Skriv bedre portrætter: Hæng ud, og husk, hvordan håndtrykket føltes

At skrive et godt portræt handler mindst lige så meget om det, du gør, inden du skal skrive. Jonas Langvad Nilsson, redaktionschef og portrætskribent på Euroman, giver her sine 5 bedste råd til at lave det gode portræt.

Jonas Langvad Nilsson har i mange år beskæftiget sig med fortællende journalistik og det journalistiske portræt. Han har udgivet bogen Amerikanske Portrætter. Til november underviser han på kurset Det store portræt. Privatfoto
af Dan Hansen d. 6.10.2016 i Viden

Jonas Langvad Nilssons 5 bedste råd - i den korte version

  • Hæng ud med dine kilder

  • Saml på scener og optrin

  • Brug dine sanser

  • Find fortællingens kerne

  • Kom i øjenhøjde med kilden

Her er de 5 råd i lang form -  krydret med eksempler, som kan læses eller springes over 

1. Kunsten at hænge ud
De  fleste mennesker viser, hvem de er gennem det, de gør, snarere end gennem det, de siger.

Når vi selv skal fortælle, hvem vi er, viser vi os som regel fra den pæne vinkel.

Mit ideal er at se mennesket fra flere forskellige vinkler.

Jeg arbejder på at få et visuelt indtryk af mennesker, jeg skal portrættere. En visuel forståelse af, hvem de er. Hvad gør de, hvordan gør de det. Hvordan interagerer de med andre. Hvad bliver der sagt – og hvad bliver der ikke sagt?

Det kan man få ved at hænge ud sammen med dem. Jo længere tid des bedre.

Når man hænger ud med folk, får man muligheden for at forstå, hvordan verden ser ud gennem deres øjne. Og dermed også at beskrive verden med deres øjne. Men også, hvordan andre mennesker oplever hovedpersonen. Det kan som bekendt være to vidt forskellige oplevelser. Vi har alle blinde vinkler.

Mit ønskescenarium er ikke at få lov at snakke med nogen i to timer på en café, selv om det kan være et fint udgangspunkt. Jeg vil med til træning, med ind i skraldevognen, med på kontoret og med hjem i privaten.

At hænge ud er mit vigtigste råd – og det, der ligger som et fundament for de øvrige råd!

Eksempel 1:
Jeg skulle lave et portræt af Per Mikael Jensen, mens han var på Metro International. Jeg fik lov at følge ham en dag på jobbet, hvor han skulle besøge Metro New Yorks redaktion og annonceafdeling, som var præget af skidtsnak, som han kaldte det, og dårlige resultater.

Her hilser han på en ny annoncesælger, som endnu ikke har fået en computer, og derfor ikke kan komme i gang med sit arbejde.

Han kalder annoncechefen hen til sig og påtaler i et temmelig bistert tonefald, at der ikke var en computer og heller ikke friske blomster på bordet med et ”Don’t let that happen again”. Hvorefter Per Mikael Jensen drejer om på hælen og går videre til næste opgave.

Situationer som denne siger ofte mere om personlighed, karaktertræk og ledelsesstil, end jeg ville kunne få frem i et interview.

Det tager selvfølgelig længere tid, men det er en god investering.

2. Brug scener til at fortælle historien
Saml på scener, hvor der sker noget, og hvor den portrætterede har noget på spil.

Scenerne kan være nogle, du rekonstruerer eller scener, du iagttager.

Jeg er altid på jagt efter og optrin, hvor mennesker viser mere, end de er klar over - og som jeg kan bruge til at sætte en scene, der hjælper mig med at vise eller fortælle noget.

Scener kan bruges til at sige noget om kilden med elegance, humor og ironi – uden at man begår karaktermord.

For mig personligt har det udviklet sig til en arbejdsskade. Jeg hører replikker over alt, og sørger for at skrive de bedste ned i en notesbog. Jeg har ikke brugt den til noget, men jeg tror, teknikken er en god hjælp, hvis man vil lytte bedre efter, hvad andre siger og ikke siger.

Eksempel 2:
Jeg lavede et portræt af Clement Kjersgaard, som skulle i gang med 2. sæson af sit talkshow, Clement Direkte.

Måske kan man forestille sig, at interviewet med ham kom til at handle om, at han lige havde lavet en EU-analyse i løbet af en taxatur, og den slags.

Jeg blev nødt til at finde en ramme, hvor han havde noget på spil, og fik lov at komme med backstage i DR-Byen ved sæsonens første program med gæsterne Mogens Rukov og Søren Ventegodt. De var tydeligvis nervøse over at skulle i Clements varme sofa og kom til at spille nogle gode biroller i min scene med hovedpersonen Clement.

For eksempel havde Mogens Rukow, midt i nervøsiteten, glemt sit undergebis derhjemme, og sad nu i et kapløb med tiden og ventede på, at det skulle ankomme til TV-Byen med taxa. Mogens Rukov gav mig lov til at skrive den detalje – han kunne vist godt selv se, at det var lidt morsomt.

En sådan scene kan forære dig detaljer, karakteristika og billeder, som man aldrig ville kunne få fra et interview.

3. Husk at bruge dine sanser
Det kan synes som et banalt råd. Men det er min erfaring, at man skal huske sig selv på det.

Hvordan føltes håndtrykket? Hvordan lugtede der i mødelokalet? Hvilken farve læbestift brugte hun? Hvilken nuance af rød?

Sanseelementer kan hjælpe dig med at fortælle ting, du ellers ikke ville kunne fortælle. De kan beskrive karaktertræk. Arbejde for dig ved at trække historien i den retning, du ønsker. Og måske vigtigst af alt: de kan få læseren til at glemme tid og sted.

Eksempel 3:
Da jeg skulle lave et portræt af balletmesteren Nikolaj Hübbe, kom jeg ind i en meget kropslig og seksuel verden, hvor der lugter af sved og hvor tøjet sidder tæt.

Det var svært ikke at undgå at bemærke Nikolaj Hübbes manddom under de tynde silkebukser. Måske en plat detalje, som ikke havde noget at gøre i et portræt, men på den anden side virker Hübbe maskulin og meget bevidst om det, nærmest pralende, men på en charmende måde, så jeg synes, den detalje gav mening at tage med.

Vælg de rette detaljer med omhu og brug kun dem, der arbejder i den rigtige retning for den historie, du har besluttet dig for at fortælle.

4. Find og følg detaljen
For mig handler et godt portræt om at følge detaljen. At grave ned som en arkæolog, der finder noget og pudser og pensler.

Når du kommer hjem fra et interview eller en reportage, så spørg dig selv: Hvad handler den her historie om inderst inde. Er der noget universelt på spil, som rækker ud over historien.

Jeg har det ofte som om, jeg står midt i et mysterium, jeg ikke har tid nok til at løse. Men løsningen kommer som regel.

At finde noget, der appellerer bredere end til dem, som i forvejen synes, at emnet eller personen er interessant. Det er det, jeg går efter. Det er min hemmelige fornøjelse.

Eksempel 4:
Jeg interesserer mig ikke for håndbold. Og det var ikke den klassiske sportshelt, jeg ville vise, da jeg lavede et portræt af målmanden Kasper Hvidt.

Men jeg har respekt for det, han laver og for, at han er kommet dertil, hvor han er.

Kampen for at nå sine mål og op- og nedture på vejen er et universelt tema, som mange kan forholde sig til.

Artiklen kom til at handle om en mand, som havde problemer med sit temperament som ung og blev så arrig, at han bankede hovedet ind i stolpen og forstyrrede resten af holdet. Denne vilje brugte han til at tvinge sig selv til at holde øjnene åbne bare en lille my længere end andre, når boldene kom flyvende om ørerne på ham.

Han var en talentfuld ung mand, som var sin egen værste fjende. Det krævede et stort arbejde, og et møde med en mentor, før han fik kanaliseret vreden over i en konstruktiv bane, han kunne bruge som målmand.

5. Kom i øjenhøjde med kilden
Når jeg skriver et portræt, prøver jeg at skabe en følelse af et arbejdsfællesskab med portrætpersonen. Jeg signalerer til kilden, at jeg har god tid, og at jeg er kommet for at prøve at forstå, hvordan verden ser ud gennem personens øjne - uden at der er tale om, at jeg skal være ghostwriter for deres selvfortælling.

Det er en god måde at starte på at signalere, at jeg ikke har skrevet historien på forhånd. Men jeg er kommet for at vise de lyse og mørke sider af personen, og at jeg vil gøre det på en sober måde.

Det jeg prøver at signalere er: Du kan godt hoppe ned fra stolen. Jeg skal nok gribe dig.

Eksempel 5:
Jeg skulle portrættere Casper Christensen på et tidspunkt, hvor der gik rygter om, at han havde haft en depression. Han havde fået det der vilde fuldskæg og i  Klovn  var hans karakter indlagt.

Jeg snakkede med ham om at være den sjove mand og om bagsiden af det. Om presset og forventningerne. Og jeg fik ham overtalt til, at vi skulle prøve at komme hele vejen rundt om komikeren Casper Christensen.

Da han læste portrættet, kunne han se, at jeg brugte de svære sider af hans historie på en måde, som gav mening i fortællingen. 

Jonas Langvad Nilsson underviser på kurset 
Det store portræt

Kategori:  Viden

Forfatter

Dan Hansen
Presseansvarlig på DMJX. Journalist med sidefag i dansk. Skriver om kommunikation, medier, journalistik og sprog. Har tidligere arbejdet med videnskabsformidling, livsstilsjournalistik og som bladredaktør.
Profil

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Opdatér Type the characters you see in this picture. Type the characters you see in the picture; if you can't read them, submit the form and a new image will be generated. Not case sensitive.  Switch to audio verification.

Instagram

  • School assignment where we had to interpret a song. I got Back to Black by Amy Winehouse! 
Model is @anastasijakiake 
#dmjx #portrait #photoshoot #blackandwhite
  • School assignment where we had to interpret a song. I got Back to Black by Amy Winehouse! 
Model is @anastasijakiake 
#dmjx #portrait #photoshoot #blackandwhite
  • School assignment where we had to interpret a song. I got Back to Black by Amy Winehouse! 
Model is @anastasijakiake 
#dmjx #portrait #photoshoot #blackandwhite
  • Har I det også sådan her idag? #dmjx #dmjxminuge @antonbestle
  • Redaktionen er i gang med sidste layoutweekend på dette semester. Her er forrådet. #Illustreretbunker #dmjx #kunklamenweekendafgangen
  • Der er en kat i min kaffe... #tokyo #akb48 #studietur #dmjx
  • Saturday's location: Carols by the Sea (Library, as the weather turned bad) #dmjx #semigtagebilleder #fotojournowannabe #praktik #prakkerliv #waiheke
  • Når man prøver at få styr på sit 1. Års projekt #dmjx #journalism #studying