan det var, da ”jeg sad med 1. årsprøven”.
Citatet ” En delt bekymring er en halv bekymring” har megen sandhed i sig. Men der er en anden og mindst lige så vigtig dimension: at når de studerende erfaringsudveksler og reelt vejleder hinanden, har det en anden styrke, end når jeg sidder og har én til én samtaler på mit kontor.
Desværre er der et stadigt stigende behov for de individuelle vejledningssamtaler, men kollektiv vejledning på DMJX er hverken et sparetiltag eller noget, nogen har fundet på for at effektivisere.
Det er en håndsrækning til at danne fællesskaber, der er ingen mødepligt, og det er ikke en lukket klub, hvilket betyder, at der løbende kommer nye studerende ind i løbet af et semester. Det fungerer overraskende godt med løbende ”optag”, men gør selvfølgelig at vi næsten hver gang må finde plads til en form for præsentationsrunde.
