Service menu

Hele Lasse Jensens tale til dimittenderne

Pas godt på faget

Af Lasse Jensen


Foto: Mikkel Berg


Kære nye journalister.

Ole Vinding, som fik Cavling-prisen i 1946 for som den første journalist at skrive kritisk om forholdene i den danske koloni Grønland, gav mig for 30 år siden sin fremragende reportagebog om den spanske borgerkrig. "Til min unge kollega i verdens bedste fag", skrev han i den. Hmmm. "Verdens bedste fag"?. Jeg tænkte dengang, at Ole måske tog munden lidt for fuld. Men efter 50 år i faget, kan jeg kun give ham ret - hvis man altså holder sig til en måske lidt umoderne definition af faget, som den hollænderen Van Eyjk udformede for 10 år siden: ”Journalistik er en sandhedssøgende fortælling, der primært tjener borgerne."

Definitionen i Dansk Kommunikationsleksikon lyder sådan her "Journalistik handler om at indsamle og formidle fakta, nyheder og meninger gennem massemedierne".  Det er måske mere kendetegnende for kommunikationsfaget end for journalistikken, at FAKTA er adskilt fra NYHEDER. Og så er der jo lige begrebet massemedierne. Den holder vist ikke helt i en tid, hvor massemedier er blevet til en hel masse medier. Måske har jeg her på negativ journalistisk facon fundet et hår i suppen, men hår fremmer altså ikke fordøjelsen - men jeg får et let maveonde, når udmærkede mennesker i kommunikationsbranchen siger, at de udøver journalistik. Journalister kommunikerer selvfølgelig - ellers er de ikke journalister. Kommunikationsfolk kommunikerer også. Men lever måske ikke altid op til det uhildet sandhedssøgende og ikke altid til formålet om at tjene borgerne.  De tjener nemlig andre interesser - det vil jeg vende tilbage til om lidt.

Det er en fest-dag i dag. Nu er i journalister. Med pressekort der giver adgang gennem politiafspærringer jvfr dog Justitsministeriets bekendtgørelse, hvor der står, at politiet har ret til at nægte pressen adgang. Det er ligesom offentlighedsloven, der giver offentlighed i forvaltningen undtagen i en lang række sager, som man ikke får adgang til. Men pressekortet giver dog, som min gamle kollega og kontorfælle Ib Rehné, Cairo engang muntert sagde, gratis adgang til bådene på Odense Å og 4-forestillingen på Bispebjerg Krematorium !

For 52 år siden sad en fortvivlet far i Fredericia og skrev breve. Hans 16-årige søn hadede skolen - han VILLE være journalist og syntes, at en studentereksamen var unødvendig. Hans far ledte efter argumenter for en studentereksamen. Han skrev bl.a. til grundlæggeren af Dansk Journalistforbund, forbundsformand, Carsten Nielsen. Og Forbundsformanden skrev tilbage til den bekymrede fredericianske far, at en studentereksamen ville være en fordel, men ikke en formel forudsætning for at blive journalist:    

 

Carsten Nielsen tog faget dybt alvorligt. "Journalistik er ikke et cirkus, man løber til", skrev han i det brev, som jeg fandt for nyligt i  arkivkasse. Min far fremførte Carsten Nielsens argumenter, men jeg var ligeglad. Jeg syntes, at forbundsformanden skrev noget, der er lige så vigtigt i dag, som det var for 52 år siden: Nemlig at erfaringerne ude fra virkeligheden også er nødvendige for at blive journalist. Så jeg forlod 1. g. og stak til søs. Efter et års tid, tog jeg et svejsekursus og jeg og en gruppe tyrkiske gæste-svejsere følte beskedent at det var os, der egenhændigt byggede det nye olieraffinaderi i Fredericia.   

 

Dette er en af de lejligheder, hvor æres-taleren køres ind på scenen i en kørestol for at mimre om gamle dage. Det er selvfølgelig også dejligt at holde jer i sæderne, mens i venter på at komme ud og feste igennem. Men for mig er der en særlig glæde ved at byde jer velkommen i det fag, jeg på onsdag for 50 år siden trådte ind i som yngste-elev på det hedengangne radikale dagblad Middelfart Venstreblad. Hvor en af mine første opgaver var at skrive en kort nekrolog over en arbejdsmand fra Kabelfabrikken. Yngsteleven skrev nekrologer over socialdemokrater. Chefredaktøren skrev om medlemmer af Det Radikale Venstre. Venstrebladet var en radikal avis! Da avisen var udkommet, råbte chefredaktøren til mig ”Udmærket nekrolog, Jensen. Men husk, folk lever af hjerteslag, de dør af hjertelammelse”!

 

Forandringerne i den medieverden, som har fyldt mit liv - nogen gange alt for meget - har i de forløbne 50 år været jordskælvs-agtige. Ikke mindst i de sidste 15 år. Jeg skal ikke trætte jer med den lange udredning om, hvordan massemedierne blev til en hel masse medier, hvordan internettet har vendt op og ned på forretningsmodeller, strukturer, magtforhold og ikke mindst brugernes adfærd. Om hvordan tv-mediet i en lang periode kom til at overdøve stort set alle medier på godt men også på ondt. Hvordan målgruppetænkning, segmentering, konkurrence og en benhård økonomisk udvikling på mange måder har forvandlet journalister fra at være en priviligeret, lidt forkælet og meget feteret faggruppe til i nogles øjne at være en truet dyreart på linje med Koala-bjørne og den europæiske bisonokse. Konkurrerende med ejendomsmæglere, brugtbilforhandlere og politikere om at ligge i bunden af troværdigheds-målingerne, heldigvis lidt mere troværdige end spindoktorer.

 

Trods alle trængslerne er jeg stadig overbevist om at journalistik vil overleve og trives, men også om, at nøglen til journalistikkens overlevelse ligger i den korte definition, jeg nævnte i starten: Vi skal være sandhedssøgende, vi skal primært tjene borgerne og dertil kommer, at vi skal opføre os ordentligt - som er den korte definition på presse-etik. Vi skal ikke lade konkurrence- eller produktivitets-krav tvinge os til at skære hjørner, lave en-kilde-historier, vinkle så skarpt at researchen ignoreres, hvis den ødelægger historien - eller på tv, hvad enten det laves på en tv-kanal eller af et multi-mediehus, lade dramaturgiske beretter- eller aktantmodeller med krav om helte og skurke overmande eller overdøve det etiske krav om at også de værste skurke skal behandles ordentligt og fair. Journalistik er ikke en fribillet til et korstog for bestemte holdninger. Ordentlig journalistik indeholder en pligt til at undersøge, afdække og kritisk beskrive magten, hvad enten den udøves af myndigheder, politikere, organisationer eller erhvervsliv. For at gøre det, skal vi for eksempel ud af den osteklokke, som ugebrevet Mandag Morgen beskrev forleden i en ledende artikel om politikernes og mediernes svigt i den forløbne valgkamp. Vi skal stikke snotten frem, vi skal ud blandt folk - ikke bare dem, vi drikker rødvin med, men med åbent sind opsøge og forstå alle de, vi ikke kunne drømme om at drikke rødvin med. Og fortælle om det.

Journalistik er disciplineret fortælletrang. Journalistiske medier er publicistiske, de tjener offentligheden og de er – i modsætning til Facebook – redigerede, prioriterede og (forhåbentligt) disciplinerede. På de sociale medier kan alle være med. Uden disciplin, uden etiske normer, uden filter. Det gør joiurnalister endnu mere nødvendige, når der skal sorteres og prioriteres. Men journalistik er selvfølgelig også en vare, der skal sælges. Før i tiden gik det helt af sig selv, det gør det ikke mere. Der var engang, hvor toneangivende kredse, der mente at underholdende journalistik var dårlig journalistik. At være kedelig var næsten en forudsætning for kvalitet. Men som min gamle kammerat fra de revolutionære år i Østjylland i start-tresserne, nu fortjent journalistisk ikon nummer et i Danmark, Ulla Terkelsen sagde ved starten af TV2 i 1988, "fordi det er kedeligt, er det ikke nødvendigvis godt" eller også var det omvendt "fordi en historie er underholdende, er den ikke nødvendigvis dårlig". Samme Ulla T præciserede også i en tale til de journaliststuderende i Odense i 2008 ikke bare nødvendigheden af at tale, så brugerne kan forstå det men også nødvendigheden af viden. Man kan ikke dække Rusland uden at have læst Tolstoj og ikke forstå Tyskland, hvis man ikke har hørt Wagner eller læst Goethe, Schiller og Günther Grass. Idéhistorikeren Erik Lund var den rektor, som i 1963 ligesom jeg mente, at det var bedst for begge parter at jeg forlod skolen. År efter år formanede han de nybagte studenter om den samme:       
”Husk, det er kun i kriminalromanerne, at folk bliver skudt for at vide for meget!”

I modsætning til den akademiske verden, udøver vi et håndværk. Gerne på akademisk baggrund, men her husker jeg altid min kollega Ann Mariagers ord om, at ”Journalistik tager den tid, der er”

Jeg er optimist på fagets vegne, fordi jeg gang på gang støder på mere fremragende journalistik end nogensinde før. Jeg er optimist, fordi jeg sådan lidt højtravende ikke kan forestille mig et demokratisk samfund uden journalistik. I dette lille sprogområde heldigvis med milliard-støtte fra samfundet. Når jeg i svage stunder får lidt angst-fornemmelser handler de ikke kun om alt for branchestyrede uddannelser, hvor verdens længste praktik-tid giver praktikstederne for millioner af kroner af billig arbejdskraft og trækker tid og opmærksomhed fra den viden, den metodik og den analysekraft, som bør være hovedstenen i en journalistuddannelse. Journalistik, kommunikation og markedsføring risikerer i disse år at blive blandet sammen i en problematisk pærevælling på i de taxameterstyrede uddannelser i lyset af, fordi der for tiden er langt flere arbejdspladser i varmluftsindustrien end i journalistikken. Journalister driver journalistik. I den voksende kommunikationsindustri, i de mange jobs som kommunikatører i politik, erhvervs- og organisationslivet, kan man sagtens bruge sine journalistiske færdigheder. Men man ophører med at være journalist. Fordi - og jeg gentager: journalistik er sandheds-søgende og tjener borgernes interesser.

Kommunikatører kan såmænd også være sandhedssøgende, men de tjener først og fremmest de interesser, som de er ansat til at fremme. De to fag er ligeværdige. og har fremragende udøvere. Ligesom læger og tandlæger, er kommunikationsfolk og journalister vigtige for samfundet. Men de tilhører to forskellige fag med to forskellige formål.

Det helt fede ved det fag, som I nu træder ind i er, at det aldrig holder op. I den nye medieverden kan vi bruge faget hver dag indtil vi stiller træskoene. Alt, hvad det kræver er et tastatur, en smartphone og en bredbåndsforbindelse. Så kan vi lave journalistik. Vi har ikke længere monopol på det, men i kakafonien af websites, sociale medier, nye og gamle medier vil den professionelle, faguddannede stemme stå skarpere og bedre end alle de andre. Alle kan i dag komme til orde. Det giver os en særlig forpligtelse til holde godt fast ved de etiske og professionelle normer - de skal passes, plejes og vedligeholdes - for at vi kan udfylde den centrale demokratiske funktion, som journalistikken stadig - trods alt - har. Uanset om den når de mange eller de få.

Held og lykke, pas på jer selv og på verdens bedste fag. God vind.     

 

 

 

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Opdatér Type the characters you see in this picture. Type the characters you see in the picture; if you can't read them, submit the form and a new image will be generated. Not case sensitive.  Switch to audio verification.

Instagram

  • Danish Landscape 2
  • Danish Landscape
  • På jagt efter den gode historie (og ænder) ⚓️ #andejagt #DMJX
  • På trappen til fredagsbaren på @dmjx i Aarhus, hvor mine forældre mødte hinanden for over 20 år siden. Og gudskelov for det 👨‍👩‍👧💜 @lisewestphal @rasemborg #dmjx #kajgf #aarhus #love #tb
  • Verdens bedste rustur er ved at være forbi 💔 #såhyggeligt #såsjovt #dmjx #jegerhooked #nuerjegtræt #seriklelængeresådanud #førbillede
  • Verdens sejeste barhold er endelig blevet færdig med at rydde op efter KaJ-fest #kajgf #dmjx #kurtstrandbar #fredagsbaren #trættetyper #sendmeresøvn #sidstemandlukkerogslukker
  • Presentation of innovation solution to the client 
_
#dmjx #dmjxx16 #addingvalue #technology
  • Presentation of three weeks of work on an innovation project. Client presentation
_
#dmjxx16 #dmjx #technology #addingvalue