Forskningsprojekt : Ændrer mediefusioner ved mediernes rolle og betydning i lokalsamfundet?

Kulturstyrelsen støtter omfattende undersøgelse af, hvad lokale og regionale medier betyder for befolkningen i lokalsamfundene - og om mediefusioner ændrer på mediernes indhold, rolle og betydning 

Vil journalisterne på Fyens Stiftstidende i fremtiden diskutere nye former for indhold på redaktionsmøderne? Og vil fynboerne overhovedet opdage, at deres avis er blevet en del af et større mediehus? Foto: Jysk Fynske Medier
af Dan Hansen d. 8.09.2015 i Viden

Hvad kan borgerne bruge lokalmedierne til?
Giver de nyheder, driver de det lokale arrangement eller giver de borgerne en fornemmelse af at høre til? Og ændrer disse forhold sig, når lokale og regionale medier fusionerer?

Det skal forskere fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i løbet af de kommende halvandet år finde ud af - med udgangspunkt i medierne og brugerne, som er omfattet af fusionen til Jysk Fynske Medier (inden fusionen med Midtjyske Medier).

Undersøgelsen ”Lokale og regionale mediers indhold, rolle og betydning” er støttet med 955.000 kr. fra Kulturstyrelsen, og skal indgå i styrelsens ”rapportering om mediernes udvikling i Danmark”.

Desuden har DMJX selv smidt 630.000 kr. i projektet, der involverer 3 forskere, to fagmedarbejdere og en række studentermedhjælpere.

25 medier indgår i undersøgelsen
25 medier på forskellige platforme er udvalgt til undersøgelsen af deres rolle og betydning i lokalområdet. Frem mod januar 2017 vil journalister og redaktører blive interviewet og det journalistiske indhold analyseret.

Samtidig vil der på 12 medier og medieplatforme, som er en del af fusionen til Jysk Fynske medier, blive lavet indholdsanalyser af nyhederne fra før fusionen. Analysen sammenligner indholdet før og efter fusionen.

Desuden består undersøgelsen af mange kvantitative og kvalitative interview. Herunder interview med udvalgte brugergrupper, nøglemedarbejdere i mediehusene samt en stor gallupundersøgelse.

Hvilken rolle spiller journalisten for demokratiet?
Et af forskernes mål er at undersøge journalisternes relation til demokratiet, altså hvordan journalisterne orienterer sig mod forskellige aspekter af demokratiet, som berører brugernes hverdag. Er de sensationsprægede, oplysende, analytiske eller måske ligefrem borgerinddragende og igangsættende?

Forskningsleder Flemming Tait Svith glæder sig over projektets tyngde, som forhåbentligt vil give offentligheden, politikerne og medierne et nyt indblik i lokalpressen.

- Der er en række forestillinger om lokalpressen, som til sammenligning med de landsdækkende medier i mindre grad bygger på videnskabelige undersøgelser. Målet med undersøgelsen er at skabe et nuanceret billede af lokalpressen. Vi handler på vegne af både journalistikken og offentligheden, og det er en opgave, vi er utroligt glade for, siger han.

Fakta

Alt det skal forskerne undersøge:

1) Fokusgrupper – om mediernes roller og betydning. Her interviewes:
- børnefamilier
- familier, hvor børnene er flyttet hjemme fra
- demografisk udvalgte: unge, mænd, kvinder, enlige, ældre osv.

2) Gallupundersøgelse i dækningsområdet + landsdækkende med fokus på mediernes indhold, rolle og betydnin.

3) Indholdsanalyse af stoffet på 25 medier på alle medieplatforme (fra dagblade og ugeaviser til lokalradioer og web) før og efter fusionen.

4) Interview med nøglepersoner fra medierne (redaktionschefer, redaktører, bestyrelser, ansvarshavende og journalister). Skal belyse følgende:
- journalistiske prioriteringer og satsninger
- orientering i forhold til lokalområders identitet, sammenhold og overlevelse
- orientering i forhold demokratiet
- ønsker med fusionen
- forventninger til fremtidige lokale prioriteringer (centraliseringer, afstand til borgere osv.)

5) Analyse af de sociale medier i relation til de undersøgte lokalområder og medier

Projektet ledes af forskningslektor Flemming Tait Svith.
Øvrige tilknyttede er Jakob Linaa Jensen (forskningschef i sociale medier), Poul Thøis Madsen (docent i medieøkonomi), Peter From Jacobsen (fagmedarbejder med ekspertise i lokale og regionale medier) og Steen K. Rasmussen (udviklingschef).

Kategori:  Viden

Forfatter

Dan Hansen
Presseansvarlig på DMJX. Journalist med sidefag i dansk. Skriver om kommunikation, medier, journalistik og sprog. Har tidligere arbejdet med videnskabsformidling, livsstilsjournalistik og som bladredaktør.
Profil

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Opdatér Type the characters you see in this picture. Type the characters you see in the picture; if you can't read them, submit the form and a new image will be generated. Not case sensitive.  Switch to audio verification.

Instagram