Teateranmeldelsen lever – hvis teatrene tør

Teatre skriger på kvalificeret kritik og begræder anmeldernes faldende status på de traditionelle medier. Men teatrene bør se nye uudnyttede potentialer i nye anmeldertyper og give dem gode pladser til premiererne. Kvalitet og relevans skal nok følge med, mener kulturjournalist og underviser Anders Lange, DMJX

af Anders Lange d. 14.09.2017 i Holdninger

Kære teatre.
Hvordan er det nu lige med jer? På den ene side vil I gerne have medierne til at interessere sig for jer. På den anden side slår mange af jer syv kors for sig ved tanken om at rutinerede, velafprøvede teaterkritikere taber terræn til fordel for nye anmeldertyper.

Og det er ikke bare jer, der er bekymrede. Hele den kulturelite, som historisk set har siddet på retten til at mene noget om kvaliteten af teaterforestillingerne, er dybt bekymret ved tanken om, at meningsmagere som Eva Selsing og Pia Kjærsgaard fremover skal overtage teaterdebatten.

Tænk, om ukyndige, ukvalificerede meningsmaskiner skulle mase sig ned i premieresæderne foran 300 års teatertradition.
Behøver I være bekymrede?
Masser af kvalificeret, nuanceret og nytænkende teaterkritik og teaterdebat er på vej. Den bliver decentral, spraglet, nogle gange flydende og diffus i formen – og ja, noget af den vil være flygtig, inkompetent og overfladisk. Men substansen vil overleve – og blive beriget. Men det kræver jeres indsats.

Amatører eksperimenterer
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har i hele 2017 fornøjelsen at være del af pilotprojektet Gentænk Teateranmeldelsen i tæt samarbejde med Aarhus Teater og Have Kommunikation.
Otte teateranmeldere – langt de fleste amatører – kaster sig i hele 2017 villigt ud i eksperimenter med form, format, vittige vinklinger og alternativ alvor på en stor del af Aarhus Teaters repertoire.

Min foreløbige konklusion er, at anmeldelser på nye formater på sociale platforme er nødvendige, hvis teatrets fortsat skal trække folk i teatret. En langt mere aktiv tilstedeværelse for anmeldelser på de sociale medier kan blive en endda rigtig stor gevinst – også på indholdssiden.

Allerede er det en gevinst for anmelderne. De får ganske enkelt flere læsere, lyttere og seere, jo flere formater, de har i spil.

Men det kræver meget af fremtidens anmeldere.
De skal mestre flere formater på én gang.
De skal være bevæbnet til tænderne med parathed og god forberedelse.
Det er udfordrende for anmeldernes evne til at bevare fokus, når de skal være til stede online i real time, samtidig med at de ser en forestilling.

 

"Tænk, om ukyndige, ukvalificerede meningsmaskiner skulle mase sig ned i premieresæderne foran 300 års teatertradition"

 

Derfor kræver det også en stor indsats af jer, kære teatre.
I stedet for at bekymre jer skal I støtte disse nye menings-stormere i deres interesse for overhovedet at komme til premieren.
En tre-punkts plan kunne være løsningen:

Punkt 1: Byd så mange som muligt af amatørerne indenfor. Med ledsager. Sådan er det jo også med de ”rigtige” anmeldere.
De, som kun går efter fribilletten, falder hurtigt fra.

Punkt 2: Giv dem lov at bruge smartphones under forestillingerne – eller ved særlige visninger. Hvis anmelder-genren skal fornys, bør teatrene vel også turde redefinere anmeldernes rolle.

Punkt 3: Tilbyd ny-kritikerne lynkurser i de hele elementære begreber.

Udfordringen for jer er, at ingen andre ser ud til at påtage sig opgaven at kvalificere – ikke strømline - denne nye gråzone af formidlere, journalister, anmeldere og borgere, så de er klædt bedst muligt på til at sikre teatrene et moderne med- og modspil på flest mulige parametre.
Det bliver jeres opgave at sikre en kritisk masse for fremtiden.

Ændrede vaner og nye muligheder
Det er langt fra umuligt. Og der er masser af gode grunde til, at I skal tænke nyt.
Læser- og lyttervanerne er ændret. Som milliarder af andre mennesker verden over har danskerne ændret vaner. Mobilen og computeren er nyhedskanal nummer et – hvad enten den studeres i stuen, køkkenet, sengen, lokummet eller på cyklen.
Derfor spår eksperterne, at vi i løbet af de næste tre-fire år vil få nyhedsstrømme, vi endnu ikke kan forestille os, udløst af markante opgraderinger af vores smartphones.
Tusindvis af nye muligheder er altså under udvikling konstant. På sociale medier popper hver dag nye formater op.

En af vores eksperimenterende anmeldere sendte f.eks. direkte via det anonymiserede program Jodel, som kan læses af mennesker i en af radius af godt 10 km – og kun af folk, som er på Jodel.
En anden valgte at anmelde en performance-forestilling udelukkende ved brug af emojis på Instagram.
En tredje brugte en selfie-stang og hev sin mand med op i sengen kun iført undertøj. De måtte jo naturligvis afspejle forestillingens afklædthed, imens de diskuterede showets indre kvaliteter.
Resultatet er flere brugere.

Mange af disse nye formater er oplagte til at anvende i formidling af gode oplevelser og til at skabe en ny interesse og debat om dansk scenekunst.
Det bliver ude på de sociale mediers foranderlige markedsplads, splittet op i fragmenter, at teaterkritikken – uanset form og indhold – kommer til at boltre sig og blomstre for fremtiden.

Antallet er allerede stort af freelance ”amatør”-anmeldere, teatertosser, teaterkendere og bloggere – og andre, som bare har lyst til at dele deres oplevelser i de danske teatersale. Debatten om teatrets kvalitet, rolle i samtid og samfund flytter, i al sin mangfoldighed, til vores online markedsplads.

Læs også debatindlæg i Politiken: Kultureliten og teatrene skal droppe bekymringerne - amatøranmeldere er en god idé

Moderne teatergængere nøjes ikke mere med at shoppe rundt blandt tilbuddene – de hopper også lystigt rundt imellem de platforme, som engagerer sig kulturelt.
De har alligevel mobilen frem i bussen. Det skal ikke tage dem mere end stoppet imellem Nørre Allé og Busgaden at finde ud af, om Simon Kvams remix af ”Jeg drømte mig en drøm i nat” går rent ind på Aarhus Teaters Store Scene.
Det er overalt på disse platforme, at I teatre skal hjælpe den nye type anmeldere med at være til stede.

Alle teaterinteresserede unge søger oplysninger på sociale medier – kun hver femte finder informationen i en avis, siger en endnu ikke offentliggjort  undersøgelse blandt Aarhus Teaters brugere og potentielle brugere.

I forsøget Gentænk Teateranmeldelsen har Aarhus Teater stillet medier til rådighed. En temaside, en Facebookside, en Instagramprofil og en Soundcloud til podcasts (radioformat).
Det aarhusianske teater skriver selv, på sin hjemmeside om projektet, at ”Positive og kritiske anmeldelser betragtes som ligeværdige, og anmelderens ret til at indtage en given holdning anfægtes ikke.”
Det har teatret levet op, og det er naturligvis en forudsætning for en succes. Endnu mangler projektet at ramme det helt store publikum.
Vi håber, det kun er et spørgsmål om tid.

En gave til teatrene og formidlerne
For meningerne og debatten om teatrets fremtid kan ikke og vil ikke mere være forbeholdt morgenavisernes læsere eller Danmarks Radios og Radio24syvs lyttere.
Nye formater er for stor en gave til formidlerne og formidlingen af debat, meninger, analyser og oplevelser fra teaterverdenen til at overse.
Smartphones og nye platforme øger chancen for at nå nye befolkningsgrupper. Præcise aldersgrupper, segmenter eller særlige regionale områder. Og det er teatrenes ansvar at sikre denne udvikling.

I 2016 trak teatrene Fredericia Teater og Mungo Park ifølge fagbladet Journalisten annoncerne fra Politiken og Jyllands-Posten i protest mod fyringen af to faste teateranmeldere.
Den folkelige opstand udeblev.
Dansk kulturlivs historiske elite af meningsmagere taber indflydelse i takt med, at medierne mister økonomiske handlekraft. Det er åbenbart, at I fortsat sætter stor lid til den faste skare af rutinerede anmeldere, som kender jeres stof helt ned i det historiske fundament. Det er fuld forståeligt. Men I må vænne jer til tanken om, at amatørerne på de sociale medier bliver fremtidens smagsdommere.

Det er tid at revidere jeres gæstelister til premiererne.

FAKTABOKS
Gentænk Teateranmeldelsen

Et pilotprojekt til udvikling og afprøvning af nye kulturjournalistiske formater.

På baggrund af et projekt fra Region Midtjylland, Have Kommunikation og Aarhus Teater om kulturjournalistikkens fremtid, har Aarhus Teater etableret sit eget anmelderkorps, som afprøver nye anmeldelsesformater som Facebook Live, Twitter, videoanmeldelser, Instagram m.v. Teatret har oprettet særlige platforme på en række sociale medier helliget disse anmeldelser.
Deltagerne er journalister, dramaturger, journaliststuderende, og dramaturgistuderende.
Konklusioner fra Gentænk Teateranmeldelsen præsenteres på konferencen Fremtidens Kulturjournalistik på Aarhus Teater torsdag 28. september 2017 på Aarhus Teater.
Tilmelding via Aarhus Teaters hjemmeside.
Konferencen arrangeres af: Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Aarhus Teater, Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Have Kommunikation, Region Midtjylland, Statens Kunstfond, BikubenFonden og Forskningsprojektet FITT.

Kategori:  Holdninger

Forfatter

Anders Lange
Har siden 2007 undervist på og planlagt kurser for DMJX i ind- og udland og kommer fx lige fra et kursus om nye medier i New York. Har før det arbejdet som kulturreporter med særlig fokus på film, teater og rytmisk musik.
Profil

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Opdatér Type the characters you see in this picture. Type the characters you see in the picture; if you can't read them, submit the form and a new image will be generated. Not case sensitive.  Switch to audio verification.

Instagram

  • Vi bor ret pænt. Bloggeragtigt. Ses 👋🏼
#KAF #MAC #DMJX
  • Første fag på fjerde semester er afsluttet på kæmpe opturs vis med GODTFOLK 🍺🤘🏿 #pubcrawl #nørrebro #onsdagshots #studielivetsglæder #vaflertilaftensmad #tværfagligeksamen 🇩🇰🇩🇰#innovationx #dmjx #mediehøjskolen #gruppe29 👐🏿#konfettikanon 🎉 #hejogfarvel #sesifredagsbarenvenner 💙
  • Bare kald mig Klokkeblomst 🎉🏆👏 Sidste undervisning på #dmjx - en eksamen i Innovation og kreativ kommunikation - endte med en titel for "Bedste innovative løsning", og som præmie fik jeg Klokkeblomst - jeg tror, det er et kompliment 😎🎉 Nu kun en praktikeksamen og bachelor, så er jeg færdig 😁😁 #fuckapps #forlækkertiluni
  • Make love not war 🌸 
#dmjx #photoshoot
  • Back to the 60's ✌️
#dmjx #photoproject #hippie #photography #watercolor
  • Portrait of Prince #portrait #copenhagen #minimalism #fashion #dmjx #photographic #communication
  • Portrait of Prince #portrait #copenhagen #minimalism #fashion #dmjx #photographic #communication
  • Det er fredag, og vi har lige overstået eksamen #friyay
#friday #weekend #piger #dmjx #hergårdetgodt #aarhus #mitaarhus